Velkommen til Göteborg

Street food

Del artiklen her

Fastfood er blomstret op i stor stil i Göteborg takket være de mange food trucks og street food steder, som popper op overalt i byen. Det er desuden en god idé at aflægge et besøg i en af de store madhaller.

Food trucks

Aldrig før har food trucks været så populære, og Göteborg kan byde på mange af de rullende restauranter. Her tilbydes alt fra ceviche til vegetarmad med spændende smage fra forskellige dele af verden. Vi kan varmt anbefale dette smagfulde koncept.

Læs mere og få mere information om food trucks i Göteborg her

Hvor befinder Göteborgs food trucks sig?

Nu kan du let finde de forskellige mobile madsteder via: Streetkäk.se. Her ser du også åbningstider, menuer og lignende.

Svensk fastfood

På næsten hvert eneste gadehjørne i Göteborgs centrum ligger der en ”korvkiosk”. Dette er svenskernes svar på pølsevognen, men tilpasset deres, lidt anderledes opfattelse af en pølse med brød. Du kan selvfølgelig få forskellige slags pølser, men prøv at spise en med ”potatismos”. Du kan også få pølsen rullet ind i tyndt fladbrød, dvs. en tyndbrødsrulle – så får du virkelig dækket dit behov for kulhydrater. Det hjælper på kropsvarmen, hvis det sner og er minus 5 grader. Spis pølsen på gaden og husk nogle ekstra servietter, når kartoffelmosen pludselig forlader tyndbrødsrullen i den forkerte ende.

Madhaller

Stora Saluhallen på Kungstorget er Göteborgs største torvehal, og den stammer helt tilbage til 1889. Med over 40 boder og mindre caféer og restauranter er dette stedet, hvor mange spiser frokost om hverdagen og mødes efter indkøbet om lørdagen.

Tips: Vil du teste traditionel svensk husmandskost? Amanda Boman er et godt sted at nyde en afslappet frokost og Kåges Hörna & Bar er typisk for en svensk torvehal med traditionelle, men virkelig gode, svenske retter.

Salhuall Briggen er et andet populært spisested, som ligger i en gammel brandstation. Her finder du ost og fisk samt forskelligt kød, fjerkræ og vildt af høj kvalitet. Det er ekstra hyggeligt om sommeren, når serveringen foregår udendørs på fortovet.

De lokale favoritter

Feskekörka er en fiskehal med inspiration fra gamle norske stavkirker. Her vrimler det af boder med alt godt fra havet, dejlige restauranter og gode takeaway-steder. Køb noget lækkert i en af boderne og slå dig ned ved kanalen udenfor. Med vestkystens berømte og velsmagende rejer, østers, muslinger, hummer og krebs er Feskekörkas bud på hurtigmad en meget positiv overraskelse.

Grillköket Jonsborg på byens hovedgade ”Avenyn” er populær hos de lokale for deres ”halv special” - der er dog ikke meget ”halvt” over livretten, som snarere burde kaldes ”helt special”. Her får du en pølse på lunt brød med en ekstra stor portion kartoffelmos toppet med rejesalat. Dette er en ægte svensk specialitet – og det smager godt!

Tips til oplevelser

Du kan opleve Sveriges største fiskeauktion live! Men husk at sætte vækkeuret… Tag ud til fiskehavnen og besøg Fiskeriauktionen, som har åbent alle hverdage kl. 06:30 (mandage dog kl. 07:00). Som gæst kan du ikke byde på fangsten – og pludselig stå med 10 kasser østers. Men du kan opleve Göteborgs bedste kokke og indkøbere fra hele Sverige i fuld action, hvor de overbyder hinanden i jagten på de berømte delikatesser fra havet ud for den svenske vestkyst.

Velkommen til Göteborg!