Spiselige og smagfulde turistattraktioner

Kulinarisk roadtrip i Vestsverige

Del artiklen her

Var det noget med en smagfuld rundrejse? Følg ruten fra Göteborg og langs Göta kanal til Lyrestad og oplev herlige smagfulde turistattraktioner i alle prisklasser på to dage.

Suveræn start i Göteborgs skærgård

Göteborg består af mere end shoppegader og kulturseværdigheder. Tag færgen ud til øen Styrsö fra Saltholmen, hvor du kan opleve skærgården, sole, bade og overnatte på et ægte skærgårdspensionat. Skønt! Pensionatet Styrsö Skäret er kendt for sin dejlige mad fra havet, og gæsterne bydes på en 3-retters menu, herlig overnatning og en rigelig morgenbuffet næste dag.

Vel tilbage i land er det bare at sætte kurs mod Gunnebo Slott & Trädgårdar i Mölndal. Stedet byder på guidede ture, parker og en frodig køkkenhave med urter og grøntsager. Vejen herfra og ind på tallerkenen hos Gunnebo Kaffehus och Krog er selvfølgelig meget kort.


Gårdbutikker med kød, økologiske varer og svingende jazzmusik

Fra Göteborg til Norrqvarn hotel ved Göta kanal tager det knap 2,5 time i bil. Hele strækningen er fyldt med spændende gårdbutikker.

Første stop er Vikaryd Köttbod i Alingsås med et bredt sortiment af lokalt lamme- og svinekød. Den økologiske landhandel Stora Melby i Sollebrunn har en hyggelig frokostcafé og en gårdbutik i retrostil med masser af lokale og økologiske varer som kød og oste. Vil du være sikker på at finde melodien på din roadtrip, skal du kigge ind hos Skattegården Lantost, som også ligger i Sollebrunn. Det lille mejeri fremtryller ikke bare fine præmieoste som camembert af gedeost – familien underholder også gæsterne med et jazzband.


Rapsolie i Vedum og cafébesøg i Vara

Olivia Eko i Vedum er specialist i koldpresset rapsolie, og børnene bliver garanteret også i godt humør, da der er dyr på gården. Vil du hellere opleve en af Sveriges mest anerkendte osteproducenter, ligger Sivans Ost, som drives af femte generation, fint placeret på Stora Torget i Vara. Den urbane café Esti Bönor & Bröd ligger få meter væk, og i sommermånederne har Sivans café i Baljered åbent.


Honninghus i Timmersdala og økologiske grøntsager i Mariestad

Glem ikke den søde tand! Besøg Honungshuset i Timmersdala hvor der sælges honning med forskellige smage, som varierer efter sæson. Bikuberne står i ude skoven eller midt i det åbne landskab. Sidste stop, inden du ankommer til Norrqvarn hotel, er Lugnåsbergets Ekogrönt. Nye sprøde grøntsager – plus en lang række andre økologiske produkter.


Idylliske Norrqvarn hotel på kanten af Göta kanal

Norrqvarn har aner tilbage til det tidlige 1900-tal, og sporty tilrejsende vælger ofte at tage en cykeltur for at komme tættest muligt på det historiske område. På Norrqvarn hotel vælger gæsterne mellem at spise middag ude på broen eller indendørs. Om aftenen serveres en 3-retters menu med temaet ”smagen af Skaraborg”. Du får et velsmagende måltid baseret på råvarer fra de samme producenter, som du sikkert besøgte tidligere på dagen.


Velkommen til Vestsverige!