Det gode liv

Der er højt til himlen, frisk vind og brusen af bølger mellem tusindvis af klippeøer ud for den svenske vestkyst i Bohuslän skærgård. En ramsaltet natur med maleriske fiskerlejer i læ bag klipperne.
Uden for sæsonen er her stille og storslået, mens der i sommermånederne kommer anderledes liv i småbyerne. Da er der musik i luften. Restauranter og caféer åbner. Gallerierne slår dørene op for nye udstillinger, og forretningerne har nyeste mode på hylderne.
Lyset og stemningen i skærgården har gennem årene tiltrukket kunstnere, og med traditionen for havbade og kurophold på badehoteller har der været turisme i flere hundrede år.
Mellem øerne henter fiskerne de råvarer, som Vestsverige også er så berømt for: fisk og skaldyr. Man kan også selv tage på hummer- og østerssafari i skærgården og få en gourmetoplevelse med, når fangsten nydes ude i naturen.

Den gode mad

Eller man kan indtage herlighederne i en af de mange gode restauranter, som Vestsverige er kendt for. I Göteborg kan man for eksempel reklamere med syv michelin-restauranter.
De gode råvarer fejres med festivaler. Göteborg holder den årlige konkurrence i østersåbning i februar, Grebbestad har nordisk mesterskab i østersåbning i maj, og byen har desuden en festlig østers-dag første lørdag i september. 
I begyndelsen af august er der muslingefestival i Lysekil, og mandag efter 20. september må der lægges hummertejner ud. I ugerne derefter er der hummerfest rundt om i Bohuslän.

Skove og søer

Lige så mange skærgårdsøer, der er ud for Vestsveriges kyst, lige så mange søer er der Bohusläns baghave - i Dalsland.
Her er et storslået landskab med skove, klipper, smalle dale og et hav af søer. Mange af dem er forbundet i en af Europas smukkeste vandveje, Dalslands Kanal, som er et 240 kilometer langt naturligt sejlbart system, hvor kun ti kilometer er gravet eller spængt.
Dalsland indbyder til fiskeri, kano- og kajaksejlads, og er i det hele taget et eldorado for outdoor-aktiviteter.

Nyd livet i Vestsverige

Lokale Johan guider en til livsnyderens Vestsverige

Snup en weekendtur til Vestsverige

Spa i Vestsverige