Vestsverige - et eventyr for de aktive

Til fods

At vandre i Vestsverige er en fascinerende naturoplevelse, uanset om du vælger de kortere dagsture, eller begiver dig ud på længere rejser til fods med overnatning undervejs. Nogle af de mest populære stier er de gamle pilgrimsruter, der i dag har fået nyt liv i området omkring Lödöse, der i Middelalderen var et knudepunkt og en vigtig havneby langs Göta-kanalen. I området ved Kungshamn er en række gode vandrestier samlet i Soteledens i alt 70 km fordelt på 20 etaper og med shelters til overnatning undervejs. Langs skærgårdskysten er der rigtig mange gode vandremuligheder, hvor du kan beundre de rå granitlandskaber og de charmerende og livlige fiskerlejer - hvor du ikke må snyde dig selv for en gang skaldyr i verdensklasse.

På cykel

De varierede landskaber opleves også godt fra en cykelsadel. Der er mange cykelruter af varierende længder, og når sulten eller trætheden indfinder sig, kan du nyde godt af de mange hyggelige pensionater og spisesteder. Følger du den 150 km lange Sjuhäradsrundan fra Borås til Svenljunga møder du hundredvis af søer, dybe skove og et rigt dyre- og planteliv. Cykler du i stedet langs Göta-kanalen, får du muligheden for at opleve de mange både bevæge sig igennem sluserne. Og så er Vestsverige jo ægte Ronja Røverdatter-land, så der er også nogle mere krævende og nærmest eventyrlige mountainbikeruter - især i Dalsland, hvor man satser kraftigt på mountainbike og bl.a. afholder konkurrencen Dalsland X-country i Bengtsfors. 

Til søs

Kystlinjen og de mange søer og elve i Vestsverige indbyder også til at komme omkring i kano eller kajak. I Dalsland kan du fx få oplevelsen af vildmark-light, når du padler rundt i kano i den helt uberørte natur. Og langs skærgårdskysten finder du et af de bedste områder i verden at sejle i kajak. Der er kilometervis af spændende kystlinje at tage på eventyr i, lige fra Göteborgs skærgård i syd og helt op til nationalparken omkring Koster-øerne i nord.

Øhop i skærgården

Holder du af vandet, men vil hellere opleve det fra en hyggelig, lille færge, kan du tage cyklen med ombord og sammensætte din helt egen form for øhop i skærgården. Øer som Tjörn, Orust og Marstrand byder bl.a. på hyggelige pensionater, fantastiske udsigter og i det hele taget uforglemmelige oplevelser. En del af øerne i skærgården er desuden bil- og knallertfri, så du virkelig kan nyde stilheden og det afslappende øliv.