Guide til kulturelle oplevelser

Glaskunst i verdensklasse

Tid, koncentration og et godt håndelag er essentielle dyder i det sydøstlige hjørne af Småland. Under det poetiske navn Glasriget er dette område kendt for sine glasværker, faktisk har man her fremstillet glaskunst og glasbrugskunst siden 1742. Gå på opdagelse i det farverige glasunivers – på et af de 12 aktive glaspusterier, på glasmuseer, outlets eller nogle af de mange loppemarkeder, der jævnligt dukker op. I Glasriget finder du også spændende spisesteder – og overnatningsmuligheder. Fx Kosta Boda Art Hotel, hvor selv baren er lavet af glas.

Særegent landskab på Øland

Den store kalkstensslette på Øland, Stora Alvaret, har så forunderligt et naturlandskab, at området er blevet optaget på UNESCOs liste over verdensnaturarv. På det sydlige Øland breder sig en 37 km lang og 15 km bred slette, hvor der blot er et tyndt lag jord oven på stengrunden. Og man kan levende forestille sig, hvor svært det har været at få noget til at gro. Små planter og blomster trives dog i det barske miljø, heriblandt 32 sjældne orkidéer. Foruden den særegne natur, byder dette område også på flere end 200 små landsbyer. 

Maleriet 'Figures 1856 Leading races of man', Af: Malala Andrialavidrazana
Teleborg Slot, Foto: Martina Wärenfeldt

Carl von Linnés fødested

Linnés Råshult er en oase i ordets egentlige forstand. Den verdensberømte videnskabsmand, Carl von Linné, blev født i 1707 i Råshult ved Älmhult. Råshult inviterer på en fantastisk tidsrejse tilbage til 1700-tallets landskaber og haver. Haven, som nærmere er en park, er et fredeligt sted med frugttræer og udsigt over den store urtegård. I caféen kan du nyde de økologiske forfriskninger eller en vegetarisk buffet med råvarer plukket i haven.

Gunillaberg

Den 350 år gamle hovedbygning på herregården Gunillaberg giver et praj om, hvad der venter her af poetisk charme. Den internationalt anerkendte kunstner Tage Andersen har skabt en helhedsoplevelse af  kunst, kultur, natur - og magi.  Med fantastisk havekunst og installationer som udgangspunkt er Gunillaberg blevet et kulturcentrum for området omkring Jönköping. Udstillinger finder du både i den renoverede hovedgård og i det 400 kvm store orangeri, hvor der i øvrigt også er koncerter og ballet sommeren igennem.

Loppemarkeder

Ser du et skilt med ’Loppis’ i vejkanten, er det bare om at følge det. For det kan meget vel føre dig til skjulte skatte, som du lige mangler hjemme hos dig selv. Der er generelt en stor kærlighed til gamle ting i Småland – og til at bevare og genbruge. På loppemarkederne kan man finde alt fra broderede tekstiler, glas, kunst, porcelæn og møbler i forskellige stile. Ofte er loppemarkederne her i Småland store, velorganiserede markeder eller butikker, men de kan også være hos en smålandsk familie.

Passioneret kogekunst

Snyd ikke dig selv for en gastronomisk oplevelse af Småland. Madglæde og livsnydelse trives i stor skala på restauranterne her i området. Årstidens lokalt producerede råvarer er altid at foretrække, men når det er sagt, så handler det først og fremmest om kvalitet og passion for fødevarer. På Øland lyser michelinstjernen over Hotel Borgholm sammen med flere andre udmærkelser, og i vinkælderen kan der altid findes en ny og spændende vin af høj klasse. Bagom Restaurant Sjön ved søen Vättern i Jönköping står et køkkenhold som er blevet belønnet med to Bocuse d’Or-medaljer og et EM-guld. Teamet sætter en ære i at holde en afslappet stemning på stedet. Om sommeren flytter køkkenet gerne ud på terrassen, hvor I kan nyde de milde aftener. En anden michelinstjernebelønnet restaurant er PM & Vänner i Växjö. PM & Vänner er et gastrohotel i internationell topklasse og holder den gastronomiske fane højt over de regionale råvarer med en moderne fortolkning af det smålandske køkken – og kan i øvrigt fremvise en svensk sommeliermester.

Korrö håndværksby

På den lille ø, Korrö, midt i Ronnebyåen har driftige håndværkere i hundreder af år udnyttet åens brusende vand til at holde blandt andet møllen, savværket og garveriet i gang. I dag har al produktion forladt Korrö, men de små karakteristiske røde huse står endnu. Gå på opdagelse i den idylliske håndværksby - kig ind i de gamle bygninger, spis i restauranten, tag på vandring i naturreservatet og snup en overnatning på hotellet. Korrö er et perfekt udgangspunkt for kano-ture og madvandringer, hvor du kan nyde naturen med benene, øjnene og munden. 

IKEA-museet

Hvad var det, der inspirerede grundlæggeren Ingvar Kamprad til at sælge kvalitetsmøbler til små penge? Du får hele den imponerende historie om IKEAs 70-årige historie lige præcis der, hvor det hele begyndte med det første IKEA varehus i Älmhult.  Det ombyggede varehus åbnede som museum i sommeren 2016 og huser tre udstillinger fordelt på fire etager og 7.000 kvm.  Og der er masser af nostalgiske gensyn og mulighed for at se og røre ved møblerne. Lige over for museet ligger IKEA Hotel med 254 værelser – lækkert indrettet, naturligvis.