Småland trækker i små og store børn

En guide til oplevelser for familier med børn i Småland? Den bliver lang, hvis vi skal rundt om hele regionens mangfoldighed af oplevelser. Find inspiration her – og tag så blot afsted – for der venter så meget mere sjov, sus og spændende natur, end I kan forestille jer. 

Familieferie på ødegården

Småland med de rødmalede ødegårde i det grønne landskab er som taget ud af historierne om Emil fra Lønneberg. Og på en ødegårdsferie er der netop plads til sjov og ballade, men også til at være sammen som familie med alt, hvad det indebærer af brætspil, bærjagt og vandreture i de mægtige skove. Ødegårdene er ikke altid øde men blot forladt, fordi beboerne er flyttet til byen. Og det er et held for jer, der drømmer om en familieferie, hvor det handler om at være sammen og nyde naturen. Bliver det for roligt, er der heldigvis aldrig langt til forlystelsesparker eller adrenalinsus i de smålandske landskaber.

Borgruiner og polkagrise

Tag børnene med til den fortryllende by Gränna ved Vätternsøen og øen Visingsø. I Gränna går I blandt gamle, hyggelige huse på brostensbelagte gader, mens I får sukkertrangen stillet med en polkagris. Søg ud i naturen – I finder vilde oaser af dyre- og planteliv ved både Röttleåens Dalgang og ved Girabækken. Husk gummistøvler eller vandresko, hvis I da ikke foretrækker en vuggende oplevelse i en kano. Efter at have sonderet fastlandet går færgen til Visingsø, som kan opleves på cykel eller i en gammeldags hestevogn, hvorfra landskabet og borgruiner folder sig langsomt ud foran jer.

Fjeldet for hele familien

Isaberg giver jer mulighed for at opleve naturen på en sjov og anderledes måde. Det maleriske fjeldområde er spækket med oplevelser i børnehøjde og leg i alle afskygninger. Send børnene afsted på skattejagt eller lad dem prøve en svævebane, hvor de mildest talt flyver gennem trætoppene. Lad dem prøve kræfter med mountainbike, eller hvad med en segway, på kringlede og udfordrende baner. I kan også besøge elgparken. Er du nysgerrig efter at vide mere om Isaberg for børn – så se her.

Svæv gennem vildmarken

Den svenske vildmark bliver endnu vildere og meget mere farverig, når I oplever den lidt fra oven. Ziplining ved Little Rock Lake får smilet frem og adrenalinen til at bruse, og selv om hastigheden når op på 70 km/t, når I suser gennem trætoppene, er der intet at frygte. Nyd blot udsigten, der med grønne skove og rislende vandløb er en fryd for øjnene – og for sjælen. Svævebanen består af et sammenhængende system på 1,5 kilometer, som begynder ved et af Smålands højeste punkter. De uddannede guider vil sørge for, at alle er godt spændt fast, inden de sender jer ud på en uforglemmelig svævetur.

Tæt på skarnsungen Emil

Alle børn er før eller siden stødt på skarnsknægten Emil fra Lønneberg, og i Filmbyn i Småland kommer I så tæt på Emil og de andre børn fra Astrid Lindgrens historier, at I nærmest kan høre lussingerne synge. På museet kan I lære om Katholt eller Bullerby, og rigtig sjovt bliver det, når børnene selv klæder sig ud som Emil eller Pippi og tolker Astrid Lindgrens finurlige figurer på ny. Efter besøget kan I køre rundt til forskellige locations, som hele familien husker fra børnetime.

Forlystelser i fuldt flor

1, 2, 3 – bang! lyder det, og børnene bliver med ét suget ind i en verden af Det Vilde Vest, når I besøger forlystelsesparken High Chaparral, en temapark om 1870’ernes Amerika. Her er grusomme skurke om hvert et gadehjørne, mørke saloner og festlige shows, hvor både børn og voksne bliver en del af legen. I Astrid Lindgrens Verden er der også skarn og lømler på spil. Her kan I imellem forestillingerne besøge Pippi i Villa Villekulla, gå på opdagelse i Mattisborgen eller se, hvordan Emil snitter sine træfigurer.

På eventyr i skærgården

Västervik Resort Lysingsbadetvågner I op til bølgernes klukken og træernes susen. Vandhundene kan boltre sig i poolen, få et sug i maven på turen ned ad rutsjebanerne i vandlandet eller måske endda gå på opdagelse med dykkermaske under Østersøens overflade. Selve byen Västervik indbyder til afslapning eller leg på klipperne – og glem ikke at besøge den skønne ø, Hasselø, hvor den autentiske skærgårdsstemning hersker. Overalt på Västervik indfinder sig en eventyrlig stemning.

Nye venner på Øland og Böda Sand

Øland er rig på børnevenlige sandstrande, og historisk set må den have haft en betydelig rolle, da der er flere borgruiner at gå på opdagelse i. Besøg for eksempel Eketorps Borg eller bliv ridder for en dag på Borgholms slotsruin. Har I brug for en dag i lidt roligere tempo, kan I besøge det farverige sommerfuglemuseum. Lidt mere hvin og jubel, skrig og skrål er der, når vandkanonerne sprøjter læssevis af vand ud over vandparken på Böda Sand, som ligger på Øland og er Sveriges største campingplads.

Bliv slottets helt

Det er ikke svært at forestille sig, hvordan eventyrlige prinsesser har danset eller mægtige konger har kæmpet og levet på Kalmars prægtige slot. Når solen står højest over Sverige, åbner Kalmar Slot portene for alle børn, der drømmer om at gå på opdagelse i historien. Her venter den gruopvækkende oplevelse med spøgelsesdamen i fangehullet, og hofnarren farer rundt i de mørke gange og beder måske om hjælp til at finde en skat. Uden for portene lurer fjenden, og her må de større børn hoppe i væbnerdragten og beskytte slottet.

A World of Dinosaurs

Har børnene helt styr på Stegosaurus, T-Rex og Parasaurolophus, så må I ikke gå glip af dinosaurusmuseet i Kalmar. Hvis navnene ovenfor ikke siger jer noget, så kom og se dem alle i A World of Dinosaurs. De imponerende forhistoriske dyr træder næsten lyslevende frem i udstillinger, der rummer alt fra de små dinosaurer på en meter til den enorme 40 meter høje og 15 meter lange Mamenchisaurus. Forestil jer hvilket fascinerende dyreliv, der har været på Jorden for 65 millioner år siden - og husk at forevige øjeblikket til dit fotoalbum, når dit barn klækker ud af et dinosaurus-æg.

Klap en elg

Rundt omkring i Småland findes 12 elgparker, hvor I møder dette prægtige dyr. I Smålandet Elgsafari i Markaryd kan I hoppe på et safaritog gennem skoven. Foretrækker I at tage turen i eget tempo og stoppe for at se en elg drikke af en lille sø, så kan I også køre i egen bil. På safaritur i Virum elgpark ved Vimmerby er der foruden elge og hjorte også dådyr. Tænker du Bambi, så er den god nok: I juni får hinderne dåkalve med de karakteristiske, fine prikker på ryggen. I Skullaryds elgpark mellem Vimmerby og Jönköping kommer I med på traktorsafari ud til parkens vilde dyr. Følg elg-sporet her.

Sagomuseet - det er ganske vist

Stedet, hvor børn får spidse ører og store øjne: Sagomuseet i Ljungby ligger blandt utallige sagnomspundne steder. Det syder af aktivitet og fortællelyst om nisser, trolde, jætter, prinsesser for blot at nævne nogle af de eventyrlige væsner, der berettes om. Send børnene ud på en eventyrskattejagt rundt om museet eller gå alene rundt blandt spøgelser og genfærd – måske foretrækker du at have en guide med? Fortid og nutid knyttes sammen på fineste vis, når I selv går ud og finder de sagnomspundne steder, der fortælles.