Guide til aktiv ferie Småland

Det frodige og varierede landskab i Småland er som skabt til aktive oplevelser.

Åsnen – som taget ud af et postkort

Søen Åsnen kan få det til at krible i maven på naturelskere. Med et areal på 159 km² inklusive cirka 200 øerøer er Åsnen den næststørste sø i Småland og ved at blive etableret som nationalpark. Her kan du tilbringe hele ferier og stadig have noget til gode. Udforsk de mange øer og tanger, som gør området helt unik, i kano eller kajak, som kan lejes flere steder. Blandt andet på det Getnö Gård, der ligger på sin egen ø midt i Åsnen. Overnat i hytter eller på naturcamping og nyd naturen fra første parket

Västervik inviterer dig ud på vandet

Skærgården ved Västervik begynder midt i byen som en åben invitation til at komme ud og udforske naturen. Den bedste skærgårdsoplevelse får du i kajak, hvor du glider gennem vandet i dit eget tempo – og kan vælge og vrage mellem øer at slå lejr på. Vil du opleve skærgården under vandet er havet ud for Västervik et eventyrligt sted for især vragdykkereSøger du ekstreme oplevelser, kan du kaste dig ud i klatring. Områdets store variation af klipper, sten og kystlandskab udfordrer dig til yderste, uanset hvilket niveau du er på.

Oplev naturen fra din cykelsadel

Findes der nogen bedre måde at opleve naturens mangfoldighed på end på en cykel? Hele tiden fremad, mens du bare nyder omgivelserne, der ændrer sig kilometer efter kilometer. Hop på cyklen i Växjö og følg cykelruten Sydostleden gennem Smålands stemningsfulde sølandskab og skove. Ruten strækker sig fra Växjö i nord til Simrishamn i syd og leder dig ad lange bilfri strækninger til flere kulturhistoriske steder. Eller tag et smut til Øland, hvor du kan følge Ølandsleden fra fyr til fyr og opleve de store forskelle fra nord til syd på den naturskønne ø.

God vind på Øland

Vind og vand i den perfekte kombination for kitesurfere – det finder du på Øland, der i sagens natur har vand til alle sider - og fine sandstrande. På den vestlige side af øen finder du Øland Kitecenter, som har etableret sig netop der, hvor de bedste forudsætninger for god vind er til stede. Her kan du leje det nødvendige udstyr og booke kurser på alle niveauer. Det gælder også for dig, der aldrig har stået på et bræt før.

På sporet af udfordrende MTB

Udfordringerne står i kø til dig, der konstant tester grænser for din egen styrke, udholdenhed og mod. Det gælder naturligvis MTB, som du har masser af muligheder for at dyrke i Småland. Test dig selv af i Huskvarnas smukke omgivelser og krævende terræn ved Jönköping, hvor der i 2016 blev afholdt EM i MTB. Eller dyrk den maksimale fart og spænding på vej ned ad Isaberg, hvor der netop også er etableret en teknikbane. I Svartbäcksmålas kupererede omgivelser finder du foruden forskellige MTB-spor også en sjov pukkelbane.

Vandring i Store Mosse nationalpark

Husk de vandtætte vandrestøvler og ekstra strømper, når du besøger Store Mosse. Et godt stykke syd for Jönköping ligger dette vådområde, hvor der er anlagt 40 kilometers smukke vandreruter. Her er der gode muligheder for at støde på sjældne og truede plantearter, og hvis du har øjne og ører med dig, vil du opleve et rigt fugleliv. Nationalparkens vandreruter er meget familievenlige med både lange og korte ruter, hvoraf nogle er anlagt med fast grund, så du også kan komme rundt på en rask tur med en klapvogn.

Småland er som lækker madding for de fleste lystfiskere

Der er altid en ledig søbred i Småland, hvor du i fred og ro kan kaste snøren ud. Ved Södra Wixen ligger Paradis Fiskecamp, hvor chancen for at lande en gedde eller aborre er stor, men det er krebsene, der er årets højdepunkt. I Paradis Fiskecamp kan du naturligvis få et lækkert måltid af de friske krebs. Et par timers kørsel sydpå herfra kommer du til Ödevata FiskeCamp. Her bor du mellem flere forskellige søer inden for kort afstand, så når du triller ud af sengen, er det første du skal beslutte: Hvor vil jeg fiske i dag?