Ren madglæde i Österlen

Del artiklen her

Smæld på smagen, sprød konsistens og sund mad i det hele taget kræver friske råvarer. Og det har det sydøstlige Skåne i rigelige mængder, hvilket er nøglen til den høje kvalitet, du finder på tallerkenerne her i området.

Nogle af de allerbedste gastronomiske miljøer er vokset frem netop i Østerlen, hvor de holder et højt internationalt niveau. De kulinariske oplevelser finder du i alt fra den stjernesmykkede Michelin-restaurant til de simple gårdbutikker ved vejen. Madglæden og kærligheden til råvarer kan ikke holdes nede, men hvorfor skulle den også det, når man bor i et område, som er et levende spisekammer, og det ofte bare handler om at gå ud og hente maden. Østerlen er rig på ressourcer fra landbrugsjord til skov og hav, hvilket sikrer de friske råvarer i hver sæson. Torsken, silden og skrubben lander billedligt talt på restaurantens dørtrin. 

Landlig madglæde

Foruden alle de små personligt indrettede Bed & Breakfast, luksuriøse overnatninger på Ystads Saltsjöbad, Karlaby Kro eller Kivik Hotell finder du også flere gæstgiverier med en gedigen gammeldags madsjæl her i det sydøstlige Skåne. Prøv fx Brösarps Gästgifveri med den populære specialitet ’äggakaga’, der serveres med flæsk og tyttebær i denne skånske version. Gå heller ikke glip af et besøg på Sjöbo Gästgifvaregård, der har rødder tilbage til 1600-tallet. Stedet kan dokumentere en spændende kulturhistorie, hvor blandt andre den verdensberømte svenske videnskabsmand Carl von Linné også var gæst i 1700-tallet.  Et anden spændende gæstgiveri er Östarps Gästgivaregård, som er kendt for sit overdådige ’smörgåsbord’ med kolde og lune retter. Alle tre gæstgiverier holder traditionerne i hævd ved at dyrke den skånske madglæde, som man har gjort i generationer, så hyggen nærmest sidder i væggene efter århundreders sammenkomster i festligt vennelag.


Kaffestugan Alunbruket

”På vingårdene er der livligt hele året rundt, så læg et besøg forbi nogle af de skånske vinmagere og lad dig forføre af de særlige dufte og smag”

Lokale råvarer giver gastronomisk højde

Den umiddelbare glæde ved mad finder du også på Drakamöllan Gårdshotell, som har naturen lige uden for døren. Her sætter man en ære i at anvende netop det, der dyrkes og gror i omegnen. Udgangspunktet for alle retter er, at de skal tilberedes af økologiske og lokalt producerede råvarer. På tallerkenen finder du fx lam fra Lillehem, asparges fra Skillinge, tomater fra Orelund og svampe plukket i gårdens egen skov.
Bjärsjölagård Slott er et andet fremragende samlingssted for venner og familie i det sydøstlige Skåne. Her får du spændende gastronomiske oplevelser i et stemningsfuldt slotsmiljø – og måske jeres eget murder mystery?
Restauranten Daniel Berlin Krog har i den grad formået at sætte den lille landsby Skåne-Tranås på verdenskortet. Siden 2016 har mesterkokken Daniel Berlin og hans hold haft en stjerne i Guide Michelin og tilsvarende imponerende fin omtale fra internationale madanmeldere. Og det har trukket gastronomisk interesserede turister til fra hele verden. Friske råvarer fra lokale producenter er også her omdrejningspunktet og ikke mindst inspirationskilde til Daniel Berlins konstante udvikling af de svenske og franske madtraditioner. Smag på det bedste af det bedste fra Skåne, men husk at bestille bord først, for restauranten må ofte melde alt optaget.

Kronovalls Vinslott 

Kronovalls vinslott kan du ikke bare bo som en kongelig, men også spise som en. Slottet har et fantastisk fine dining køkken, som også kan kombineres med vinsmagning af vine lagret i egen vinkælder. I en ombygget lade ved indkørslen til slottet er der indrettet en rustik restaurant, som serverer rigtig gode brændeovnsbagte pizzaer med ingredienser fra lokale producenter.

Besøg Villa Strandvägen i Ystad

Et nyt udflugtsmål for den, som ønsker en kulinarisk madrejse i verdensklasse, er Villa Strandvägen i Ystad. Den kendte svenske kok, Daniel Müllern, står i spidsen for et fremragende køkken med en afslappet og luksuriøs atmosfære. Her kan du også få adgang til faciliteterne i Ystad Saltsjöbad med den vidunderlige beliggenhed ved havet. 

Hvad er en god middag uden god vin?

Er du gastronomiske interesseret vil du helt sikkert også have fornøjelse af et eller flere besøg på skånske vinerier og vingårde. I Simrishamn finder du Nordens største vineri, Nordic Sea Winery med egen vinbar og restaurant i elegante omgivelser - og mulighed for en guidet tur gennem vinproduktionen.  
Besøg også en af de lokale vingårde med vinproduktion i mindre skala. På vingårdene er der livligt hele året rundt, så læg et besøg forbi nogle af de skånske vinmagere og lad dig forføre af de særlige dufte og smage. Tilmeld dig vinsmagning i sommerperioden på Köpingsbergs Vingård. Eller deltag i Skepparps Vingård egen vinfestival den 28. – 29. juli, hvor du kan smage på de svenske vine - og naturligvis også vingårdens egen prisbelønnede vin.

Gårdbutikker for enhver smag 

Mød det sydøstlige Skånes avlere, smagsudviklere og producenter af alt fra æbler over rapsolie og krydderier til herlige oste. Tag dine smagsløg med på en interessant smagssafari til de mange gårdbutikker i området. Hold ind ved Österlenkryddor, snus ind og bare nyd en sanselig stund blandt de mange forskellige dufte og smage af krydderier og urter – eller prøv en hjemmelavet is med timian eller basilikum. Her på Österlenkryddor er det nærmest kun fantasien, der sætter grænser.

Kig ind til Gunnarshögs gård, som fremstiller sunde og gode rapsolier fra egen avl.  Smag de forskellige æbleavleres most på Kiviks Musteri og på Sövde Musteri eller lad vejen gå forbi det lille økologiske mosteri Rörusmro
Andre delikatesser som fx sennep i særklasse finder du på Petersborgs Gård, mens Vilhelmsdals Gård er garant for en fåre- eller gedeost med karakter.  Glem heller ikke at besøge det idyllisk beliggende Vitaby Kyrkby mejeri, hvor du kan få den friske, skånske smag gennem mælkeprodukter fra gårdens egne Holstein køer.

Og så lige lidt godt til kaffen

Uhm, chokolade … de færreste kan modstå et ekstra stykke chokolade, når det er lavet med kærlighed. 
På chokoladefabrikken Österlenchoklad og Cake Cowboy bliver du forkælet med hjemmelavede chokolader af højeste kvalitet, og mon ikke du kommer til at købe lidt kærlighed med hjem.
Besøg de maleriske ’kaffestugor’ i området, hvis du både vil forkæle dine smagsløg med en let frokost, god kaffe og hjemmebag og samtidig slappe af i de hyggeligste kaffestuer. Prøv eksempelvis Skånes ældste kaffestue, Kaffestugan Annorlunda i Andrarum ved det gamle alunbrug. Her i Østerlen trives det traditionelle rigtig fint side om side med det hypermoderne, og derfor kan du også få stillet din kaffetørst med en kaffetår brygget af en barista med fuld kontrol over bønner, gennemløbstid og aroma i den chikke café Söderberg & Sara i Ystad og Löderup. En klassiker i det østerlenske er den prisbelønnede café Viktors, der serverer vidunderligt smørrebrød og bagværk, økologisk stenovnsbagt surdejsbrød og herlige søde sager i caféen på Byvägen 35 i Sankt Olof.

Madfestival i juni

Over tre dage i begyndelsen af juni forvandles Brösarp til et myldrende madmekka, spækket med madoplevelser. Her møder du skånske mad- og drikkeproducenter, kokke og smagsudviklere med det kulinariske hjerte på rette sted. Mød op og lad dig overvælde af de autentiske skånske smagsoplevelser, som Skånes Matfestival er så rig på.
I Kristi Himmelfartsferien løber Matrundan af stablen, hvor du kan smage på Østerlens lokale mad- og drikkevarer, lytte til foredrag og tage med på rundvisninger hos producenterne. Matrundan er en fabelagtig event for dig, der er interesseret i mad, og ikke mindst hvor den kommer fra. Besøg tomatavlere, tag på æbleblomstsafari eller pres din egen rapsolie – Er du nysgerrig og sulten, får du absolut mest ud af dette arrangement.

Anbefalede aktiviteter