Et eldorado af kunst

Del artiklen her

Kunst spiller traditionelt en stor rolle i det sydøstlige Skåne. Gennem mange år har kunstnere været tiltrukket af det særlige lys og det autentiske liv i dette skønne område. Og er det stadig i dag, hvor et stort antal kunstnere og kunsthåndværkere bor og arbejder i det sydøstlige Skåne.

De mange smukke, dramatiske og særlige steder som de maleriske byer langs kysten i det sydøstlige Skåne er kilde til inspiration for kunstnere fra nær og fjern. Skaberglæden er stor, og resultatet ser du overalt i området med en mangfoldig verden af kunst: Spændende og unikke atelierer, gallerier, værksteder og designbutikker.


10 dages kunsttur

Den årlige begivenhed, Konstrundan, til påske er velbesøgt og kendt i vide kredse. Her har du mulighed for at opleve en masse kunst og møde skaberne i deres atelierer eller i den samlede udstilling på Tjörnedala gård i Baskemölla.

På Konstrundan deltager over 100 udstillere og udstillingssteder på Østerlen, så der er rig lejlighed til at vælte sig i kunst over 10 dage fra den 14. til den 23. april. Find dine favoritkunstnere – eller opdag nye – her eller hold øje med den rød/gule cirkel, som markerer kunstnernes udstillingssteder.


Tekstiler, keramik og smykker

Kommer du til Østerlen på andre tider af året, kan du sagtens gå din egen kunstrunde til fods – både i de større byer og i landsbyerne. Begiv dig væk fra hovedvejene, hold udkig efter skilte, der tipper dig om, at her er noget spændende at se nærmere på. Som for eksempel i Ystad. Den smukke middelalderby med de mange bindingsværkshuse byder på stemningsfuld shopping direkte hos kunsthåndværkerne.


Din personlige kunsttur i byen kan begynde i Nordens ældste bindingsværkskvarter, Per Helsa, som ligger i nærheden af Österportstorget. I indergården kan du nyde en bid mad eller lidt at drikke, inden du besøger kvarterets design- og kunstbutikker. Herefter går du videre til Konsthantverkarna i Jens Jacobsens Hus, som ligger et stenkast fra Klostret i Ystad ved Tvättorget 2.  Her finder du fantastiske damaskvævede tekstiler, keramik og smykker. Ønsker du mest af alt at betragte kunsten, kan du besøge kunstmuseet i Ystad, der udstiller både svensk og dansk kunst fra 1700-tallet og frem. Derudover har museet en stor samling af samtidskunst.


Kunst og komik i Tomelilla

Tomelilla er kendt for sin smukke kunsthal, der blev indviet i 1965 som en af de første kunsthaller i Sverige uden for de større byer. Her udstiller både svenske og internationalt anerkendte kunstnere med forskelligartet kunst. Fra det traditionelle maleri til udstillinger, der udfordrer publikum på den en eller anden måde.

Tomelilla kan desuden bryste sig af landets mindste museum, Hasse og Tage museum, der er en hyldest til Sveriges nok mest populære komikerpar. Duoen var humoraktuelle fra 1950’erne og flere årtier frem.

I miniputbyen Skåne Tranås er oplevelserne alt andet end i miniatureform. På trods af byens beskedne størrelse med blot 300 indbyggere kan du shoppe mærkevarer, spise hjemmebag på café og nyde et gourmetmåltid på michelinrestauranten Daniel Berlin.


Stor kunst i små byer

I Sjöbo ligger Sjöbo Konsthall, som har sit fokus på ung samtidskunst. Men også her kan du opleve forskellige stilarter og teknikker i de udstillede værker.

Sjöbo er i sig selv en fin lille by i et område med skove og langstrakte bakker. Faktisk i noget af det fineste og mest varierede natur, som Skåne har at byde på.  Et besøg værd er helt bestemt den idylliske Sövdesø, hvor den lille hyggelige flække Sövde ligger med såvel eget amfiteater som eget mosteri.

Uden for det maleriske fiskerleje Skillinge finder du den private kunsthal Mårten Pers källa, hvor du på én gang bliver præsenteret for spændende kunst og en særlig arkitektonisk oplevelse.


Glæd dig selv og dine rejsekammerater med et besøg på den velrenommerede restaurant Skillinge Hamnkrog, hvor du både kan få en let anretning og en god middag med vin. Et lille stykke derfra ligger Hylkegården og inviterer indenfor til kaffe med hjemmebag i caféen kombineret med brugskunst og designervarer i den tilstødende butik.


I byen Simris har Galleri Thomas Wallner udviklet sig til efterhånden at være en af Sveriges mest interessante gallerier med værker af unge kunstnere fra Skandinavien, Europa og USA. Galleriets smukke beliggenhed og store kapacitet udgør de perfekte rammer til blandingen af malerier og eksperimenterende kunst.

I den lille perle Kåseberga på sydkysten kan du opleve det monumentale oldtidsminde Ales Stenar, spise en nyrøget fisk på havnen og finde en lokal kunstner eller kunsthåndværker.

Tjörnedala konsthalls butik
ÖSKG

Glaskunst fra østerlensk glasværk

Træd ind i varmen ved glasovnene i glasværket Österlens Glashytta, hvor du på tæt hold kan følge den fascinerende proces, det er at puste glas. Der er også mulighed for selv at prøve kræfter med glaspusterkunsten.  Elna Jolom er glasdesigner, glaspuster og kvinden bag foretagendet. Her i glasværket bliver der fremstillet unika glas, glaskunst til offentlige rum og drikkeglas i begrænset antal.  Glas kombineres med andre materialer for at give liv til nye idéer, der opstår i værkstedet. I galleriet vises hver sommer ny og spændende kunst fra verdenskendte designere.

Österlens Galshytta ligger i bakkerne nord for Brösarp. Byen byder på forskellige caféer og restauranter, hvor du let finder noget godt at spise og drikke.


Urban street art i landsbyerne

Et gavlmaleri i det centrale Simrishamn blev i 2014 så godt modtaget, at der året efter blev taget initiativ til en international gadekunstfestival i Østerlen. Resultatet ses i dag spredt ud over land og by i hele Østerlen. Oplev den urbane kunstart på facader af blandt andet lader, siloer og høje byhuse. Street art Østerlen udvikler sig løbende med flere kunstneriske udsmykninger – og en graffitiskov på Christinehof Slot er blevet et folkeligt tilløbsstykke. Her har kunstnere og graffitimalere omdannet 34 træstammer til en smuk og tankevækkende kunstinstallation. Graffitiskovens gæster er velkomne til selv at bidrage med ord og tegninger på stammerne, der indgyder mod og kærlighed. Du finder et kort over Østerlens street art her.

Anbefalede aktiviteter

'Det sker' - glæd dig!

Events och festivaler