Få pulsen ned i Österlens skønne natur. Eller op

Din indre naturelsker

Del artiklen her

Er du vild med at vandre? Holde du af at udforske naturen og se fortiden titte frem i kulturlandskabet? Kan du li’ at fiske, se fugle eller bruge naturen og dig selv fuldt ud til vands, til lands eller i luften? Så kom til Österlen og forkæl naturelskeren i dig selv.

Her i det sydøstlige Skåne finder du afvekslende natur, vidtstrakte strande, dybe skove, store hedestrækninger og pittoreske fiskerlandsbyer. Oplev de lange sandstrande, hvor skovene møder havet. Udforsk det rige fugleliv ved søer som Snogeholm-søen og Gyllbo-søen. Opsøg Fyledalen, hvor kongeørne, glenter, høge og musvåger holder til. Nyd den spændende flora og fauna og find unikke geologiske og kulturelle pejlemærker.

Snør vandrestøvlerne

Österlen-stien består af 190 km skøn vandring, som starter og slutter i Ystad. Den er en del af den større Skåne-sti. Vandrestien er opdelt i 12 etaper, der fører dig igennem varieret natur i al sin pragt. En stor del af stien går langs havet.

Fra stien finder du mange små afstikkere, som fx Bakke-stien ved Brösarp. Du kan også nyde en guidet naturvandring i Stenshuvud Nationalpark – Sveriges sydligste og mindste nationalpark. Eller opleve de bæredygtige natur- og kulturattraktioner i Christinehofs økopark.

Vil du på en længere vandretur, så tag ruten Österlens Højdepunkter – en vandring på 37 km med bakker, bøgeskov og Skånes højeste vandfald. Overnat en eller to gange undervejs – på hotel eller i et shelter.

I de små hyggelige byer, du kommer igennem, finder du caféer og restauranter, som byder på god frokost, kaffe og måske lidt sødt til dine velfortjente pauser.

Ønsker du en vandretur, hvor du kan nyde dagen og naturen i fulde drag – og natten i hvid linned, gode dyner og dejlige senge,så find gode pakketilbud her.

”I de små hyggelige byer, du kommer igennem, finder du caféer og restauranter, som byder på god frokost, kaffe og måske lidt sødt til dine velfortjente pauser.”

Thorsten Persson

”Her i det sydøstlige Skåne finder du afvekslende natur, vidtstrakte strande, dybe skove, store hedestrækninger og pittoreske fiskerlandsbyer”

Kom tæt på naturen på to hjul

Læg de tæt trafikerede hovedveje bag dig og nyd livet på cykel på små bugtede veje og stier. Vælg fx Sydøst-stien, som er en national cykelrute på 260 næsten bilfri kilometer. Tag den i etaper. Start fra syd ved Simrishamn og nyd det varierede landskab med alle sanser: Udforsk Stenshuvud National Park. Duft dig gennem smukke æbleplantager, fryd dig over frodige bøgeskove og slut af med at opleve Ålekysten op mod Åhus. Det er en næsten 40 km lang kyststrækning med sandstrand og masser af åleboder – en kulturhistorisk rejse, som du kan smage både røget, stegt, kogt og syltet.

Vil du andet og mere, så spørg hos turistbureauerne på din rute og få forslag til dagsture og gode cykeltilbud.

Er du lystfisker, så bliv fanget her

Kom til Österlen og fisk i søer, i åer, ved kysten eller på havet. Fra det mest simple medefiskeri til spændende geddejagt. Fra sofistikeret kystfiskeri med flue til afslappende trolling efter laks og pilkning efter torsk. Området er hjemsted for de allerstørste laks, havørreder og torsk i Østersøen. Så lej en båd, tag med ud på en guidet fisketur eller kom med fiskestang og waders og gør årets fangst. Læs mere om lystfisker på Österlen.

Udfordrende natureventyr

Interesserer du dig for surfing, windsurfing eller kiteboarding, giver området fine muligheder for at få adrenalinproduktionen banket i vejret og pulsen op. Her er god vind, dejlige strande og masser af plads.

Se verden i fugleperspektiv

Alle har drømt om at flyve som en fugl. Nu kan du prøve. Sammen med Sky Adventures erfarne piloter kan du se Österlen i fugleperspektiv i en tandem-paraglider. Nyd udsigten, hvor havet møder land. Vi garanterer for en oplevelse for livet, adrenalin i blodet og kildren i maven.

Du kan også lære at paraglide – med og uden motor.

Prøv en Jeep Wrangler i terrænet

Test dine evne som terrænkører på jeepsafari og bliv overrasket over, hvor imponerende egenskaber den legendariske 4x4 Jeep Wrangler har. Kør med 40° sidehældning. Balancer det tonstunge køretøj på en vippe. Kør op og ned af bratte stigninger.

Tag familien med til Äventurscampen i Sövde

Kom og leg i naturen i den eventyrlige camp i Sövde. Før i tiden var det en hemmelig militærbase. Nu bliver I udfordret af masser af baner og aktiviteter som fx klatre-, tov- og svævebaner, eventyrgolf, 4-hjulet motorcykel og meget andet.

Anbefalede aktiviteter