Mad i Trelleborg

Del artiklen her

I Trelleborg og omegn er der adskillige fødevareproducenter, som tilbyder årstidens lokalt producerede og økologiske mad- og drikkevarer. Af råvarer dyrket på sletten og behandlet med kærlighed serveres den gode mad til dig, der kommer som gæst.

Smag på Trelleborg og Skåne i skønne omgivelser, som veksler mellem slotte og gårde med udsigt over havet og det smukke slettelandskab. I over 1.000 år har man fanget og røget fisk langs Skånes sydkyst, hvor Fiskerøgerierne i Smygehuk og Tullstorp fører traditionerne videre. Her bliver du budt på alskens former for røget fisk, forskellige slags sild samt skaldyr og dejlige salater. Bestil maden i restauranten, køb noget med hjem eller provianter til en  lækker picnic på stranden. 


Lokale delikatesser

Andre røgede og syltede råvarer kan du nyde hos Hörte Brygga sammen med langtidskogte, bryggede og gærede produkter. Med fokus på gode råvarer fra egnen og på lokale producenter er Hörte Brygga med i den svenske madguide, White Guide 2017 på tredje år og restauranten er desuden tidligere kåret til Skånes bedste restaurant af Magasinet Skåne. Und dig selv en dejlig madoplevelse i den hyggelige lille restaurant ved havet.

Da Ängavallen åbnede for 34 år siden var det som Sverige og skandinaviens første gårdbutik. I dag kan man både købe gårdens økologiske lækkerier med hjem, spise en let frokost i caféen  eller en middag i restauranten. Hos Ängavallen kan du nyde de lokalt producerede delikatesser i det smukke gårdmiljø og samtidig være stensikker på, at alt du spiser her, er 100% økologisk. 


Traditionelle skånske retter

Den fede skånske jord, som faktisk bliver betragtet som Sveriges bedste landbrugsjord, har lagt grunden til lokale kvalitetsråvarer, som forvandles til traditionelle skånske retter. På Hedmans kro i Wästra Torp spiser du i en hyggelig atmosfære med elementer fra det tidlige 1800-tal. Idala Gård er en klassisk firelænget gård fra Skåne, hvor køkkenet varierer alt efter sæsonens råvarer. Hällåkra Vingård tilbyder ikke bare gode skånske tapas, men også egenproduceret vin, som du kan smage i gårdens vinbar. I sommeren 2017 bliver udbuddet af restauranter i centrum af Trelleborg øget betragteligt. I maj slog Bistrå Ångkvarnen dørene op til sin ’stue’ med svenske retter inspireret af hele verden, og det relancerede Casablanca byder velkommen i nye lokaler og med en fantastisk gårdhave, perfekt til de lune sommeraftener. Giv dig selv en fantastisk madoplevelse her på Skånes sydkyst.

Foto: Hönsinge Håndværksbryggeri

Madhåndværk i Trelleborg 

Når du kører hjem fra Trelleborg, har du formentlig bagagen fyldt med lokalt producerede varer til at fylde dit eget spisekammer med.  Her på egnen er der nemlig et stort udvalg af specialiteter. I den gamle smedje på Jordberga gods ligger det lille bryggeri Hönsinge Håndværksbryggeri, hvor der brygges øl med nøje udvalgte ingredienser og med vand fra slotskilden på Jordberga gods.  Sodalicious er en lille økologisk sodavandsproducent i Trelleborg, som arbejder under devisen ’mere smag – mindre sukker’. Og det er værd at notere sig, at Trelleborg også kan prale af sin helt egen flødebollefabrik. Maglarpsbullen tilbyder foruden gammeldags flødeboller også lækre risboller, figenboller og chokoladeboller i forskellige varianter. På Hallongården trives madhåndværket med en helt særlig ingrediens, hindbær. Hallongården har modtaget flere udmærkelser, og du kan smage på de skønne hindbær i forædlede former i det hyggelige gårdmiljø. Gården har også "selv-pluk", så du selv kan gå på hindbærjagt. Du kan også købe produkter i gårdbutikken, der sælger alt muligt med hindbær, fra marmelader til ketchup og vineddiker.


Anbefalede aktiviteter