Kunst og kultur

Del artiklen her

I Trelleborg finder du utallige historiske og kulturelle perler. Lige fra stenalderfolkets bopladser, smukke slotte og parker til sjove museer med geniale mekaniske opfindelser – og alt sammen fortæller en fascinerende historie, som du kan tage med dig.

Skateholm gravplads

Start din fantastiske tidsrejse på Skateholm gravplads, en stenaldersboplads, der engang pulserede af liv. Her har man fundet spor af et mesolitisk samfund med 300 fund, som består af grave, fordybninger, stolpehuller og arner. I menneskegravene, som er dateret til omkring 5.250-4.900 f.Kr., har man fundet smykker og spor af rød farve, som man mener stammer fra tøj. Og det helt specielle ved denne gravplads er de mange hundegrave, som ikke er set andre steder og stadig er lidt af mysterium.

Fortsæt til Trelleborgs museum, hvor du kan se udstillingen ”Öga mot Öga”, hvor du kan møde personer, som levede på Söderslätt for længe, længe siden. Her kan du bl.a. stifte bekendtskab med kendisvikingen fra Vannhög, dronningen fra Vemmerlöv og de 7000-år gamle Skateholmere.

Gå på opdagelse på små unikke museer 

Trelleborg er en by med usædvanligt mange små niche-museer. Axel Ebbes kunsthal er fx en hyldest til områdets store billedhugger Axel Ebbe. Her er mange af hans værker som skulpturer, malerier, tegninger og grafikker samlet.  På Borgquistska Hattemuseum  er det som at træde ind i en svunden tid: I den lille fabrik, hvor overklassen fik fremstillet hatte, huer og pelse, er tiden stået stille siden lørdag d. 30. december 1978, hvor Julia Borgquist drejede nøglen om efter 112 års virksomhed og lukkede forretningen for altid. Et besøg på Barbermuseet kræver noget af dig, nemlig smidighed. Her skal du forcere en stejl vindeltrappe for at nå det charmerende lille museum med værktøj og udstyr fra 1800-tallet og frem.

Trelleborgs Søfartsmuseum får du indblik i fiskeri- og søfartens historie her på egnen. Museet har forskellige afdelinger med fiskeri, små bådmotorer, søfartsinstrumenter, stevedore, skibsfart, spedition og færgeruter.

De mindre museer har begrænsede åbningstider, men kan bookes for rundvisninger. 

Jordberga Slot og slotspark

Jordberga Slot afholdes der årligt kunstudstillinger og en stor juleudstilling. Slottet har også en smuk park og en slotsscene til kulturarrangementer, hvor fx den skånske opera optræder.

Foto: Ebbes Konsthall

Værksted og galleri 

Galleri Alma på gården Almvik fra 1800-tallet i udkanten af Grönby udstiller kunstnerparret Marianne Larsson og Anders Nilssons værker. Her bliver produktion og udstilling blandet, da værksted og galleri ligger ved siden af hinanden. Galleri Alma handler ikke bare om at udstille kunst, det handler lige så meget om, at kunsten skal vises i det miljø, hvor den bliver skabt – en konstant kilde til inspiration for parret. 

Trelleborgs Museum

Trelleborgs Museum er et kulturhistorisk museum med store, fine samlinger fra hele Söderslätt. Her vises både byens historie og forskellige tidsbegrænsede udstillinger, hvoraf meget er kunst og kunsthåndværk.

Kunstværker på offentlige steder

Trelleborg er kendt for sine mange og smukke offentlige kunstværker. En af de mest omtalte og fotograferede kunstværker er fontænen ’Böst’ af Fred Åberg, som står midt på gågaden i Trelleborg. Ordet ’böst’ er i øvrigt et lokalt udtryk for dårligt vejr. Selv Axel Ebbes kunst kan opleves mange steder, midt på Stortorvet springer vandet fra den storslåede ’Sjöormen’, og i byens park står ’Irrblosset’, byens første offentlige kunstværk. Kan du se, hvad det er, den unge kvinde står på?  

Anbefalede aktiviteter