Store oplevelser på cykel gennem Skåne og Halland

Kattegattleden

Del artiklen her

Sug de store oplevelser til dig på cykel gennem Skåne og Halland. På Kattegattleden kan du cykle 370 stort set bilfrie kilometer langs kysten og koncentrere dig om nuet midt i den vidunderlige natur.

Kattegattleden – den smukke cykelrute langs Sveriges vestkyst

Sug de store oplevelser til dig på cykel gennem Skåne og Halland. På Kattegattleden kan du cykle 370 stort set bilfrie kilometer langs kysten og koncentrere dig om nuet midt i den vidunderlige natur.

Cykelruten Kattegattleden består af 370 smukke kilometer i kystområderne mellem Helsingborg og Göteborg. Oplev Skåne og Halland fra cykelsadlen - indånd duften af saltvand og strandenge, mens du tramper dig frem til nye udsigter, flere hyggestunder og mere af den sydsvenske gæstfrihed.


Lad cykeleventyret begynde

Du cykler gennem den betagende og varierede natur ved kysterne med hvide sandstrande, enge med græssende dyr og højtbeliggende udsigtspladser. På din vej passerer du masser af seværdigheder, der kalder på at komme med hjem i fotoalbummet: Kulturhistoriske steder, imponerende kystlinjer, pittoreske fiskerlejer og charmerende små byer. Har du brug for lidt afveksling i benene, er der rigelige muligheder for at hoppe af sadlen og besøge attraktioner som fx Sofiero Slot, naturreservatet Kullaberg eller adventure park Upzone.  Den ene oplevelse afløser den næste, når du følger de rødhvide skilte på Kattegatruten. Du kan vælge at starte cykeleventyret hvor som helst, du ønsker på ruten, som næsten er helt fri for biltrafik.


Camping eller komfort?

Langs med Kattegattleden finder du indbydende caféer og restauranter som perler på en snor. Når du bliver træt i benene, er der masser af skønne steder, hvor du kan overnatte. Fra campingpladser og Bed & Breakfast til små hyggelige kroer og større hoteller. Måske vil du tjekke ind på et af de fine spa-hoteller på ruten, hvor du kan forkæle dig selv og dine ømme muskler.


Hop på ruten hvor som helst 

Kattegattleden begynder i Helsingborg ved færgelejet Knutpunkten. Ruten går via Höganäs, Ängelholm, Båstad, Laholm Halmstad, Falkenberg, Varberg, Kungsbacka og slutter i Göteborg ved centralstationen. Selvfølgelig kan du også cykle den modsatte vej af ruten, der består af otte delstrækninger med cykeludlejning og -service undervejs. Der er gode muligheder for at benytte offentlig transport, hvor du kan medbringe din cykel på Øresundstogene og i Göteborgs Krösatog, Västtog og regionbusser. Du skal løse (ungdoms) billet for cyklen, men en sammenklappelig cykel kan tages med gratis. www.oresundstag.se

Her i det sydlige Sverige finder du kort fortalt enhver cyklists drøm i en perfekt kombination af varieret natur, mildt klima og velanlagte cykelstier og småveje. Læg dertil de mange hyggelige lokale beværtninger, hvor du kan hvile dig med en kop kaffe eller et lækkert måltid mad. Det er bare om at komme afsted – god tur.

Læs mere om Kattegattledens etaper og strækning

Facts box

Cykelrute
370 km

Inspiration fra

Kattegattleden