Torekov & Hallands Väderö

Del artiklen her

Længst ude på den nordvestskånske Bjärehalvø finder du vidunderlige Torekov – Sveriges svar på Skagen. I dag er det et sted med indbydende idyl, langt fra sin eventyrlige og barske fortid, hvor det var et sted med barske storme, skibsvrag og pirater.

Havnen

Havneområdet har selvfølgelig en stor tiltrækningskraft, ikke mindst i sommerhalvåret. Forestil dig, hvor skønt det er med en picnic på bænken ved det spøjse søfartsmuseum – et skib, der ligesom er vokset ind i batterivolden. Tag billeder ved galionsfigurerne Saltpeter og Cleopatra ved indgangen til museet. Her kan du opleve ivrige børn, som suser op på dækket med piratdrømme i blikket, Skjulet med alle navnepladerne fra skibe, som mødte deres skæbne ved Bjärekysten og en galionsfigur af H.C. Andersen – hvad er historien egentlig bag den? Folk samles i den lune sommeraften blandt kanoner og marine mindesmærker for at se solnedgangen. Lyden af bådmotorer, musik og latter. Et improviseret måltid med hentepizza mellem Skjulet og Lotsutkiken.

Maden

Restauranterne ligger tæt: G Swenson’s, Fiskhuset og alle de andre gode steder. Skaldyrsfest, en lækker kop kaffe, ispause på kirkeruinernes mure, et glas bobler, skønne frokoster og middage – det kan man godt vænne sig til. På Bjärehalvøen er der nemlig tradition for at lave mad med stor kærlighed og omsorg. De dugfriske råvarer transporteres så kort, at de nærmest burde kaldes herhøstede og ikke nærhøstede. Her kan du få asparges, der er dyrket inden for synsvidde fra Torekov Hotell. Kartofler fra nabogårdene. Du vælger fra menuer, som er sammensat med passion – og altid af højeste kvalitet, efter sæsonen og ofte økologisk. Derudover kan du booke et dejligt logi på hotel, camping eller B&B på Bjärehalvøen.

Badning

Her er det bare at gøre som lokalbefolkningen og de besøgende – starte dagen med et havbad. Ja, der er faktisk dem, som bader hele året rundt, så længe isen ikke forhindrer det … og gerne ved Morgonbryggan, lige ved havnen. Træsko og badekåber regnes som standard, ligesom det er en tradition at hilse på alle – kendte som ukendte. Temperaturen bestemmer selvfølgelig, hvor længe du bliver i vandet. Efter badet tager du badekåben på og går hen og køber frisk morgenbrød. Forkæl dig selv med en lang morgenmad – og så er det tid til en dejlig dag på stranden, i vandrestøvlerne eller i cykelsadlen.

Byen

I 1800-tallet blev Torekov en kunstnerkoloni, takket være det fantastiske lys. Og derefter har turister, kongeligheder og kendisser forelsket sig hovedkuls i det smukke sted. Giv dig tid til at gå på opdagelse i det gamle fiskerkvarter, nyd synet af de smukke byhuse, gyder med fantasifulde navne, Torekovs højeste kirke, havepragt i fredede områder og listen med kendisadresser. Den er for nylig blevet opdateret med skuespilleren Hugh Grant.

Walter Hughes

Skåneleden

Skåneleden går lige gennem byen og byder på spændende rum, vide horisonter og mindeværdige stop. Norrebro havn med alle sine farvestrålende boder, mole og vidunderlige enkelhed giver alle lyst til at få en lille båd og sejle ud i det blå. Udflugtsmålene Gröthögarna og Dagshög – gravpladser, som har bevaret deres hemmeligheder siden bronzealderen – er et must!

Øen

Hallands Väderö er omgivet af en aura af mystik. Når Väderö-færgen kaster los, går der 20 minutter, og så befinder du dig i en anden verden. Måske har du lyst til at blive på stranden ved den lille café i Sandhamn og bade i det krystalklare vand hele dagen? Måske har du lyst til at fortsætte ind på de snoede stier, som skiftevis går gennem skove og over græsmarker. På vej mod fyret ændrer omgivelserne sig hele tiden. Ronja Røverdatters anemoneskov (filmscenen er indspillet her), Oadammens overflod af gule iris om foråret, den frodige skovbund og de vindblæste træer giver tankerne frit spil. Stien går tæt langs den gamle mur omkring gravpladsen, hvor strandvaskerne, de døde sømænd, som blev skyllet i land på øen, fik deres sidste hvilested. Det lille museum med sin lange vragliste beretter om øens planter, dyr og farefulde historie. På små klippeøer og skær uden for øen ligger en gruppe nysgerrige sæler. Vær klar med kikkerten! Du kan komme endnu nærmere på en spændende sælsafari. Medpassagerernes store jeg-har-lige-set-sæler-smil er en fantastisk bonus.

På Hallands Väderö tager mange sigte på det hvide fyr. For længe siden advarede man skibene med ild, men det var ikke så let at holde liv i, når det var hårdt vejr. Onde tunger hævdede endda, at Torekovsboerne bad til de højere magter om, at fyret ville slukke. Så kunne man nemlig bjærge vraggodset, som kunne indbringe nogle gode ekstra slanter.

Én dag på Hallands Väderö bliver gerne til flere. Fra og med i år kan du leje værelser i den nyrenoverede Skogvaktaregården. Og hvem vil ikke gerne lege Robinson Crusoe og have øen næsten for sig selv, når den sidste færge har forladt havnen og stævner mod Torekov?

Anbefalede aktiviteter