Sommerens vildeste adrenalinkick på Hallandsåsen.

Kungsbygget Äventyrspark

Del artiklen her

Sæt en hel dag - eller to – af til heftige oplevelser i Kungsbygget Äventyrspark. Med sug i maven og kilden helt ned i tæerne får du action for alle pengene i adventureparken på Hallandsåsen.

Kungsbygget Äventyrspark ligger i et stort skovområde, som indbyder til uhæmmet leg for både voksne og børn. Glæd dig især til udsigten over Halland, når du bliver katapulteret op i 25 meters højde eller suser afsted i en svævebane fra trætop til trætop. Med tre forskellige aktiviteter er der alle muligheder for at få netop den grad af adrenalinkick, som du søger med din familie eller venner: Sommerkælkebane, Zipline svævebane og Bungy Rocket.


Kontrolleret action på kælkebanen

Sommerkælkebanen er en fantastisk oplevelse for mennesker i alle aldre. De helt små og forsigtige kan tage turen i deres eget rolige tempo, mens de actionsøgende voksne kan slippe bremsen og lade sig rive med hele vejen ned ad den 935 meter lange kælkebane gennem skov og marker.

Tag turen flere gange og oplev, hvordan du bliver modigere og ønsker endnu mere fart tredje og fjerde gang, så bremsen efterhånden bliver overflødig. Kælken er beregnet til en eller to personer ad gangen, så eksempelvis børn kan få en hæsblæsende tur sammen med mor eller far, indtil de er klar til at kælke igennem selv.


Svævebane ned ad Hallandsåsen

Zipline svævebanen passer til dig, der vil have endnu mere fart på uden fast grund under fødderne. De fleste kan huske fornemmelsen af en god svævebane fra barndommens legepladser, hvor man altid ville ønske, at svævet varede lige lidt længere. I Kungsbygget Äventyrspark er det ønske gjort til virkelighed, for svævebaneturen fortsætter og fortsætter 660 og 740 meter langt med en faldhøjde på 70 meter – og en hastighed på op til 75 km/t.

Nyd turen, og husk at åbne øjnene mens du svæver gennem skoven og ned langs Hallandsåsens skråning, så du får den smukke udsigt med. Zipline aktiviteten er populær hos både unge og gamle, og svævebaneoplevelsen tiltrækker også en del vennegrupper, der gerne vil have en anderledes oplevelse til fællesskabet.


Bungy Rocket – følelsen bliver siddende

Det ultimative kick får du i katapulten, Bungy Rocket. Du skydes 25 meter op i luften på cirka 2 sekunder af en slags slangebøsse med kraftige elastikker. Den kraftfulde følelse, det er at blive kastet højt op i luften på så kort tid, skal prøves, før man helt forstår den. Den efterfølgende korte vægtløse tilstand ved 25 meters højde og det frie fald gør Bungy Rocket til en oplevelse, der sidder i kroppen længe efter, du er kommet ned på jorden igen.


Køb din mad – eller grill selv

Kungsbygget Äventyrspark er for hele familien, venner og populær som teambuilding-event i virksomheder. Anlægget er åben fra påske til oktober. Weekendåbent i foråret og efteråret, og dagligt i sommerperioden.

Der er restaurant og kiosk i tilknytning til adventureparken, hvor du kan købe økologisk mad og drikke. Naturligvis kan du også nyde din medbragte mad ved opstillede borde og bænke eller tilberede din mad på grillpladser i området.

 

Læs mere på Kungsbygget's hjemmeside

Kungsbygget Äventyrspark åbningstider

Læs mere

Inspiration fra

Kungsbygget Äventyrspark

Kungsbygget Äventyrspark på

Youtube