Fossiler, spændende grotter og søde dyr

Natursjov for familien

Del artiklen her

Det nordøstlige Skåne er et skatkammer af oplevelser for familien. Her kan du både gå på opdagelse i naturens forunderlige verden, dykke ned i forhistoriske fossiler, klappe en dunblød alpaca – og hvorfor ikke tage på tidsrejse til middelalderen og opleve en rigtig ridderturnering?

Naturum Vattenriket

Naturum Vattenriket i Kristianstad ligger midt i naturen, men alligevel kun et par minutters gang fra togstationen og centrum. Vattenriket er et fredet naturområde med mange søer, åer og vådområder med et fantastisk rigt fugleliv og udrydningstruede fiskearter. På Vattenrikets besøgscenter Naturum kan du udforske udstillingen, se på fisk i akvariet, spejde efter dyr og meget mere. På førstesalen er der café og restaurant, hvor du kan nyde god mad og kaffe med udsigt over den idylliske Naturumsø. Tag også med på rejse med Opteryx over og under vandoverfladen. Opteryx er en helt speciel opfindelse, der ved hjælp af film og animeringer, lyd og ikke mindst bevægelser bringer dig helt tæt på Vattenriket – en oplevelse ud over det sædvanlige!

Bliv fossiljæger for en dag

For 80 millioner år siden, da der stadig vandrede dinosaurer rundt på jorden, svømmede der gigantiske havdyr rundt i det store hav, hvor Bromölla ligger i dag. Derfor kan man nu finde deres skeletter og andre havdyr i den jord, vi går på. Det kan være svært at finde fossiler fra dyr, der levede for mange millioner år side – men ikke i Bromölla. Det er det sted i Sverige, der hvor fossilerne ligger tættest pakket, og det eneste sted, hvor du kan komme ud på guidede ture med en fossilekspert, der kan hjælpe dig med at bestemme, hvad det er, du har fundet.

Tykarpsgrotten

Gå under jorden, og oplev Tykarpsgrottens magiske verden! Med sine smukke klippesale og lange labyrinter er grotten som hentet ud af en eventyrverden. Her, 11 meter under jorden, har man indspillet flere scener fra filmen Ronja Røverdatter. Om vinteren går mange flagermus i dvale i grotten. Og vidste du, at du i sommernatten kan støde på nogle af de mange flagermusarter, som holder til her – hele 16 ud af de i alt 19 arter, der findes i Sverige, kan opleves i området omkring Hovdala og Ignaberga. Tag med på en flagermus-safari, hvor du kan lære mere om dette spændende dyr!

”Og hvis man gerne vil ud i skoven en tur, kan man tage en af gårdens alpakaer med”

Dyremarked

I Hästveda, nord for Hässleholm, lokkes årligt flere tusinde besøgende til det traditionelle familiemarked, der går helt tilbage til 1870'erne. Markedet er blevet kendt for at være ét af få i Skåne, som også har et dyremarked. I år afholdes markedet fra den 13.-14. juli.

Ridderturnering og middelaldermarked

Den 6.-7. maj er der som sædvanligt ridderturneringer og middelaldermarkedHovdala slot, syd for Hässleholm. I det enestående og smukke miljø kæmper ridderekvipager fra hele Sverige om æren at kunne kalde sig Sveriges bedste ridder. Ud over middelaldermarkedet med kvalitetsprodukter til både voksne og børn kan du lære mere om historie og gamle håndværkstraditioner. Der er bueskyttekonkurrencer, musik, mad og drikke, underholdning af gøglere og troldkarle – fantastisk middelalderstemning, som hele familien elsker!

Til alle dyreglade børn

Alpaka & Älg Ekofarm kan alle dyreglade børn virkelig få deres lyst styret. På gården er der mange forskellige slags dyr, som man kan klappe, røre ved og lære mere om. Og hvis man gerne vil ud i skoven en tur, kan man tage en af gårdens alpakaer med – de vil nemlig rigtig trækkes rundt på en lille gåtur. Og har du lyst til at prøve at ride på hest, kan du tage en tur på en islænder i den skønne natur omkring Hovdala slot (Brönne-islændere), hvor en kaffepause ved søen er et dejligt indslag på turen. Børn fra 3-12 år, som ikke er vant til at ride, kan få en skøn hesteoplevelse på Idyllens ponyskole. Her rider man på søde, rolige ponyer gennem smukke bøgeskove og granskove, mens mor og far går ved siden af. Om vinteren, når der er vejr til det, kan du køre i hestetrukken kane med Laxbro Häståkeri. En rigtig hyggelig oplevelse!

Modeltog

Modeltogbanen i Hässleholm byder på teknisk finurlighed og nostalgi fra 60’ernes Hässleholm. Modelbanen er bygget i størrelsesforholdet 1:87, og skinnerne, som de små tog kører på, er ca. 1 km lange og snor sig igennem både kendte og ukendte miljøer – noget, der imponerer og begejstrer de fleste.

Anbefalede aktiviteter