Kultur i Midtskåne

Del artiklen her

Uanset om du brænder for stenalderfund, klassiske koncerter i sommernatten, loppemarkeder eller små originale museer, finder du et rent skatkammer, når du kommer til Midtskåne.

Her bydes der på en farverig vifte af kalkmalerier, jazz, kunstudstillinger, madvandringer og runesten – for ikke at glemme kannibaler! Velkommen til et rigt og lokalt kulturliv.

Kunst

Det skånske landskab har gennem tiderne været en stor inspiration for kunstnere, og i Midtskåne holdes der også en kunstrunde i påsken hvert år. Her inviterer egnens kunstnere indenfor til åbent hus og viser deres design frem. Du har rig mulighed for både at tale med kunstnerne selv og købe et minde med hjem til væggen. Flere af de velbesøgte slotte som fx Bosjökloster og Trollenäs har kunstudstillinger, hvor de gamle slotsstalde eller værksteder er indrettet til lyse, dejlige gallerier og udstillingslokaler. Også i de lidt større byer Eslöv, Hörby og Höör finder du atelierer og små gallerier.

Mad

Det er ikke for ingenting, at Skåne kaldes for Sveriges spisekammer. Man behøver ikke køre langt i Midtskåne for at finde skønne gårdbutikker, som sælger lokalproducerede delikatesser, frugt og bær, vildtkød, økologiske grøntsager eller gårdproducerede oste. Vil du vide, hvordan en helt ægte skåning spiser, kan du prøve "A Slice of Swedish Hospitality". Her åbner madglade ”indfødte” deres hjem for turister og byder på mad, taler om mad – og om Skåne og Sverige i det hele taget. En anden måde at få en uforglemmelig madoplevelse på er selv at finde sine ingredienser i skove og på marker og så under kyndig ledelse lave en treretters menu over åben ild og nyde den under åben himmel. En gang om året er der desuden Midtskånes Madmesse, hvor du kan prøvesmage dig igennem en række lokalproducerede råvarer og delikatesser – alt sammen samlet på ét sted.

Museer

Midtskåne er præget af en række lokale entusiaster, som med stor iver har samlet så meget sammen om deres passion, at de har åbnet et helt museum. Det betyder, at du både kan besøge et legetøjsmuseum, et købmandsmuseum og et skolemuseum og et fly- og hjemmeværnsmuseum – og hvad siger du til et kannibalmuseum? Og hvis det ikke stiller din nysgerrighed, findes der andre historiske udstillinger i både Hörby Museum, Eslövs Stadsmuseum og forskellige udstillinger på egnens slotte. På Skarhult slot er der i år fx hele tre udstillinger: Her kan du fordybe dig i kvindernes skæbner på slottet, børnenes hverdag og historiens varmblodige elskere og elskerinder.

Martin Olson

Fortidsminder og historie

Tro det eller ej, men i stenalderen var Skåne landfast med Sjælland (uden en vis bro), og især i Midtskåne er der mange spændende fund fra stenalderen og andre perioder. Man kan stadig se områder, hvor de dengang dyrkede afgrøder, man har fundet rester af redskaber og våben, og der er gravpladser og runer, du kan besøge. I området arrangeres der en række guidede ture i løbet af året. Hvis du interesserer dig for lidt nyere historie, kan du bl.a. besøge Karl den XI's sten, som er placeret i en præstegårdspark fra 1600-talet. Se ringovnen i det tidligere Gunnarps Tegelbrug i Tjörnarp, som er fra 1898, og den Berggrenske gård, som er en af de ældste gårde i Höör – sandsynligvis fra slutningen af 1700-tallet – hvor der nu er kulturcafé og udstillinger.

Kirker

Eftersom Skåne igennem århundreder har været et af de meget velstillede områder i Sverige, havde man råd til at bygge temmelig mange kirker. Det præger i dag landskabet, og man kan nærmest skimte et nyt kirketårn efter hvert vejsving. Fra Östra Karaby Kirke kan man fx i klart vejr skimte intet mindre end 45 andre kirketårn! I Midtskåne gemmer der sig en række perler, du ikke må snyde dig selv for: små, romantiske kapeller, der hører til egnens slotte, kirker, som kan dateres helt tilbage til 1100-tallet, og kirker i en helt anden stil, som blev indviet i 1800-tallet, og den topmoderne bygning ”Lysets kapel” i Eslöv. En meget populær attraktion er desuden de unikke kalkmalerier fra 1400-tallet i Fulltofta Kirke.

Musik, kultur og loppemarkeder

Enhver skånsk by med respekt for sig selv holder mindst ét marked om året. I Midtskåne må du ikke gå glip af Höörs marked og tivoli midt i august eller Eslövs forårsmarked den sidste weekend i maj. Hörby marked løber i år af stablen den 6.-7. juli, og hvis du ikke kan nogle af disse datoer, er der masser af loppemarkeder langs de snoede landeveje, hvor du kan gøre gode fund. Musikinteresserede valfarter til Stockamöllan Jazz & Swing festival i juni og til Hörby Kulturkalas, som byder på et bredt udvalg af populære artister for hele familien. Hold også øje med de mange slotte på egnen, hvor der især i sommermånederne ofte arrangeres stemningsfulde udendørskoncerter i sommernatten.

Anbefalede aktiviteter