Gode fikasteder i Skåne

Del artiklen her

Måske kender du udtrykket “fika”, som er en hjørnesten i svensk kultur. Egentlig betyder det blot at tage en pause – men der hører kaffe og kage, eller en bolle til. Nogle vil måske sige, at fika ligefrem er den svenske nationalsport.

Nu må vi have det på plads en gang for alle. For en ung dansk mand kan det lyde som lidt af en invitation, hvis en pige inviterer til ’en lilla fikastund’. Han ville ikke vide, hvad det er, men det kunne godt lyde lidt frækt. I virkeligheden er det ganske uskyldigt. At fika er bare et udsagnsord for at holde en lille pause med en kop kaffe og eventuelt lidt sødt til. Man må altså sige til den unge mand: Spis nu brød til. Det er jo hyggeligt i sig selv. Og man ved aldrig, hvor det ender. Under alle omstændigheder er Skåne kendt for sine mange fika-steder. Hyggelige kaffestuer, moderne caféer og smukt slidte gårdcaféer på landet. Mulighederne er mange. Slå dig ned det sted, som passer dig bedst. Lyt til snakken. Vælg din favorit blandt dagens hjemmebagte. Nyd en kop skånsk mørkristet Zoéga-kaffe.

Vi har valgt et par gode steder her:


SANKT JAKOBS STENOVNSBAGERI, LUND

Lund kan prale af hele fire caféer, som er udnævnt af restaurantguiden White Guide. På byens madgade, Klostergatan finder du en af dem - Sankt Jakobs stenugnsbageri. Vinduet lokker med hjemmebagt brød i alverdens tænkelige og utænkelige kunstneriske former, og vel inde på caféen får du serveret eventyrligt bagværk i rustikke og charmerende omgivelser. Var det måske noget med en svensk kanelbulle?


OLOF VIKTORS, ÖSTERLEN

Godt brød kræver tid. Og tiden har gjort Olof Viktors til en prisvindende café. Det hele starter med surdej. Og så kan vi jo godt være mange år tilbage i tiden. Det var der, historien om det gode brød startede. Ved at bruge surdej og en langsom gæringsproces får du et bedre brød med mere smag. Kombiner lang hævetid med høje temperaturer i en brændefyret stenovn, og du har forudsætningerne for at lave et enestående brød. Det er præcis opskriften hos Olof Viktors. Læg dertil en berømmet hjemmelavet cheesecake, gode sandwich og lun æbletærte med vaniljesauce.

Top op med hjemmelavet is, der henter sin smag i naturens egne smagsstoffer, marmelade af egen produktion, omhyggelig udvalgt chokolade og caféens egen nymalede kaffeblanding – så har du den opskrift, som sidste år gav Olof Viktors i Glemmingebro udmærkelsen: Årets konditori i Sverige. Forrige år blev Olof Viktors kåret til ’Årets bedste café’. Du skal altså ikke til Stockholm. Du skal ikke til Gøteborg. Du skal til Glemmingebro i Skåne, hvis du vil opleve præcis, hvor god en café skal være for at blive udnævnt som den bedste i verdens Fika-paradis.Om sommeren har Olof Viktors udendørs-servering.


KONDITORI DUVANDER, KRISTIANSTAD

At holde en tradition i hævd er ofte en måde at forsvare kvaliteten på mod tidens udvanding af hæderkronede principper. Det gælder i hvert fald på Konditoriet Duvander. Det er tredje generation, der råder i bageriet i form af to brødre, Jens og Jesper. De sværger til at lave alt fra bunden, som man har gjort det, siden konditoriet slog dørene op første gang for 80 år siden. Halvfabrikata, kunstige smagsforstærkere og ’smarte’ tilsætningsstoffer er fuldstændig tabu her. Det er kun smør og 100% ægte råvarer i kager og chokolade i konditoriet. Stemningen er rustik og romantisk. Gennem de sidste ti år har Duvanders ligget i toppen af Sveriges bedste konditorier. Så når du kommer i nærheden af Kristianstad, må du bare forbi på besøg og smage en af de bedste kager i Sverige. Eller to.

Så når du kommer i nærheden af Kristianstad, må du bare forbi på besøg og smage en af de bedste kager i Sverige. Eller to.


BÄCKADALENS HANDELSTRÄDGÅRD OCH CAFÉ, BÅSTAD

Velkommen til Bäckdalens handelsträdgård och café, Orangeriet. Denne lille oase ligger cirka 20 minutter i bil fra Båstad. Her mødes du af de lækreste svenske kanelbullar, kager og lagkager, som ofte dekoreres med spiselige blomster fra den tilhørende planteshop. Desuden er der delikate smørrebrød og sandwiches med pålæg af lokale delikatesser samt hjemmelavet saftevand og nybrygget økologisk fairtrade kaffe med ”påtår” (en kop til). Med andre ord, en typisk ”svensk fika”. Alt dette kan du nyde i caféens Orangeri.


FLICKORNA LUNDGREN, SKÄRET

Et godt tip til besøget i Arild by, er at køre et kort stykke vej langs kysten, modsat Kullen-retningen, hvor man efter et par kilometer vil finde den kendte café Flickorna Lundgren. Stedet, som blev startet i 1930’erne af tre søstre, er kendt for sine fyldte vaniljehjerter. Her kan du nyde de hjemmebagte vaniljehjerter, småkager og lagkager, som bages efter gamle familieopskrifter og serveres i en smuk gammeldags have. Hvis du er mere end lækkersulten, tilbydes også lækre madretter og smørrebrød med dertil passende drikkevarer.

Du kan også besøge Flickorna Lundgren i adventsweekenderne, hvor der er svensk julestemning både i hytten og i det store drivhus. Drik en kop kaffe eller varm chokolade, indånd de liflige juledufte og smag på de dejlige julekager, som du oven i købet kan købe med hjem, så du kan nyde dem hele julen.

Åbningstider: 28. nov. – 14. dec. Fredag – søndag 11:00–17:00



Flickorna Lundgren

SLÄTTARPS GÅRD, TRELLEBORG

Velkommen til et lille oplevelsescenter opført på landet i solide mursten for mange år siden. Her holder man minimesser, konferencer, bryllupper og andre fester. Her kan du også slappe af og fika i et landligt miljø.Kom og slip ud af byens stress. Shop tøj, indretning og design i den fine gårdbutik. Kommer du uden for caféens åbningstider, skal du vide, at når caféen lukker, så tager Slättarps Gårds restaurant over. Her står Lenzi Fahrner bag gryderne og garantere for et køkken, der svinger i årstidernes toneklang.

Anbefalede aktiviteter