Masser af jul i smukke Småland

Del artiklen her

Hvis du har planer om en lille afstikker inden jul, er der mange muligheder for at komme i julestemning i Småland.

Jul i historisk slotsmiljø

Nordens bedst bevarede renæssanceslot, Kalmar Slot, åbner deres historiske sale for et julemarked med 110 udstillere, der sælger "hemslöjd", mad og kunsthåndværk i træ, halm og tekstil. Her kan store som små opleve en unik periode i nordisk historie kombineret med ægte svensk julehygge.
Læs mere om Kalmar Slot og julemarkedet.

Jul i Kosta

Tag på julemarked midt i Glasriget, hvor det hæderkronede mærke Kosta Boda blev født. Fra november til januar står portene åbne til Kosta julemarked. Her er det ikke svært at finde julestemningen frem blandt nisser og i en vinterverden, der fyldt med sne og fantasi. Julemarkedet i Kosta har snegaranti. Hvis ikke vejret arter sig, så sørger arrangørerne for at skabe et vinterlandskab med hjælp fra kunstigt sne. I madboderne findes alle de specialiteter, der hører sig julen til så som lokalt producerede pølser, oste og juleskinke. Men også andre specialiteter som østers og renkød fra Norrland. Derudover er der også meget håndværk, der selvfølgelig består af en del glaskunst fra Kosta og andre støberier fra Glasriket. For eksempel er der speciallavede glasstjerner og kugler, som man kan hænge på juletræet. Glasværket i Kosta har været i brug siden 1742, og der laves stadigvæk håndblæst glas af højeste kvalitet.

Læs mere om Kosta Julemarked.

Jul i klassisk svensk træhusby Eksjö

Julemarkedet i Eksjö må ligne noget Emil fra Lønneberg kunne have gået rundt i. Det klassiske miljø med træhuse fra 1800-tallet er bevaret, og på det store torv er der julemarked 4.-6. december. Her er der alt fra vikinger, som viser deres håndværk frem til gøglere, gløgg og godter.
Læs mere om jul i Eksjö.

Fotograf: AB Glasriket

Smålandsjul på Huseby Bruk

Besøg Sveriges største julemarked på det historiske Huseby Bruk i Småland. I løbet af november måned er der ca. 30.000 personer, der besøger Huseby under det årlige julemarked, der er nordens største. Hver aften tændes 500 stearinlys og 200 juletræer, der er med til at sprede en fantastisk stemning. På markedet kan du købe forskellige lækkerier samt finde et stort udvalg af unikt håndværk, der er oplagt at give som julegave. Drivhuset sælger smukke jule amaryllis og juledekorationer, der dufter helt himmelsk. Slottet er åbent for rundvisninger og alting står præcis, som da den sidste ejer, Florence Stephens, levede der. Det er nemt at komme til at bruge en hel dag på Huseby Bruk. Ta’ en pause i Julcaféet, et flot opvarmet telt, hvor der bliver serveret julebuffet. Udover caféen findes der flere boder, der sælger svenske specialiteter som sildeburger, vildsvinekebab, krebserulle og mange andre lækre ting. Huseby Bruk er et velbevaret jernværk fra slutningen af 1800-tallet. Oprindeligt var der også et større jord- og skovareal. I dag er jernværket et besøgsmål med aktiviteter, flotte bygninger og haver, der er med til lokke besøgende til året rundt.


Anbefalede aktiviteter