Tre skånske spa med udsøgte restauranter

Ystad Saltsjöbad

Ystad Saltsjöbad er så stort og luksuriøst, at det har to restauranter. Restauranterne har forskellige kulinariske udgangspunkter, men er fælles om at levere udsøgte smagsoplevelser. Port laver mad inspireret af den amerikanske østkyst og restaurantens menu har derfor masser af friske skaldyr, fisk og grøntsager på menuen. Det er rustik mad, og Port sætter desuden en ære i at købe lokale produkter og sørge for, at råvarerne altid er friske. Vitas er et fransk-amerikansk brasserie. Kokken trækker linjer tilbage til klassiske franske bistroer som Balthazar og Pastis i New York og blander den franske stil med maden fra amerikanske diners. Kokken sender bøfferne direkte fra grill til tallerken; både med overdådigt tilbehør som trøffel og andelever, men også med mere jordnære kombinationer som bearnaise og salat.

The Lodge – Romeleåsen

På The Lodge er der ingen faste menuer. Hver måned komponerer og sammensætter kokken en ny gourmetmiddag, hvor sæsonens bedste råvarer spiller en vigtig rolle. Der sættes også en stor ære i, at alt kommer fra lokale producenter. The Lodge laver også deres egen marmelade, deres eget knækbrød og deres egne chokolader. The Lodge serverer frokost og middag hver dag fra mandag til lørdag. Søndag serveres der nordisk brunch. Restauranten er velbesøgt, så The Lodge ser gerne, at man så vidt muligt bestiller bord.

Hotel Skansen – Båstad

Restauranten er prisbelønnet, og det er forståeligt, for maden er virkelig i særklasse. Det er de gode lokale råvarer fra Bjärehalvøen, som bliver prioriteret. Restauranten holder åbent hele året og forandrer sig i takt med naturen. Så om efteråret er det pejsens skær og de kraftige smagsindtryk, der er i centrum. Og om sommeren kan man sidde udenfor, hævet over Båstads menneskemylder og nyde udsynet.