En enestående ø i Østersøen

Øland er en enestående ø i Østersøen. Formet som en asparges byder

den lange ø på alt det bedste, I kan drømme om af en familieferie. Og så

blot tre timers kørsel fra Danmark.

 

Øland er vildt lang og ekstremt smal. Næsten 140 kilometer på langs

og intet sted mere end 15 kilometer i bredden – for det meste bare 10.

En herlig og overraskende ø i Østersøen, blot et smut over den flotte

bro fra Kalmar, før jeres bil rammer øen, omtrent midt på den.

 

Trods den korte afstand fra fastlandet byder Öland på sit helt eget

univers. Den adskiller sig nemlig på mange måder fra det øvrige

Sydsverige. Her møder I ikke de vældige, mørke nåleskove, som ellers er

indbegrebet af Sverige. Heller ikke de talrige søer, og i hvert fald

ingen, som en fastlandssvensker ville kalde for andet end pytter.

 

Og ingen højder, som bringer pulsen op hos jer, når I sidder på

cykelsadlen og træder i pedalerne. Til gengæld er her selvfølgelig

masser af hav. Og så en svenskerrekord: Flest solskinstimer noget sted i

Sverige! Ikke så ringe endda, især med de dusinvis af fine sandstrande,

som lokker til leg, solbadning og svømning.

 

Nuttede blomster i grøfterne

Her er så nuttet og kønt. De mange grøftekanter med deres overflod

af kønne vilde lupiner, valmuer, klokkeblomster og mange andre arter,

som I vil stoppe op og nyde igen og igen, lige meget om I sidder i

bilen, cykler eller vandrer.

 

Bitte små veje, så smalle, at der er lavet vigepladser nu og da,

hvor den ene bil må holde ind, for at den modkørende kan passere. På

engene er der græssende får og køer, som stikker snuderne så langt frem

over hegnet, at I kan klappe dem på hovedet.

 

Buttede stubmøller, maleriske små huse, måske op til en gul rapsmark

og med udsigt til det blå, glinsende hav. Naturen på Öland er heller

ikke uden pudsige naturfænomener hér og dér. Som eksempelvis ved de

mærkværdige ”raukaer” nær ved Byrum på nordvestsiden af Öland. Disse

fritstående stensøjler har de særeste udformninger, så I kan sammen med

jeres børn lade fantasien blomstre og finde på, hvilke dyr, ansigter

eller andre temaer ”raukaerne” ligner. Og glem endelig ikke Ölands

største og mest enestående stykke natur, Alvaret. Et stort steppeagtigt

område med et utal af blomster, heraf flere end 30 vilde arter af

orkideer.

 

"Masser af sol og nogle af Sveriges allerbedste strande."

 

Sveriges bedste strande

Strandene på Öland er et kapitel for sig. De går igen på

topti-lister over Sveriges bedste. En af Ölands – og landets – bedste

badestrande ligger ved Böda helt oppe i nordøst. Sandet er gyldent og

fint, og det fortsætter såmænd ud i havet, så I har en blød sandbund at

stå på uden at skulle ømme jer over at træde på skarpe sten. Böda Sand er et ferieland, som ligger lige ved stranden, og her kan I oplagt vælge at bo lige efter det ønske, I har.

 

Har I campingvogn, måske blot et telt, eller vil I bo komfortabelt i

en af hytterne, så er valget jeres. Flere end 1250 campingpladser, 165

hytter og endda mondæne strandvillaer er der at vælge imellem. Syv

vandrutsjebaner, linegang over vand og herlige børnevandbassiner er bare

eksempler på Böda Sands tilbud til de mindre i familien.

 

Og sidst på eftermiddagen, når solen har mistet lidt af sin styrke,

går I måske ud og tar’ en runde på minigolfbanen eller morer jer sammen

over nogle af de sjove påhit, som de optrædende på den store scene

viser. Om aftenen, når ungerne trætte og mættede af dagens oplevelser

sover tungt, sidder I nok selv og puster lidt ud over et krus kaffe

eller et glas vin. Lytter til havets blide bølgeskvulp, aftenens sidste

kåde fuglekvidren eller måske bare denne særlige magiske lyd af ro, som

Öland er så rig på.

 

Cyklen er uundværlig

 

Böda Sand er et godt udgangspunkt for at opleve Öland. Men I skal

selvfølgelig tænke på øens længde. Den overrasker, så læg en plan for,

hvad I vil se. I det nære, omkring Böda Sand, er der flere dejlige

cykelruter, som I kan nå tæt på, men vil I længere væk sydover, er det

nok en idé at tage cyklerne med bag på bilen.

 

I kan også leje cykler i de større byer på øen. På Öland findes et

hav af små cykelstier, hvor I sammen får det bedste udbytte. Her er

stort set ingen højder, så selv den fireårige purk kan være med uden at

blive træt.

 

Fascinerende Troldeskov

Det kan varmt anbefales at leje cykler og – måske efter et stop ved

fyrtårnet, Långe Erik, på Ölands nordligste spids – tage køre turen ind i

bugten mod Troldeskoven. Her udgør et netværk af stier mellem de op til

200 år gamle krogede træer, der har oplevet lidt af hvert under

skiftende nordiske kongers jagtselskaber og selskabslege, et fantastisk

sted at gå sig en tur og lade børnene lege og bruge noget energi i

naturen. Bagefter kan man dvæle ved de flotte og fantasifulde

udstillinger om naturen i de små træhytter ved indgangen til skoven.

 

Ølands historie for børn

Öland har flere større og små borgruiner. To af de mest kendte og mest seværdige er Borgholms Slott og Eketorps Borg. De er begge et besøg værd – bestemt også for jeres børn – for historie behøver altså ikke at være kedelig.

Eketorps Borg er et hit for børn, for her er der i sommermånederne

fuld damp på aktiviteter, som gør dagligdagen i Jernalderen levende.

”Rigtige” mennesker træder frem i datidens klædedragter, smeder jern,

bager brød over sagte ild, bygger gærder af sten – alt sammen livagtigt.

Børnene kan være med til at lave mad, bygge huse, kere om husdyrene,

sysle om de huslige gøremål og så videre. Eketorps er genopført, som den

så ud i 500-tallet.

 

Ridder for en dag

Borgholms Slotsruin har sine aner i 1200-tallet. En overdådig

forsvarsborg, som vores kong Valdemar Atterdag overtog i 1361 i sine

velmagtsdage. Det er først, når I står lige ved borgen, at I fornemmer

dens kolossale størrelse. I starten af 1800-tallet ændrede det

middelalderlige Borgholm status fra borg til ruin.

Teorien er, at forpagteren af borgen var en sjuskemikkel. Han

sørgede ikke for at holde borgen ved lige, og for at skjule sin elendige

forpagtning satte han ild på den i håb om, at den ville brænde ned. Det

gjorde den heldigvis ikke helt, men alligevel nok til at blive kaldt en

ruin. Nu er det næppe historiske facts, jeres børn gider at lytte til.

Til gengæld vil de få det vildt spændende med at høre hertuginden

Ingeborg byde børnene velkommen og lære dem om, hvad en rigtig

middelalderridder var for én, hvad han arbejdede med, og hvordan man red

på en ridderhest dengang. Ungerne får selv mulighed for at ride på

rigtige ridderheste under sikker overvågning af voksne. Jeres største

udfordring bliver nok at få poderne hevet tilbage fra Middelalderen til

nutiden!

 

Halltorps Gästgiveri

Halltorps Gästgiveri er altid et besøg værd, hvadenten det blot er

for en bid mad, et større måltid eller festselskab, eller et længere

ophold, hvor du kan nyde blandt andet sauna og jacuzzi med mere. Forkæl

eventuelt dig selv og dine nærmeste med en udsøgt middag med røget

hjortekød, salat og lokale bær – eller måske dagens friskfangede fisk

med nye kartofler, hjemmelavet sorbet-is og andre lækkerier. En herlig

aften venter på Halltorps Gästgiveri som en perfekt afslutning på en

dejlig dag på smukke Øland.

Charmerende ø-kultur

Hold ferie på Øland

Vores lokale guide

Linns Øland

"Tanket op med koffein fortsætter turen til Öland. Jeg har udfordret min kæreste og spurgt, om han tør smage den ölandske nationalret, ”kroppkakor”. Han er aldrig bleg for en god udfordring, så en time senere sidder vi i haven ved Evas Kroppkakor, det mest kendte kroppkak-sted på øen. Kroppkakor er stegt flæsk, pakket ind i en bolle af revne kartofler. Bollerne koges og serveres med kold fløde og tyttebærsyltetøj. En helt speciel ret, som bare skal smages, når man er på besøg her. Hvis du tør! Vi kører videre til den nordlige del af øen. Efter endnu en kop kaffe og lækkert hjemmebagt brød på Kaffestugan i Böda parkerer vi ved Böda Sand. Her strækker sig en lang strand. Selv om det står, at vandet kun er 13 grader, har jeg besluttet mig for at tage årets første svømmetur. Ihh! Det er koldt, men meget frisk og klart vand. Vi skal bruge aftenen på Halltorps Gästgiveri midt på øen. Vi finder en lille vej langs havet på øens vestvendte kyst. Her må man kun køre 30 km i timen, men naturen er så smuk, at vi gerne sænker tempoet. Et sted står en gruppe køer på vejen, så der må vi stoppe fuldstændigt, indtil de besluttet sig for at gå videre. Her bestemmer naturen. Vel fremme på Halltorps er vi en anelse trætte. Derfor er det skønt, at maden serveres i Gästgiveriets egen restaurant. Vi spiser tre lækre, sommerlige retter ledsaget af en frisk hvidvin, imens solen stille går ned. Her er så smukt. Man kan ikke tage til Öland uden at købe Ölandshvede med hjem. Vi er blevet fortalt af de lokale, at den bedste af slagsen er at finde på Isgärde Gård. Da vi kommer frem til gården, finder vi et lille hul i væggen. Der må man selv lægge penge og tage en pose mel med, og jeg er nødt til at tage et ekstra billede, inden vi kører videre, fordi det hele simpelthen er så fint.  Dagens kaffe drikker vi på Gårdby Lanthandel, et tantefint sted midt på øen. Her sælger de den slags slik, min mor spiste, da hun var ung. Retro! Men der er også de flotteste kager. Her er det plads til de fleste allergier, og der findes også flere raw-kager, man kan smage. "

Kom til Øland

Øland

Drei Jahreszeiten Ekerum Golf & Resort Saxnäs Golfklubb