De bedste tips

Shopping i Halland

Del artiklen her

Hvad er en ferie uden shopping? I Halland finder du alt fra store flotte indkøbscentre til de mere skjulte små butikker med brugskunst, design og antikviteter. Læs videre, så får du de bedste tips i byerne Halmstad, Laholm, Varberg, Falkenberg og Kungsbacka, og ikke mindst - overraskelserne derimellem.


Strandskatorna i Halland – en overraskelse i Harplinge

Det er ægteparret Bodil Strandh og Kenth EkStrand, som kalder sig for Strandskatorna. De holder til i Skintaby smedje, hvor de designer og fremstiller smukke brugsgenstande i hårde materialer med bløde former. Udover deres egen produktion, som blandt andet består af belysning, bænke, borde og blomsterkasser, sælger de også produkter fra ”Designed by Martin Berntson”.


Kronmakaren i Morup – fantasifuldt smykkedesign

Kronmakaren, som hedder Britten Toftarp, er en træsløjdskunstner i den lille by Morup. En brudekrone kan være yderst fortryllende, men her er der masser af andet, som vil få bruden til at se endnu yndigere ud; øreringe, smukke tiaraer og hårsmykker, som også kan bruges ved andre festlige lejligheder.


Annas Krukor & Fat i Morup

I Morup har keramikeren og kunstneren Anna atelier og butik, og her finder du en masse kønne ting som skåle, kopper og tallerkener. I brændeovnen, der står udenfor, fremtrylles produkter, som er helt unikke hver gang den tømmes. Du er velkommen i værkstedet, og kan følge processen når kunstneren drejer ler og glaserer keramikken, hvilket børn også bliver dybt fascineret af.


Johanna Friberg – keramiker i Veddige

Keramikeren Friberg startede med at arbejde i ler, da hun kun var 12 år gammel, og hun faldt pladask for dette materiale. Hun laver brugskeramik og lægger stor vægt på skønhed og funktion. Hendes mål er, at genstandene skal bruges i hverdagen, men samtidig skal de være smukke at kigge på. Er du på jagt efter en speciel kande eller krukke? Måske en flot vase eller skål? Så er dette galleri absolut et besøg værd.

Flere fine kunst- og håndværksoplevelser finder du her.


Suveræne madprodukter

Madoplevelser er der masser af i Halland. Hvad med at besøge torvedagene i Varberg, ”Vestsveriges bedste torvehandel”, som løber af stabelen hver onsdag og lørdag. Da fylder bønderne og egnens andre madproducenter deres boder med fristende friske delikatesser.

Olssons Vilt, lige udenfor Knäred har de eget slagteri, hvor du kan købe alt fra vildtpølser til vildsvinekødboller. Men de sælger også sennep, syltetøj, saft, honning og forskellige slags dejlige sild. Godt tip: Lige i nærheden er der cykel- og vandrestier, og du kan leje en båd eller fiske i Hjörneredssøerne.

Ulvereds Hjorthägn ligger 25 km sydøst for Halmstad, og i denne gårdbutik sælges hjorte- og vildtdelikatesser. Gården har en smuk beliggenhed, og mange benytter lejligheden til at tage en pause og opleve den kønne natur i omgivelserne.

Historien om Öströö Fårfarm strækker sig helt tilbage til 1300-tallet, men i dag er det en moderne økologisk fårefarm. Her kan du købe fåreskind og produkter af fårekød, og der findes desuden café og restaurant på stedet.

Sidst men ikke mindst bør du ikke gå glip af Tiraholms Fisk, som ligger ved søen Bolmen inde i landet. Det er familien Ekwall, som driver gården Tiraholm med fiskeri og fiskeopdræt i Bolmen. Med mesterligt håndelag fremtryller de førsteklasses røget fisk, fersk fisk og fiskefileter med mere. Delikatesserne sælges i gårdbutikken, og stedet har også en rustik fiskerestaurant, hvor der serveres hjemmelavede retter bestående blandt andet af gedde, ørred, ål og sandart.

Læs mere om Hallands unikke madprodukter her.


Gekås Ullared - alt under et tag

Gekås Ullared er ikke et almindeligt indkøbscenter – det er en shoppingdestination, hvor masser af mennesker tilbringer ferien på ”parkeringspladsen”. Her er 35.000 m2 med tøj, husholdningsartikler, sportsudstyr, mad, elektronik, legetøj, belysning og hobbyartikler - og der er rigtigt meget af alt. Butikkens areal svarer til cirka seks fodboldbaner og tiltrækker omkring 5 millioner kunder årligt. Det er svært at nå det hele på en dag, men det behøver du så heller ikke. På Gekås Ullared kan du gå til frisør, få massagebehandlinger og sågar få passet hunden. Desuden er der hotel og campingplads, og du kan bare blive så længe du har råd...


Kungsmässan og Hede Fashion Outlet i Kungsbacka

Uanset hvor længe du er i Halland, bør du ikke tage hjem uden et minde fra turen. Hede Fashion Outlet ligger syd for Göteborg og er et shoppingcenter, som kun sælger kendte mærkevarer. Priserne er op til 70 % lavere, og du finder mode, sportstøj og boligartikler fra blandt andet Acne, Björn Borg, Hugo Boss, Filippa K, J. Lindeberg, Lacoste, Nudie Jeans, Oscar Jacobson, Peak Performance, Kosta Boda, Orrefors og Rörstrand. Her er også tre restauranter.

Kungsmässan er et indkøbscenter, som også ligger i Kungsbacka. Varehuset har 90 butikker som fx ICA, Grand Parfymeri, Siba, H&M, Zara og JC samt restauranter og caféer. Der er rigeligt med parkeringspladser, og du kan fylde hele bilen med billige fund, inden turen går hjem til Danmark igen.


Maria Åkerberg – mester i hudpleje

Shopping kan være også være en investering i ekstra velvære. Maria Åkerberg hudplejeprodukter sælges hos veluddannede terapeuter både i Sverige, Danmark, Norge og Finland. Det hele begyndte, da Maria Åkerberg ville åbne en skønhedssalon og ikke kunne finde produkter, der var gode nok. Derfor besluttede hun at producere sine egne økologiske. I dag fremstilles hudplejeserien af råvarer fra det Hallandske landskab, så dette er en genuin souvenir at tage med hjem.

Velkommen til Halland!