Spisesteder

Restauranter og caféer

Del artiklen her

Hallands kroer og restauranter byder på en masse skønne madoplevelser. På denne rundtur tager vi dig med til White Guides anerkendte spisesteder. Vi giver dig også tips til hyggelige gårdbutikker, der bugner af fristende lokale råvarer og lækre delikatesser. Kom herover og smag selv!


Top 10 restauranter

Hallands madkultur er en afbalanceret kombination af kyst og indland. Fisk og skaldyr er en specialitet, specielt alskens former for laks. At gå ud og spise i Halland er en tur udi det kulinariske. Råvarerne hentes fra havet, søerne, elvene, markerne og skovene. De mest berømte lokale delikatesser er den smækre grønkål, den smukke hylleblomst, den stærke peberrod og naturligvis den glinsende laks. Sveriges svar på Michelin-guiden, White Guide viser dig vejen til de skønneste madoplevelser, du sent vil glemme.

Blandt restauranterne bør du besøge Blomstermåla, som ligger i vandkanten på Särö, den populære Tullen 8:2 i Kungsbacka samt Gustaf Bratt og Laxbutiken i Falkenberg. John’s Place ligger i Varberg og har blandt andet kænguru på menukortet. Der finder du også Majas vid Havet, hvor musik, stemning og mennesker er mindst lige vigtigt som gastronomien. Vin & Skafferi Hus 13 ligger væg i væg med Varbergs fæstning fra middelalderen, og med den tykke borgmur i ryggen kan du både nyde dejlige måltider og smukke sommeraftener. På Ocean Hotel i Falkenberg kan du sidde i en solstol og nippe til champagne, og Restaurang Salt i Halmstad er byens mest cool sommerkro. Strandhotellet i Melbystrand er også kendt for sin gode mad, og i Skummeslövsstrand bør du unde dig nogle lækkerier på Hotell Strandpensionatets restaurant. Sidst men ikke mindst – det smukke Tjolöholms slot fra 1904. Her kan du følge med på en guidet tur og afslutte besøget enten i restauranten eller på caféen. Herlig mad og drikke har været slottets signatur i mange generationer, og det er virkelig en omvej værd.


Bugnende gårdbutikker

I Halland er der masser af gårdbutikker med lokalproducerede produkter, hvor du kan kigge dybt i det hallandske spisekammer med typiske smage og ægte kulinarisk håndværk som fx lam, vildt, pølser, patéer og oste samt fersk og røget fisk. Hvis du starter syd for Göteborg kan du følge gourmetruten sydpå, ellers kan du tage turen den modsatte vej. Start med et besøg på Skårs Gård, et familievenligt sted, som serverer herlig brunch og hjemmelavet is. På Regnér Garden er der mosteri og gårdbutik med marmelade og most af æbler, pærer, havtorn og aronia. På Byaregårdens Brygghus, som ligger ved Viskans strand ca. 20 km nord for Varberg, kan du opleve et fint lille familieejet håndværksbryggeri. Fortsæt videre til Warberg Tomat i Varberg, hvor de sælger lokale tomater og grøntsager som agurk, chili, salat og 10-15 forskellige krydderurter. På Öströö Fårfarm i Tvååker kan du købe nærproduceret og økologisk lammekød. Stedet har aner tilbage til 1300-tallet, og gårdens beliggenhed midt i en bøgeskov er meget smuk.

Hvis du kører lidt ind i landet, dukker snart Tiraholms Fisk op. Det ligger ved søen Bolmen, og både fiskerestauranten og gårdbutikken har fersk og røget fisk fra Bolmens rene vand. Fortsæt videre mod Halmstad og stop ved Ulvereds Hjorthägn, som ligger 25 km sydøst for Halmstad og byder på en helhedsoplevelse med dyr, natur og vildtkød. Mere velsmagende vildtkød kan du få fat i hos Olssons Vilt, som ligger lige udenfor Knäred. Gårdbutikkens vildtprodukter fra eget slagteri er af høj kvalitet, og du kan købe alt fra vildtpølser til små vildsvinefrikadeller plus delikatesser som syltetøj, saft, honning, sennep og forskellige slags sild. Afslut turen på Sveriges største peberrodsgård, Mariebergs gårdbutik i Fjärås ved Tjolöholms slot, hvor du kan finde såvel peberrod som nye kartofler, krydderurter og en masse andre gode sager.

Læs mere om gårdbutikker i Halland.

Fika som en svensker

Svenskerne er eksperter i at tage kaffepauser med noget godt til, helst flere gange dagligt. Den lille pause kalder de for ”fika”. I Halland gør du klogt i at følge skikken, så ofte du kan, for her er der masser af fortryllende små caféer. Halmstad har adskillige af slagsen som fx Kafé Brooktorpsgården, der ligger i et af byens ældste huse. Chokoladeværkstedet Skånskan er et paradis for chokoladeelskere, og det finder du på Storgatan 40. Karlslunds Café, sydøst for Halmstad holder åbent om sommeren, og her kan du nyde kaffen under et kønt frugttræ i haven. Kassett Kaffe Etc ligger i Varberg, Hallands surferby nummer 1. Majgården ligger i Kungsbacka og er et kombineret bageri og konditori af den gammeldags slags. Smut også ind til Solhaga Stenungsbageri i Slöinge hvor du kan smage på Wennerströms hjemmebag i hendes hyggelige café. Lige i nærheden finder du Äppelgården Café & Musteri, hvor dejlige produkter af æbler er i centrum. Stålboms Konditori ligger i sommerbyen Falkenberg, og de ansatte har T-shirts, hvor der står: ”Livet är för kort för att inte unna sig en lång fika”.


Kulinarisk rejse gennem Halland 2016

Vil du planlægge en smagfuld ferierejse, så følg vores tips til Kulinarisk rejse gennem Halland 2016. Guiden fører dig til gårdbutikker og selvplukning, restauranter og caféer samt bagerier, urtehaver og pensionater. Du vil opleve en masse undervejs og få uforglemmelige velsmagende minder.



Velkommen til Halland!