Et paradis for friluftsfolket

Aktiv ferie i Halland

Del artiklen her

Med både sandstrande, vige og åløb, skove og kulturlandskaber er Hallands kyststrækning en gavebod for outdoor-folket. Hvis det også kribler i dig for at komme ud at vandre, cykle, padle eller surfe, så læs med og lad Hallands friske havluft fylde dine lunger på en aktiv ferie.

Havet har en helt særlig tiltrækningskraft på mange mennesker. Er du en af dem, der virkelig mærker blodet rulle, når du nærmer dig kysten, så glæd dig til et besøg i Halland. Uanset om du går efter action i bølgerne eller den ro, der følger med lyden af bølgeskvulp i vandkanten. Fra kysten er der aldrig langt til en frodig bøgeskov, en tæt fyrreskov eller et stemningsfuldt kulturlandskab, så du kan roligt kaste dine vandresko over skulderen og smøre cykelkæden – der er oplevelser i vente året rundt.

Havet som legeplads

Surfere fra Sveriges nabolande har for længst opdaget Hallands kyst som noget nær et surferparadis. Optimale vindforhold og kun sjældent stærke understrømme er en kombination, der kan give en surfer smil på læben. Traditionel windsurfing, kitesurfing, wakeboard og Stand Up Paddleboard (SUP) – der er masser af muligheder for at kaste sig i bølgen.

Byen Varberg og strandområdet Apelviken oser af californisk surferstemning – ofte med rigtig gode bølger. Lidt længere nordpå indbyder den svenske skærgård til SUP, hvor du står på et bræt og padler dig frem med pagaj i det lidt roligere vand. Du kan også padle SUP langs Fylleåen, hvor træernes grene hænger ud over åbredden og giver en nærmest jungleagtig stemning.

Naturligvis er der også rige muligheder for at ro i kano eller kajak ved kysten, og du finder nemt et sted at leje alt det udstyr, du skal bruge. Husk at proviantere, inden du tager ud på voverne, så du kan holde pause, når du kommer til det helt perfekte sted.

3, 2, 1 action

For danske mountainbikere er det nærliggende at udnytte Hallandsåsens stigninger og nedkørsler til de eftertragtede adrenalinsus. Hallandsåsen er blot halvanden times kørsel fra København, og her finder du masser af spor til et par energiske dage på hjul. På Vallåsen, der ligger på den nordlige side af Hallandsåsen, er der udviklet et downhill-center, som bare bliver større år for år. Du kan tage liften op og give den fuld pedal ned ad de præparerede stier i forskellige sværhedsgrader.

Er du slet, slet ikke færdig med fart og spænding, byder Hallandsåsen også på Zipline og Bungy Rocket i Kungsbyggets äventyrspark. Her må du huske at nyde udsigten oppefra, for når det først går løs, suser du gennem luften og skal bare koncentrere dig om at nyde turen – og den herlige kildren i maven.

MTB med udsigt, Halmstad. Foto: Per Nilsson

Cykelrute med lutter gode stoppesteder

Er du mere til en turistcykel frem for en terrængående cykel kan du glæde dig over, at Kattgattleden, Sveriges første nationale cykelrute, løber parallelt med Hallands kystlinje. På Kattegattledens hjemmeside, kan du orientere dig om delruter, service undervejs og finde tips til afstikkere ind i landet, hvor der gemmer sig kulturelle og historiske seværdigheder. På denne rute er det så dejligt nemt, at du bare følger næsen ligeud. Så længe du har havet på den samme side, kører du ikke forkert. Ruten er i høj grad familievenlig og går gennem hyggelige fiskerlejer, et varieret landskab med både klipper og sandstrande, og ved Haverdal tårner den hyggelige gamle mølle frem - Särdals Kvarn - som er Nordens største af sin art. Møllen er et eftertragtet udflugtssted, hvor det er oplagt hvile benene og nyde lidt mad og drikke.

En vandring med udsigt

En naturoplevelse med god tid til at dvæle ved en sjov sten, et forunderligt træ og de mægtige udsigter: Vandring er for alle, der vil have sjælen med. Og i Halland går du aldrig forgæves efter de oplevelser, der gør godt for både kroppen og sindet. Fx i naturreservatet Hökafältet ved Laholmbugten, hvor de afmærkede stier fører dig over klitterne og gennem tæt fyrreskov. I Haverdals naturreservat lidt længere nordpå toppes oplevelsen med Sveriges højeste klit, Lynga sanddyna, som er 36 meter høj. Herfra har du en spektakulær udsigt over skov og hav.

Du må ikke snyde dig selv for en af de allerbedste vandringsruter i Halland, Bertils Stig. Den 18 km lange vandrerute begynder midt i Halmstad ved det 400 år gamle slot og bugter sig langs kysten hele vejen til Tylösand. Undervejs ændrer landskabet karakter med både sandstrande, skove, klipper og små bådehavne. Hvis du tager badetøjet med, er det aldeles oplagt at tage en forfriskende dukkert i Kattegat.


Anbefalede aktiviteter