Österlen

Del artiklen her

Hvide sandstrande, gule rapsmarker og hyggelige små byer gør Österlen til Skånes mest populære feriested

Det skånske område Österlen, der ofte kaldes ”Sveriges Provence” og som strækker sig fra Ystad i syd og hele vejen op til Åhus. giver familien masser af muligheder for at boltre sig.

Fra at have været betragtet som en skånsk afkrog, er Österlen blevet et af Sveriges hedeste feriesteder. Det er ikke svært at forstå hvorfor. Naturen har altid været forførende i dette sydøstlige hjørne af Skåne, og gennem de seneste årtier har kulturtilbuddene og udbuddet af mad, drikke og overnatningsmuligheder udviklet sig til international klasse.

Store naturoplevelser med dræsinen

Et stort hit for hele familien er dræsinetur i Fyledalen, hvor man følger de gamle jernbanespor i den smukke, dybe dal med bøgeskovsklædte skrænter og dybe afgrunde. Nordisk Råd har udnævnt Fyledalen til et af Sveriges 10 mest værdifulde naturområder. Dyrelivet er rigt mangfoldigt i dalen, der blandt andet giver mulighed for at se glente og havørne svæve på opvindene. Her kommer ørnene fra den svenske østkyst for at overvintre. Unge kongeørne trækker ned fra bjergene. I sensommeren ser du ofte skrigeørne, og hvis du er rigtig heldig, kan du opleve kejserørnen.

Lækre strande og saftige æbler

Österlen byder også på Skånes største og bredeste strand, Sandhammaren, hvis sand er så fint, at det bruges i timeglas. Ikke langt fra stranden ligger det gådefulde Ales stenar, og i det bakkede terræn Hammars Backar er himlen ofte fyldt med paraglidere. Er du i besiddelse af en vis portion vovemod, er det muligt at prøve en tandemflyvning.

Österlen er og hjemsted for den svenske æblehovedstad Kivik, hvor omgivelserne er klædt i de smukkeste æbleblomster, og hvor sensommeren smager af de saftigste, sprøde æbler. Og så er der alle de andre muligheder som forlystelsesparken Tosselilla, detektiven Wallanders skønne Ystad, middelalderborgen Glimmingehus, Christinehofs Ekopark, hvor børnene kan komme i øjenhøjde med naturens mikroliv og meget, meget andet i dette skånske overflødighedshorn af oplevelser.

Læs mere om Skåne her