Et skærgårdsparadis

Karlskrona

Del artiklen her

Karlskrona – Sveriges tidligere hovedstad og en sydsvensk perle i midten af Blekinges skærgård med øje for alt, der har med vand at gøre – og mere til. En ægte skærgårdsferie venter jer, for her er natur, kultur og andre oplevelser for børn og voksne i alle aldre.

Karlskrona for hele familien

Byen Karlskrona ligger fordelt på 33 øer ud af skærgårdens 1.650 øer, holme og skær. Så der er rig mulighed for at gå på opdagelse enten i byen eller i de mindre beboede egne. Sejl en tur ud på øhop i det blå hav til en af områdets utallige grønne øer, spis friskfanget gedde akkompagneret af en uimodståelig havudsigt, eller gå på opdagelse i en fuldvoksen ubåd i byens Marinemuseum. Byens maritime museum er blevet kåret som årets museum i Sverige i 2015 og fortæller blandt andet levende om den svenske flådes historie. Et sikkert valg for hele familien.

Har I selv lyst til at kaste jer ud i det våde element, ligger Ronneby friluftsbad og campingplads tæt på Karlskrona. Brunnsbadet, som det kaldes, har vandrutsjebaner, børnebassin, pool og motionsbassin, der kan begejstre både store og små.

Karlskrona camping

Har du altid drømt om at slå teltet op eller parkere campingvognen på en helt unik campingplads? Nu har du chancen for at gøre drømmen til virkelighed på det firestjernede campingområde Dragsö Camping, der ligger smukt på en af de mange øer i Karlskronas skærgård. Her får I rig mulighed for en mageløs ferieoplevelse kun tre kilometer fra hjertet af Karlskrona. Hytter og campingpladser lever op til den højeste standard og er naturligvis placeret tæt på det fantastiske hav, der omgiver hele Karlskrona.

Karlskrona shopping

Midt i Karlskrona finder du tre indkøbscentre, masser af små specialforretninger og en række interessante sidegader med designervarer og lokalproducerede lækkerier. Karlskrona byder blandt andet på spændende øl fra Carlskrona Bryggeri, skønne lamper fra Karlskrona lamp og dejlig chokolade fra Elitchoklad, så det er ikke svært at gøre en god handel i de smukke brostensbelagte gader.

Hotel i Karlskrona

Når det kommer til overnatning, har Karlskrona hoteller i flere typer og prisklasser. Tag for eksempel et kig på Scandic Karlskrona, der ligger helt ud til vandet og samtidig lige ved Stortorget i centrum af i byen. Skal overnatningen være en endnu mere speciel oplevelse, kan I også booke jer ind på et af de få værelser i Aspö Lotstorn, der er et 20 meter højt tidligere fyrtårn midt i Skærgården ved Karlskrona.

Bed and Breakfast Karlskrona

Ønsker I overnatning med morgenmad i Karlskrona, er B&B et godt alternativ, som samtidig fås til en fornuftig pris. Så skynd jer at vælge et af Karlskronas mange hyggelige bed and breakfast steder, hvor I ikke behøver at gå på kompromis med hverken komfort eller beliggenhed.

Kultur og seværdigheder i Karlskrona

Et af Karlskronas landemærker er Kungsholm fæstning. En karakteristisk militærbygning der i over 300 år har beskyttet byen fra vandsiden, og som i dag kan opleves på tæt hold. Står dagen som Karlskrona-turist på noget mere børnevenligt, kan Barnens Gård – Børnenes Gård – varmt anbefales med mulighed for blandt andet at klappe heste og køer, ride på ponyer og suse ned ad vandrutsjebaner i parkens vandland.

Få en anderledes oplevelse i den gamle rebslagerbygning på Lindholmen i Karlskrona. Her er der i flere hundrede år blevet produceret reb til skibene, der lå i marinebasens havn. Fabrikken er stadig med sine 300 meter Sveriges længste træbygning og fungerer i dag som museum, hvor du kan prøve kræfter med det gamle håndværk rebslagning.

Den smukke Amiralitetskyrkan ligger i Karlskronas sydøstlige hjørne og er bestemt et besøg værd. Den rødmalede trækirke fra 1685 blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 1998. Foran kirken står den berømte mandshøje træfigur af Gubben Rosenbum, der siden slutningen af 1700-tallet har indsamlet penge til velgørenhed.

Ikke langt fra Karlskrona finder I desuden fæstningsværket Kristianopel, der blev grundlagt som en dansk forpost af Christian d. 4. tilbage i 1599. På trods af den krigeriske fortid er området i dag et idyllisk turistmål for cyklister, sejlere og campister.

Golf i Karlskrona

Som så mange steder i Sydsverige lægger Karlskrona op til store golfoplevelser. Planlæg for eksempel en golfweekend til Nicklastorp Golfklubb, Trummenäs GK eller Carlskrona GK midt i skærgården og gå jeres runder på yderst velskabte baner i naturskønne omgivelser.

Lystfiskeri i Karlskrona

Skærgården ved Karlskrona har fænomenale forhold for lystfiskere. Det er et af de bedste steder til geddefiskeri, men du kan også få havørred, aborre og laks på krogen. Beskyttelsen fra de mange øer og skær, gør det forholdsvis let at bruge mindre både og fiskekajakker, ligesom fiskeri med waders er optimalt på grund af de mange steder med lavere vandstand.

Læs mere om lystfiskeri i Sydsverige.

Kajak i Karlskrona

Den sydsvenske skærgård er ikke overraskende et fabelagtigt sted til en kajaktur. Karlskronas unikke placering midt i skærgården gør byen til et perfekt udgangspunkt for en til flere dage i kajak. Så tag venner og familie med ud på vandet og oplev Karlskrona fra en helt ny vinkel, mens kajakken lydløst glider hen over de blanke bølger.

Besøg hjemmesiden, Visit Karlskrona og bliv klogere på byen.