Guide: Södermalm

Del artiklen her

Södermalm – ’Söder’ blandt de lokale – var et slumkvarter i 1600-tallet, men er nu en af Stockholms hotteste bydele. Atmosfæren er afslappet, kreativ og trendy, og her finder du et mylder af vintagebutikker, mode, gallerier, designbutikker og skæve boutiques blandet med en bred vifte af steder, hvor du kan få noget godt at spise eller drikke. Mange af disse ligger i de trendbevidste områder SoFo (South of Folkungagatan), Hornstull og Mariatorget. Söder har også masser af parker og udsigtspunkter, hvorfra du kan nyde den storslåede panoramaudsigt over byen.

Urban Deli

Denne populære butik, bar, delikatesseforretning og restaurant er baseret på et åbent, indbydende og trendy koncept, der fører tankerne til New York. Her serveres der primært mad i dagtimerne. Den alsidige menu byder på veltilberedte retter.

Nytorget 4, urbandeli.org

Pärlans Konfektyr

SoFos sødeste slikbutik. Træd indenfor, og lad dig føre tilbage til 1930’erne. Her laver de selv de lækreste karameller året rundt efter en gammel opskrift og udelukkende med naturlige ingredienser. Prøvesmag de nyeste varianter til lyden af blid jazz, der strømmer ud af højttalerne.

Nytorgsgatan 38, parlanskonfektyr.se

Hornstulls Marknad

Dette gademarked er en af Stockholms mest populære søndagsaktiviteter og strækker sig hele vejen langs vandet på det vestlige Södermalm. Her finder du en god blanding af vintage og secondhand, kunst, foodtrucks og alt det andet, der hører et rigtigt gademarked til. Åbent hver søndag fra klokken 11-17 i april til og med oktober.

Hornstulls Strand, hornstullsmarknad.se

Tjoget

Tjoget er en spændende kombination af restaurant, vinbar og klassisk barbersalon – alt sammen under ét tag. Restauranten, Linje Tio, har en bar med en behagelig og boblende stemning, som på kort tid er blevet populær blandt Hornstulls hippeste beboere.

Hornsbruksgatan 24, tjoget.com

Nook

Restaurant Nook har en menu med enkle retter af høj kvalitet, hvor det nordiske køkken kombineres med asiatiske smagsindtryk. Der hentes inspiration fra både streetfood og den klassiske restaurant med hvid dug, og resultatet er en førsteklasses smagsoplevelse til en rimelig pris.

Åsögatan 176, nookrestaurang.se

Marie Laveau

Lige siden åbningen har Marie Laveau været et populært indslag i Stockholms natteliv. Marie Laveau er blevet et tilløbsstykke takket være sin sprudlende natklub, store bar og fremragende restaurant. Marie Laveaus natklub, som ligger i kælderen, danner rammen om nogle af Stockholms bedste klubber.

Hornsgatan 66, marielaveau.se

Södra Teatern

Fra terrassen på Mosebacke Torg har man den mest fantastiske udsigt
over Stockholm. Ligeså imponerende er baren indenfor, hvor man har bevaret den originale indretning fra forrige århundrede. Baren er en institution i Stockholms natteliv og byder flere gange om ugen på livemusik i en skøn blanding af genrer.

Mosebacke torg 1-3, sodrateatern.com

Skinnarviksberget

Det højeste naturlige punkt i Stockholm er naturligvis også stedet, hvor du kan nyde en af de smukkeste udsigter over byen. Blandt de lokale er det et populært udflugtsmål for picnics og fester under åben himmel. I parken for foden af bakken finder du en lille legeplads og en udendørs café, hvor du kan nyde en let frokost eller en is i en af hængekøjerne. Monteliusvägen: Fra denne 500 meter lange sti har du et fremragende vue ud over Mälaren, Stockholms rådhus og Riddarholmen. Især ved solopgang og solnedgang er udsigten noget ud over det sædvanlige. Langs stien har du charmerende huse på den ene side og en skøn udsigt på den anden side.

Vil du vide mere?

Find inspiration til mere sightseeing i vores guider til Stockholms bydele på visitstockholm.com