Midtsverige med søer, skove og Stockholm

Hvis et land kan have en vugge, så ville den svenske stå i Midtsverige – i Skara mellem de to store søer Väneren og Vätteren.

For det var her landets første konge, Olof Skötkonung, regerede over sveerne. Som hans danske kollega, Harald Blåtand, tog han æren for at have gjort sit folk kristent, ligesom han også lod slå de første svenske mønter.
Svealand er Sveriges historiske bælte, og det er her vi finder meget af alt det, som vi forbinder med landet.

Både birketræer og glimtende søer, små svenskrøde træhuse og statelige herregårde. Stockholm og lyset over den let tilgængelige skærgård. De dybe granskove i Värmland med skovens konge, elgen, og lidt længere mod nord er Sveriges førende souvenir skabt: den farvestrålende dalahest.

Det er her i Midtsverige mellem skovene, søerne og de gamle kanaler med sluseanlæg, at landet med landbrug og ikke mindst minedrift skabte sin rigdom.
Rent geografisk er området nord for Svealand også en del af Midtsverige. Det store Jämtland mod grænsen til Norge med fjeld og vildmark og ikke mange indbyggere som gennem historien har været kastebold mellem de to lande. I perioden 1563 til 1677 skiftede området tilhørsforhold ikke mindre end 13 gange.

Men de fleste opfatter Midtsverige som området nord og syd for Stockholm – Svealand der trækker sig fra Dalarna i nord, til Uppland og Stockholm i øst og Värmland i vest og til de store søer og Götaland i syd.

Dalarna og skisporten

Hvad Den lille Havfrue er for Danmark er dalahesten for Sverige. Siden 1600-tallet har man snittet de små træheste som legetøj til børnene, og senere blev de dekoreret i den traditionelle almuestil også en handelsvare. Men det var først i 1939, da man fandt på at fremstille en tre meter høj dalahest som blikfang for den svenske pavillon på Verdensudstillingen i New York, at de farvestrålende træheste blev et symbol på hele Sverige.

I dag fremstilles hestene flere steder i Dalarna, men især i landsbyen Nusnäs ved Mora.
I det nordvestlige hjørne af Dalarna ligger Sveriges sydligste vildmark. Her møder man renflokke, og her ligger den sydligste sameby.
Det er også i dette område, man finder de fleste af landets skiområder: Idre Fjell ligger længst mod nord. Sälen, som med sine seks områder er Nordeuropas største alpine skiområde med 166 pister og 87 lifter. Plus Kläppen, Stöten, Säfsten, Romme Alpin og Orsa Grönklit skianlæg.

Sidstnævnte er i øvrigt er nabo til Europas største bjørnepark, Orsa Rovdjurspark. Her kan man fra skipisten kikke ind til sibiriske tigre, ulve og isbjørne, mens de brune bjørne og verdens største landlevende rovdyr, kodiakbjørnen sover i deres i vinterhi.
Desuden er Dalarna Sveriges langrendshøjborg med det traditionsrige Vasaløb første weekend i marts med tusindvis af deltagere, som løber den 90 kilometer lange rute fra Sälen til målstregen på hovedgaden i Mora ved Siljansøen.

Värmlands gavmilde natur

Med dybe granskove og 10.000 søer spredt ud i landskabet er den vestlige del af Midtsverige en stor naturoplevelse.
70 pct. af Värmland er dækket af skov, her lever elgene, og mod grænsen til Norge begynder fjeldene at rejse sig. Fra nord deler Sveriges længste elv, den 500 km lange Klarälven, området, inden den løber ud i Vänern nær Värmlands største by, Karlstad.
Her er gode vandremuligheder, lystfiskerne kan finde deres eget stykke uberørte natur og Klarälven har både badesteder og masser af friluftsoplevelser som for eksempel padling, tømmerflåde-sightseeing eller kanotur med bæver-safari.
Mod øst i Väst- og Södermanland skifter landskabet, og mellem skove og søer er der nu også landbrugsland.

I Västmanland i Heby kan man opleve skovens konge helt tæt på i Gårdsjö Älgpark. De store dyr lever i et stort område med skov, enge og søer, og elgene er vant til mennesker. Nogle af dem er så tamme, at de kan klappes.
I Södermanland ligger slotte og herregårde tæt. De fleste bygget efter 1648 og 30-årskrigen, da en række officerer fik deres indsats i krigen belønnet med jord her en dagsrejse på hest fra Stockholm. Flere af de smukke bygninger fra dengang er åbne for offentligheden og indrettet som kunstgalleri, museum eller kursusejendom.

Sigtuna og Stockholm

Den svenske historie - både fortid og nutid - er ikke til at komme udenom i Midtsverige, hvor både Sveriges ældste by og Sveriges hovedstad ligger.
Mens alle kender Stockholm, er det nok de færreste, der har hørt om Sigtuna - med mindre man nævner Sveriges største arbejdsplads, som ligger i Sigtuna kommune: Stockholm-Arlanda Lufthavn.

Men Sigtuna er faktisk Sveriges første by. Den blev grundlagt i 980 og var i 250 år både kongeby, handelsby og kirkeligt center. Den gamle kirke blev opført i det 13. århundrede af dominikanere og klostret eksisterer stadig.
I dag er Sigtuna, som ligger på den nordlige bred af Mälaren, en lille charmerede provinsby med kønne farvede træhuse og snoede brostensbelagte gader, hvor den næsten tusind år gamle hovedgade, Stora gatan, er et mylder af butikker med mode, design og kunsthåndværk.

Den nuværende hovedstad har også charme. Den ligger med vand til alle sider, og mange kalder Stockholm for Nordens Venedig. Gamla Stans smukke middelalderhuse er langs vandet bygget på træpæle som Venedigs huse.
Her ligger også Kungliga Slottet, hvor dele er åbent for offentligheden. Slottet er den kongelige families arbejdsplads, mens familien bor på Drottningholm Slott, som ligger på Lovön i Mälaren lidt uden for byen. Slottet der blev bygget i 1600-tallet og er i dag på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Dele af slottet og parken er åben for offentligheden.

Omkring byen mellem broerne, som Gamla Stan kaldes, ligger Stockholms forskellige kvarter: hippe Söder, det gamle arbejderkvarter med masser af nye, moderne bygninger, den afslappede Vasastan og det fine Östermalm med de dyre herskabslejligheder. Mens man finder museer og kunst på Blasie- og Skeppsholmen og Skansen og underholdning for hele familien på Djurgården.

Det bedste af det bedste

Udvalgte oplevelser

Byer i Midtsverige