Kunst og kultur i Malmø

Del artiklen her

I Malmø er der ikke langt mellem de kunstneriske oplevelser. Et stort antal museer, gallerier og kunstbutikker har en overflod af smukke interessante værker og genstande, du kan begejstres eller forundres over.

Moderna Museet

Moderna Museet i Malmö ligger i et af Sveriges smukkeste udstillingslokaler, nemlig John Smedbergs elektricitetsværk fra 1901. Her blandes værker af samtidens mest indflydelsesrige kunstnere med et udvalg af Moderna Museets rige samling fra 1900-tallet og frem. Museet har desuden butik, café og forskellige aktiviteter for børn.

Form/Design Center

I den smukke Hedmanska gård, midt på Lilla Torg, ligger Form/Design Center med tre etager svensk og skandinavisk design. Udover udstillinger og forelæsninger rummer huset en butik, som sælger kunsthåndværk og designgenstande samt en café med tidsskrifter, hvor du kan slå dig ned og bladre i et magasin eller tage en kop kaffe og en kage.

Formargruppen

Lige rundt om hjørnet, i samme kvarter som Form/Design Center, ligger Formargruppens butik og galleri. Her kan du finde spændende smykker, håndlavet tøj og smukke detaljer til hjemmet, som medlemmerne i den kooperative kunstnerforening udstiller og sælger.

Malmö Museer

Malmö Museer er der både permanente og skiftende udstillinger. I Malmö Museers virksomhed indgår også Malmöhus slot, hvis spændende historie afslører meget om den tid, da Malmø stadig var dansk. På selve slotsområdet finder du også Malmö kunstmuseum, som skildrer både moderne og ældre kunstværker, lige fra oliemalerier til tekstiler. Teknikkens og søfartens hus rummer en masse interessante tekniske genstande. Her kan du blandt andet kravle ind i en ægte ubåd. Dette sted er et meget populært udflugtsmål for børnene.

Malmö Konsthall

Malmö kunsthal råder over et af Nordeuropas største rum for international samtidskunst. Arkitekten Klas Anshelm har skabt et udstillingslokale med stor fleksibilitet, generøs rummelighed og et fantastisk lys fra 550 lyskupler. Besøg også gerne kunsthallens restaurant SMAK som serverer dejlige frokoster kl. 11:30-14:30.

Gallerier ved Möllevången

I kvarteret ved Möllevångstorget ligger der flere små gallerier, som arrangerer udstillinger, workshops og happenings. Krets, Makeriet og Signal viser moderne kunst i alle dens former og udtryk. Format fokuserer på fotokunst.

Offentlig kunst

Overalt på Malmøs gader og torve kan du opleve kunstværker, hvis du bare ved, hvor du skal lede. Fra de mest kendte som rytterstatuen af Karl X Gustav på Stortorget og optimistorkestret midt på gågaden til nogle af alle de skjulte skatte i Pildammsparken. En gåtur gennem byen bliver til en opdagelsesrejse i kunstens tegn. Med kunstkompasset kan du skræddersy din egen personlige kunstrunde og navigere dig rundt mellem forskellige tidsepoker og former for kunst.

Anbefalede aktiviteter