Miniferie i Malmø

Del artiklen her

Malmø er en lille guldgrube af lækre restauranter, hyggelige cafeer og masser af shopping og kulturoplevelser. Og så er det hele kun en sviptur væk fra Danmark.

Sætter man sig på toget til Malmø fra Københavns Hovedbanegård, går der ikke mere end 35 minutter, før man kan stå af det igen på Malmø Central. På så kort tid kan man nå en af Skandinaviens absolut mest charmerende små storbyer. Så skal man på bare en dagsudflugt eller måske endda tilbringe et par dage væk hjemmefra, er Malmø et oplagt bud på en helt ideel destination.

Malmø er Sveriges tredjestørste by og den største i Skåne, og man kan sagtens fornemme det metropolitanske tilsnit, når man bevæger sig rundt i byens gader. Samtidig har Malmø det overskuelige og hyggelige tilfælles med mange mindre storbyer og er derfor let at finde rundt i og lære at kende, og man føler sig som dansker med det samme hjemme i vores østlige nabo.

Står man af på Malmø Central og bevæger sig ind mod byen over de kanaler, der indrammer den gamle bykerne, så ankommer man som noget af det første til Stortorget. De fine, gamle bygninger her daterer sig tilbage til 1500- og 1600-tallet og danner en hyggelig atmosfære.

Fra Stortorget, hvor også byens rådhus ligger, begynder byens gågader og indkøbsstrøg. Her kan man genkende fashionable modebutikker som Filippa K, Tiger of Sweden, J. Lindeberg, Acne og mange, mange andre, og selvom prisforskellen ikke er så mærkbar som tidligere, så er der stadig penge at spare. Dertil kommer, at der i de svenske designhuse er et langt større udvalg, end vi er vant til fra Danmark, så man kan sagtens gøre et kup.

På Gustav Adolfs Torg fortsætter butikslivet og det charmerende, idylliske Lilla Torg i Gamla Väster bugner af restauranter og cafeer med mad for enhver smag.

Malmø i rivende udvikling

Det er disse områder, de fleste danskere, der har besøgt Malmø, allerede kender til. Men særligt i de seneste år er Malmø begyndt at udvikle nye, spændende bydele, der bestemt også er et visit værd. For Malmø har en masse små hemmelige kroge, der venter på at blive udforsket.

Et godt eksempel er det nye Caroli-kvarter, der ligger i det østlige Malmø tæt på centralstationen. Caroli er et netop genåbnet stormagasin, der ligger tæt på den fine gotiske katedral Skt. Petri Kirke fra 1300-tallet. Caroli har som erklæret mål at passe ind i de eksisterende omgivelser, hvorfor stormagasinet da også har til huse i stueetagen i en ejendomskarré. Det bevirker, at Caroli ikke synes så mastodontisk som andre indkøbscentre, men næsten organisk fletter sig ind i miljøet. I opførelsen af Caroli har man taget udgangspunkt i at genskabe Malmøs gamle gader fra 1700-tallet, bare i ny forklædning.

Caroli er som andre stormagasiner fyldt med alt, hvad hjertet kan begære af indkøbsmuligheder. Det appetitlige interiør er holdt i lyse nuancer, og med momentvise flader af ovenlys kombineret med et væld af grønne planter får man fornemmelse af at opholde sig udenfor. I Caroli finder man også et bredt udbud af restauranter, der kan stille den hurtige sult, foruden raffinerede konditorier, der nok skal tilfredsstille den søde tand.

I gaderne omkring Caroli vrimler det også med små, underfundige butikker. Her er alt fra små kuriøse butikker til lækkert moderne design. Værd at nævne er særligtboulebaren, der åbnede i forsommeren i Humanitetens Hus på Drottningtorget. I det kæmpestore lokale er der på hver sin side af den rivierainspirerede bar fordelt 14 boulebaner, så man i mest gennemførte franske stil kan krydre sin middag eller frokost med et spil boule. Det sydlandske indtryk fuldendes selvfølgelig af store træer med eksotiske frugter og kulørte lyskæder.

Det uopdagede Malmø

Det er også i Malmø Ø, at man finder byens bedste brød. I det gamle, gule hus Skt. Gertrud ligger det fine bageri Patisserie David. Bageriet, hvortil der også hører en gårdcafé, bager brød efter gamle franske opskrifter og imponerer ikke mindst med sine elegante kagekreationer, der minder om den fineste parisiske konditorkunst.

Et andet nyt og for de fleste danske turister relativt uudforsket område i Malmø er Möllevången, der ligger tæt på togstationen Triangeln, hvor man også kan stå af, hvis man ankommer med tog fra København. Ud over de mange spændende butikker er området også fyldt med lækre spisemuligheder.

I Friisgaten ligger Restaurang Rebell, der nytænker de traditionelle svenske retter på menukortet. Folkene bag har i øvrigt også åbnet søsterrestauranten Myteri, der specialiserer sig i fiskeretter. På Friisgatan ligger også Raw Food House, hvis man er til det sundere alternativ. Her eksperimenteres der med lækre grønne retter, læskende friskpresset juice og naturvine.

Når man er i området, må man heller ikke snyde sig selv for et besøg på Malmøs gamle chokoladefabrik, hvor man kan komme på chokolademuseum, købe lækkerier i butikken og gå på den hyggelige café, der selvsagt excellerer i chokoladeprodukter!

Den gamle park

Det er også nær Möllevången, at den store Folkets Park ligger. Folkets Park er verdens ældste folkepark og en af Sveriges mest besøgte pladser, hvor folk i mere end 120 år har kunnet mødes og koble af i solen. Folkets Park byder på et væld af aktiviteter for store og små. Her arrangeres der gratis offentlige koncerter, der er udendørsservering, og for de mindste er der eventyrgolf, en minibondegård og meget andet. Om vinteren, når frosten sætter ind, forvandles de store grønne arealer til skøjtebane.

Malmø har også et rigt kulturliv, så hvis man har brug for et afbræk mellem shopping og cafébesøg, så er man kommet til rette sted. Malmø Opera byder hvert år på store internationale produktioner af både operaer og musicals.

Moderna Museet kan man opleve moderne kunst i international topklasse, og i Malmö Kunsthall råder man over et af Europas allerstørste udstillingsrum til samtidskunst.

Malmø har kort sagt det hele, og det er altså kun en meget kort togtur væk at skifte de vante gader ud med svensk design, lækkerier og kulturelle oplevelser af de helt store.

Læs mere om Malmø på www.malmotown.com.

Hyggelige cafeer til frokost

Økocafeen og frokostrestauranten Chez Madame byder på sunde og lækre franskinspirerede lækkerierPå Chez MadameSteak och Tapas har man i menuen taget udgangspunkt i den mad, personalet spiser på internationale toprestauranter.Her serveres der, som navnet antyder, grillet kød og delikate tapas i afslappede og dejligt uhøjtidelige omgivelsere På fiskerestauranten Myteri, der ejes af de samme folk, som har restauranten Rebel, kan man nyde lækre fiskeretter i stemningsfyldt og uhøjtidelig atmosfære. Er vejret godt, kan man sidde udenfor og nyde bylivet.

… og til fika

På hyggelige Pattiserie David får man Malmøs smukkeste og lækreste kagerEr man til dejlig, nyristet kaffe, er et besøg på Lilla Kafferosteriet et must. Her får man perfekt ristet kaffe fra fjerne egne:Skal man fika, det uundværlige svenske verbum for det at drikke kaffe og spise kage, og har lyst til cheesecake, må turen gå forbi den trendy café Lite Off på Davidshallstorg, der byder på byens bedste af slagsen.