Malmø med børn

Del artiklen her

Leg mellem de vilde dyr i Afrika. Tag en tur i lianerne i junglen. Spil teater og musik. Gå på line i cirkus eller leg i vand.

Ordet børnevenlig rækker næsten ikke, når man taler om Malmö - byen med 220 offentlige, kommunale legepladser, hvor en snes af dem er specielle tema-legepladser med unikke og specialbyggede legeredskaber.
Og skulle vejret ikke være til at lege udendørs er der flere indendørs legelande: Andys Lekland, Funhouse og Busfabrikken med rutsjebaner, hoppeborge og klatrestativer.

De større børn går heller ikke forgæves. Ved Västre Hamnen nord for centrum er der i den store Stapelbäddsparken nogle af Øresundsregionens bedste forhold for skatere. Og vil man indendørs, har Bryggeriet en glimrende skateboardbane.

Rundt i byen

Det er let at komme omkring i Malmö med både klapvogne og småbørn. Den kilometer lange gågade fører gennem byens centrum og forbinder de hyggelige torve, hvor man kan holde is- og kaffepauser. Der er også mange cykelstier i byen.

Fra maj til september sejler kanalrundfarten fra Norra Vallgatan syd for Centralstationen, eller man kan leje vandcykler ved Amiralsbron og selv tage en tur på kanalerne gennem Malmøs parker.
I sommermånederne kører museumssporvognen på lørdage og søndage. Ruten går fra Baneérkaje ved Sjöfartens hus via Stadsbiblioteket og Malmhus Slott til Bastionen, hvorfra sporvognen returnere igen. Turen tager 20 minutter.

Folkets park

Sveriges ældste folkepark har masser af aktiviteter for børn. Her er om sommeren en lille forlystelsespark, børnescene, mini bondegård og ponyridning, og selvfølgelig også en legeplads.
Malmö Reptilcenter har også adresse i Folkets Park. Den 500 kvadratmeter store jungle, hvor man kan opleve krybdyr og andre eksotiske dyr bag tykke glasvægge har åbent hele året.

Strand og badning

Bade kan man også hele året i Malmø. Et par kilometer vest for centrum ligger Ribban, den to km lange sandstrand Ribersborg Strand. Her er der om sommeren fyldt med badegæster.
I dårligt vejr kan man søge indendørs i Hylliebadet, hvor der året rundt er varmt badevand, rutsjebaner, boblepools og et 50 meter bassin.