Weekend med Linn

Kalmar

Linn om Kalmar:

"Turen begynder i København. Et par timer senere drejer vi af fra motorvejen og ind mod Ronneby i Blekinge. Vi er kun kommet halvvejs, men som teenager campede min familie ofte på Ekenäs Camping ude ved havet, så der har jeg besluttet, at vi skal drikke formiddagskaffe. Da kaffen er drukket og de hjemmebagte kanelsnegler spist, kører vi videre mod Kalmar. Da vi er checket ind på Stadshotellet midt i byen, når vi kun at gå 50 meter, inden vi finder det perfekte frokoststed. På Stortorget står nemlig en lille food truck. På menukortet, som er dejligt kort, er der libanesisk mad, som vi skyller ned med zingo - svensk sodavand. Vi fortsætter fra det libanesiske køkken til noget meget mere svensk. Gemt i den gamle bydel af Kalmar ligger Krusentiernska Gården. En smuk blomstrende have. Her kan du både medbringe egen picnic og købe svensk ”fika” i den lille café. Vi bruger over en time med at nyde solen og den svenske sommer. Kalmar er ikke så stor, så vi kan sagtens nå hele byen rundt til fods. Her besøger vi alle mine gamle yndlingssteder, inden vi spiser aftensmad med udsigt udover havnen. Sådan ender den første dag på vores mini-roadtrip.  Efter en solid morgenmad på Calmar Stadshotell har vi besluttet os for at kigge forbi Kalmar Slott, inden turen går videre til Öland. Slottet har forskellige udstillinger, og vi har fundet en fotoudstilling, som vi gerne vil se. Efter en portion kultur er det tid til formiddagskaffe. Det sker på Kullzenska, mit gamle stamsted, dengang jeg boede her. Kullzenska ligner en gammel dames hjem og de old school-værelser med lige så old school og charmerende møbler fortsætter i det uendelige her på første etage. Her er hyggeligt, og kagerne er lækre."

En hyggelig weekend med lækker mad og spa

Linns tips til Småland og Öland

Ideer til din ferie

Her var Linn på weekendtur