Funparks, aktiviteter og deres helt eget univers

Teenagere på Skiferie

Del artiklen her

Hvis I har børn i teenage-alderen – og den går reelt sådan ca. fra 8-9 års alderen til ca. et godt stykke op i 20’erne – så kender I sikkert godt tonefaldet, når der bliver sagt: ”Det altzå for keeeeedeligt!” Man kan godt høre, at begejstringen er til at overse!

Kendsgerningen er at de store børn hjertens gerne vil med på årets skiferie, men mange af dem får bare ikke det samme adrenalinkick som deres forældre ved at suse ned af den sorte piste eller ved at mærke naturens nærhed ude i langrendsterrænet.

De unge har etableret deres eget univers for skioplevelser. Et univers, hvor ord som ”540 Tail Grab”, ”Corkscrew 720”, "Lip Slide” eller ”One eighty” bruges med den største selvfølgelighed – og efterlader ældre generationer plovende af uvidenhed!

HARDCORE UNGDOMSKULTUR

Dette universet af yngre skifreaks trives i funparks eller snowparks blandt jumps, rails, halfpipes og meget andet, på ski, men mest af alt på snowboards. Det handler om at lege i sneen, og samtidig udfordre sig selv og alle de andre. Det er hardcore ungdomskultur – og det er ”mega grineren”!

Sammen med vintersportsstedernes snowparks findes der mange steder ”afterski”-aktiviteter, der passer godt til teenagersegmentet, som diskoteker, bowlinghaller, forlystelser og shopping-muligheder.

Et af de allerbedste steder i vores del af verden at opleve snowparks er ganske enkelt i Sverige. Her har stort set alle vintersportssteder forstået at snowparks er det nødvendige supplement til de klassiske pister og løjper. Dels for at tiltrække og tilfredsstille familier med store børn, og dels fordi selv garvede alpinister og udholdende langrendsløbere i både den 2. og 3. alder også har genfundet det indre legebarn og sneget sig over i stedernes snowparks. Tendensen er at flere og flere familier vælger at holde skiferien dér, hvor der udover gode piste- og løjpefaciliteter er en eller flere snowparks.

SNOWPARKS MED FLERE FORSKELLIGE NIVEAUER

Den bedste snowpark i Sverige ligger i Kläppen; den er i hvert fald 8 år i træk blev kåret som den bedste. Aktiviteterne i parken er efterhånden blevet så ekstreme og udfordrende, at man har bygget en Junior Park, hvor de mindre øvede og nybegyndere kan slå sig løs. Området med snowparks i Kläppen rummer i alt 210.000 m3 sne, og parken har nu fået sin egen lift, så man kommer hurtigere op og kan begynde på nye løjer.

Åre, der har status som internationalt anerkendt VM-skisportssted, har også en af Europas bedste snowparks, så hvis I vil opleve nogle af de kommende års absolutte superstjerner indenfor f.eks. Freestyle, så lad vinterferien foregå i Åre. Snowparken er så avanceret at den har flere forskellige linjer med hver sin sværhedsgrad.

Al begyndelse er svær, og det kræver mod og overvindelse at kaste sig ud i trickene første gang. I Stöten i Sälen har de taget konsekvensen. Her er ikke bare en af Sveriges allerbedste snowparks, men nu også en såkaldt BigAirBAG, der er en stor luftfyldt pude, der sikrer at man lander blødt uden risiko for at slå sig.

Det handler om at lege i sneen, og samtidig udfordre sig selv og alle de andre.

På en af Sveriges mest familievenlige skidestinationer, Branäs, findes der også en af Sveriges bedre snowparks med flere forskellige niveauer, og her har man også investeret i en BigAirBAG. Branäs har desuden en af Nordeuropas bedste skicross-baner, der indeholder både hop og storslalomsving. Skicross betegnes ofte som skisportens svar på motorcross. Læs mere om skicross her.

Kort sagt er det ikke noget problem at få teenagerne med på skiferie i Sverige – men der er måske lige et par nye ord, I skal lære...

Anbefalede aktiviteter