Indbyggertal og befolkningstæthed i Sverige

Sveriges indbyggertal

Del artiklen her

Sverige er med næsten 10 millioner indbyggere det mest folkerige land i norden. Alene i hovedstadsområdet ved Stockholm bor der mere end 2 millioner mennesker, mens landets nordlige områder til gengæld er noget tyndere befolket.

Den svenske befolkning vokser år for år. Det skyldes ikke mindst, at der for tiden er flere personer, der flytter til Sverige, end der forlader landet. I 2016 øgedes folketallet med knap 145.000, hvilket ifølge Statistiska centralbyrån bragte Sveriges indbyggertal op på 9.995.153 personer ved årets udgang.

De fleste svenskere har bosat sig i den sydlige del af landet, hvor klimaet er mildere og forbindelsen til det europæiske kontinent er bedre. I det sydlige Sverige ligger også befolkningstunge byer som Malmø, Gøteborg og Stockholm, der trækker indbyggertallet op.

Indbyggertal Stockholm

I Stockholms kommune ved den skønne skærgård, bor der cirka 936.000 indbyggere (dec. 2016), og den svenske hovedstad, der ofte kaldes Nordens Venedig, er derfor Sveriges folkerigeste byområde. Der bor mere end 2 millioner mennesker i hele hovedstadsområdet.

Indbyggertal Göteborg

Gøteborg kommune på den svenske vestkyst er det næststørste byområde i Sverige, når det kommer til indbyggertal. Den grønne gourmetby Göteborg kan bryste sig af talrige Michelin-restauranter og omtrent 557.000 beboere (dec. 2016).

Indbyggertal Malmø

I Københavns baghave lige på den anden side af Øresundsbroen ligger smukke Malmø, hvis kommune har 328.000 indbyggere (dec. 2016) og mange flere tilbud, end du aner.

Befolkningstæthed i Sverige

I Stockholms amt finder man landets højeste befolkningstæthed på cirka 350 indbyggere pr. kvadratkilometer. Har du lyst til at være alene, vil Jämtlands amt og Norrbottens amt i det nordligste Sverige være et bedre bud end hovedstadens mylder. De to nordlige amter har en gennemsnitlig befolkningstæthed på lige knap 3 personer/kvadratkilometer.

Kigger man på hele Sveriges areal inkl. søer og fordeler de knap 10 millioner indbyggere ud over hele landet, opdager man, at det gennemsnitlige befolkningstal pr. kvadratkilometer ikke er mere end cirka 22. Til sammenligning er befolkningstætheden i Danmark i gennemsnit 131 indbyggere pr. kvadratkilometer.

Anbefalede aktiviteter