Det svenske flag og flagdage i Sverige

Sveriges flag

Del artiklen her

Sveriges flag er blåt med et gult skandinavisk kors, der når til siderne af flaget. Denne udformning af den svenske nationalfane har været i brug siden 1500-tallet, mens de gule og blå farver går endnu længere tilbage. Siden 1906 har dette flag fungeret som Sveriges officielle flag.

Ifølge legenden skal vi tilbage til det 12. århundrede for at finde begyndelsen på historien om det svenske flag. Her så kong Erik den hellige et gult kors på den blå himmel, da han gik i land i Finland under det første svenske korstog.

Det tidligste historiske vidnesbyrd om flaget er dog et kongeligt brev fra midten af 1500-tallet, der i gammel sprogbrug beskriver flaget som ”gult udi korssvijs fördeelt påå blott”.

Alle de nordiske flag kan kendes på det skandinaviske kors, hvor de korte korsarme er forskudt i forhold til midten. Det gælder også Sveriges flag, hvis udformning formentlig har et forbillede i det danske flag.

Flagets blå-gule farver stammer fra det gamle svenske rigsvåben, der prydes af tre gyldne kongekroner på en blå baggrund.

Hvad hedder det svenske flag?

I modsætning til det danske Dannebrog og det britiske Union Jack, har Sveriges flag ikke noget navn.

Flagregler i Sverige

I Sverige er der en række traditioner og uskrevne regler for flaghejsning, som man gør klogt i at følge. Den vigtigste regel er, at man ikke hejser flaget om natten.

Det giver naturligvis nogle udfordringer, når flaget skal hejses nord for polarcirklen, hvor solen på visse tider af året aldrig står op. I den nordsvenske by Kiruna betyder det for eksempel, at man i december måned hejser flaget kl 9.00 og tager flaget ned igen allerede kl 11.50.

Den svenske vimpel

Vimplen er et meget udbredt alternativ til flaget, for i modsætning til flaget kan vimplen være hejst døgnet rundt. Den svenske vimpel bør være en tredjedel så lang som flagstangen er høj, og vimplen er delt i to felter på langs, som er henholdsvis blå og gul. Det blå felt skal være øverst, når vimplen sendes til tops i flagstangen.

Flagdage i Sverige

De officielle flagdage i Sverige falder på følgende dage:

1. januar - Nytårsdag.

28. januar - Kongens navnedag.

12. marts - Kronprinsessens navnedag.

Påskesøndag - Første søndag efter den første fuldmåne efter 21. marts.

30. april - Kongens fødselsdag.

1. maj - Arbejdernes internationale kampdag.

Pinsesøndag - 50 dage efter påske.

6. juni - Sveriges nationaldag.

Midsommer - Tredje lørdag i juni.

14. juli - Kronprinsessens fødselsdag.

8. august - Dronningens navnedag.

Valgdag - Anden søndag i september, hvert fjerde år.

24. oktober - FN-dagen.

6. november - Gustav Adolfsdagen, markerer slaget ved Lützen (1632).

10. december - Nobeldagen.

23. december - Dronningens fødselsdag.

25. december - Juledag.

Det svenske flags farver

Bundfarven i det svenske flag er den blå farve Pantone 301, mens korsets gule farve er Pantone 109 U / 116 C. Dette svarer omtrent til følgende noteringer på den digitale farveskala:

Gul:

R:255 G:206 B:0
C:1 M:18 Y:100 K:0

Blå:

R:0 G:85 B:155
C:100 M:68 Y:21 K:5

Anbefalede aktiviteter