Svensk camping

Del artiklen her

Med over 1000 campingpladser i Sverige er der masser af muligheder for gode campingoplevelser i vores naboland. I er velkomne med eget telt, campingvogn eller mobile home – og mange steder kan I også leje godt indrettede og veludstyrede hytter på campingpladserne.

Campingpladsernes beliggenhed i Sverige er helt fantastisk. Der er ikke mange steder hvor man, som i Sverige, kan bo så tæt på vandet og i så naturskønne omgivelser. Pladserne synes altid at være perfekt placeret i den svenske idyl - lige som man havde drømt om inden man tog hjemmefra.

De svenske camping- og hytteudlejeres sammenslutning SCR Svensk Camping udbyder næsten 500 campingpladser, der tilsammen råder over godt 75.000 pladser og 9.000 hytter. På www.camping.se kan du bestille din plads og samtidig læse mere om de campingpladser, som hører under SCR Svensk Camping. For at kunne bo på SCR Svensk Camping-campingpladserne skal du have camping-kortet 'Camping Key Europe', hvilket du også kan købe på www.camping.se, eller på en SCR Svensk Camping, for SEK 150. Kortet gælder året ud.

Service og faciliteter på de svenske campingpladser er altid meget høj. I kan trygt forvente, at der er rent og pænt, ryddeligt og velfungerende. Både på udendørs arealer, i bade- og toiletbygninger og overalt, hvor man færdes i fællesskab - ligesom alle andre steder i Sverige – er der pænt or ordentligt, og ting fungerer.

De fleste svenske campingpladser har en lille dagligvarebutik eller en kiosk, ofte også en café eller en restaurant, og masser af aktiviteter som f.eks. swimmingpool, minigolf, boldbaner, bordtennis, cykeludlejning, legepladser, børnevenlige badestrande og meget mere. Camping i Sverige er om noget et aktivt udendørs liv med oplevelser til alle i familien.

På en campingplads keder børnene sig aldrig; der er altid noget, der sætter fantasien i sving, altid andre børn at lege med – og børn kender ikke til sprogbarrierer. Desuden er der altid en voksen i nærheden til at gi’ en hjælpende hånd, hvis det er nødvendigt. En campingferie i Sverige er bare årets bedste børneferie – også for mor og far.