Storbyferie i Sverige

Del artiklen her

Storbyrejse til Sverige - Tæt på Danmark men alligevel anderledes Drømmer du om at tage på storbyferie i Europa? Hvorfor ikke rejse til Stockholm, Gøteborg eller Malmø, der på fornemste vis kombinerer det historiske og det moderne, det afslappede og det hurtige?

Uanset om du elsker hyggelige caféer og små spændende specialbutikker, leder efter verdenskendte historiske seværdigheder, vil have en stor kunstoplevelse eller noget helt fjerde, er der uden tvivl noget at rejse efter. Alle tre byer er derfor særdeles velegnede til din næste storbyferie.

Bonus: Hvad skal man pakke til rejsen? Se vores pakkeliste til storbyferie, hvor vi har samlet alle de vigtigste ting, som du skal huske på en storbyferie i Sverige.

Storbyferie i Stockholm

Stockholm er kendt som en af verdens smukkeste storbyer, og den svenske hovedstad er den perfekte destination for en skøn storbyrejse.

Skærgårdens blanke vand smyger sig tæt ind på byen og bringer naturen helt tæt på det livlige byliv. Stockholm, der ofte kaldes Nordens Venedig, byder på masser af oplevelser for den, der er ude efter en rigtig storbyweekend med gode restauranter og caféer, shopping, spændende udstillinger og historiske seværdigheder.

Seværdigheder i Stockholm

På en storbyrejse til Stockholm er der rig mulighed for at blive forkælet med nogle af verdens bedste attraktioner. Besøg for eksempel det imponerende og velbevarede krigsskib Vasa fra 1600-tallet på Vasamuseet. Eller tag familien med til Skansen, der er verdens ældste friluftsmuseum med et væld af aktiviteter for både børn og voksne.

Opdag 10 must-see seværdigheder i Stockholm, herunder det prisbelønnede Fotografiska Museet og Junibakken med Astrid Lindgrens kendte og afholdte børnebogsfigurer.

Shopping i Stockholm

Centralt i Stockholm finder du det charmerende Gamla Stan med de snørklede gader og det svenske kongeslot. Kvarteret byder på en lang række interessante specialforretninger, hvor du kan gøre gode indkøb af svensk design. Alternativt kan du besøge et af de velkendte stormagasiner NK, PUB eller Åhléns, hvor du kan boltre dig med et stort udvalg af kvalitetsvarer til en rigtig god pris.

Hoteller i Stockholm

Det er ikke vanskeligt at finde overnatning i Stockholm, for du er sikret et kæmpestort udvalg af hoteller, feriehuse, vandrerhjem og campingpladser. Se for eksempel 10 hoteller i Stockholm.

Storbyferie med tog til Stockholm

Det er let at tage et tog fra København til Stockholm. Turen tager ikke mere end 5-6 timer, og undervejs kan du læne dig tilbage og nyde det dejlige svenske landskab. Læs om mulighederne, hvis du skal med tog til Stockholm.

Bus til Stockholm

Foretrækker du bussen, er der flere busruter op gennem Sverige. Eksempelvis kører Swebus dig hele vejen til Stockholm.

Storbyferie med fly til Stockholm

Fra alle de store lufthavne i Danmark flyver der direkte fly til Stockholm. Så skal du hurtigt og bekvemt til Sveriges hovedstad, er flyet det bedste valg.

Storbyferie i Gøteborg

En storbyrejse til Sveriges næststørste by Gøteborg har uendelig meget at byde på. Fantastiske shopping-muligheder, mad i verdensklasse og en herlig skærgårds-natur.

Har du familien med, ligger nordens største forlystelsespark Liseberg midt i Gøteborg og giver sammen med oplevelsescenter Universeum og en lang række andre børnevenlige aktiviteter fremragende aktiviteter for både store og små.

Seværdigheder i Gøteborg

I hjertet af Gøteborg imponerer Kungsportsavenuen. Den smukke allé strækker sig 1 kilometer fra voldgraven ved kongeporten i den gamle bydel til Götapladsen med blandt andet Gøteborgs Kunstmuseum og Röhsska-museet for mode, design og kunsthåndværk. De fleste af Gøteborgs mange kulturtilbud ligger her i gå-afstand fra hinanden.

Sporvognene bringer dagligt Gøteborgs indbyggere rundt i byen, og du kan med fordel også bruge dette hyggelige transportmiddel på storbyferien. Hop for eksempel på sporvogn 11, der på en halv time tager dig fra centrum til Saltholm Terminal. Herfra sejler både ud i Skærgården mellem de hundredevis af øer og klippeskær.

Shopping i Gøteborg

Gøteborg er et fremragende sted for den shoppe-lystne. Her finder du alt lige fra de små trendy spisesteder og specialbutikker i charmerende Linnéstaden til Nordstan, der med 180 butikker er et af Sveriges største indkøbscentre. Læs mere om shopping i Gøteborg.

Rejse til og fra Gøteborg

Gøteborg er en af de storbyer, der ligger tættest på Danmark. Derfor er der naturligvis talrige muligheder for at komme frem og tilbage på en nem og bekvem måde.

Stena Line sejler på ruten Frederikshavn-Gøteborg med en overfart på omkring 3,5 time. Alternativt er det muligt at tage tog eller bus fra København til Gøteborg, ligesom der også er jævnlige flyafgange fra København og Aarhus.

Hoteller i Gøteborg

Lige ved kanalen i den gamle bydel ligger det lille stemningsfulde Hotel Pigalle. På den ene side har du vandet, og på den anden side ruller sporvognene forbi på de brostensbelagte gader. Tæt på den gamle bys hyggelige gademiljø og storcentret Nordstans kæmpe udvalg af butikker. Find mere inspiration til hoteller i Göteborg.

Storbyferie i Malmø

Malmø er en lille storby umiddelbart på den anden side af Øresund. Her kan du forkæle dine smagsløg på lækre michelin-restauranter eller shoppe på livet løs i både shoppingcentre og handelsstrøg. Eller noget helt tredje … Malmø er perfekt til en smuttur væk fra det kendte, men hvor du stadig kan nyde alle storbyens fordele.

Shopping i Malmø

De flotte, restaurerede bygninger i Malmøs gamle bymidte danner et perfekt miljø til storbyferien. Her kan du nyde en dejlig kop kaffe på en af de mange små caféer på Lilla Torg. Eller slentre ned ad Södergatan og blive inspireret til dit næste gaveindkøb.

Ønsker du at gøre alle dine indkøb under det samme tag, har du rig mulighed for at boltre dig i Emporia, der kåret til verdens bedste shoppingcenter. Centret har tre etager med mere end 200 butikker, og så ligger det lige ved Hyllie station, hvilket gør det til en leg komme til og fra med tog.

Seværdigheder i Malmø

I Malmø kan du opleve kunst i verdensklasse. Moderna Museet Malmö huser nogle af de allerstørste kunstnere med værker af bl.a. Picasso, Dalí, Matisse, Kandinsky og Rauschenberg.

For børnefamilien på storbyferie er der også rigeligt at tage sig til. Spredt ud over byen er 20 kreative temalegepladser. Med temaer om alt fra rumraketter til edderkopper og bondegård til eventyrland kan fantasien og legen få frit løb. Folkets Park midt i Malmø byder ligeledes på en række aktiviteter for børn og barnlige sjæle. Og så er der oven i købet gratis entré.

De historisk interesserede vil sætte pris på et besøg på Malmøhus slot, som er nordens ældste bevarede renæssanceslot. I 1500-tallet fungerede bygningerne både som slot, bolig og militær fæstning. I dag er det en del af Malmø Museerne, der viser udstillinger om teknik, natur, søfart og historie.

Wellness og spa i Malmø

Ren nydelse og afslapning. Skal du rigtig slappe af, finder du næsten ikke et bedre sted end et af Malmøs forrygende spa og wellness-centre. Du skal bare huske badetøjet, så bliver der sørget for resten. Prøv for eksempel Victoria Park Spa eller et af de andre fremragende spa og wellness-steder i Malmø og Skåne.

Hoteller i Malmø

Der er rigtig gode muligheder for at finde et billigt hotel i Malmø. Tag et kig på nogle af de mange typer af hoteller i Malmø og find det, som passer til dine behov.

Holder du mere af hostel og vandrerhjem, finder du naturligvis også dette i Malmø.

Rejse til og fra Malmø

Tre kvarter med tog fra Københavns Hovedbanegård og så står du midt i Malmøs bymidte. Lettere kan det ikke blive, hvad enten du går efter en shoppingdag eller en vaskeægte storbyferie. Både tog og bus kører i pendulfart til Malmø, og det er let at finde en afgang, der passer ind i dine planer.

Pakkeliste til storbyferie

Uanset om du pakker bilen, håndbagagen til flyet eller kufferten til toget, er der en række ting, som er absolut fornuftige at tage med på en ferie i storbyen.

Beklædning:

  • Sko, sandaler
  • Bukser, nederdele, shorts
  • T-shirts, skjorter
  • Bluser
  • Undertøj
  • Overtøj
  • Strømper og sokker
  • Bælte
  • Regntøj
  • Badetøj
  • Tandbørste, tandpasta, tandtråd
  • Barbergrej
  • Deodorant, parfume
  • Læbepomade
  • Hårbørste, kam
  • Kontaktlinser inkl. rensevæske
  • Shampoo
  • Sæbe
  • Makeup
  • Personlig hygiejne
  • Medicin, personlige recepter
  • Hovedpinepiller
  • Solbriller
  • Solcreme, after-sun
  • Batterier, opladere
  • Kamera inkl. hukommelseskort
  • Toiletsager
  • Andet

Anbefalede aktiviteter