På ski med de allermindste

Skiferie med baby

Del artiklen her

For rigtig mange er skiferien et must, men hvad gør man, når to bliver til tre, og det ikke er alting, der længere kan gøres, som man gjorde tidligere? VisitSweden sendte en familie med baby og bange anelser på skiferie. Læs, hvordan det gik.

Af Kent Kjersgaard-Hansen

For nylig læste jeg i et større dansk dagblad en artikel om træningsafhængige. Heri var der en yngre mand, der, da han hørte terminsdatoen for fødslen af sit første barn, tænkte ”satans, der røg den Ironman!”.

Alle, der kender mig, vil kunne skrive under på, at jeg ikke er træningsafhængig. Til gengæld er jeg dybt afhængig af den enorme frihed og glæde en skiferie giver, så da min kæreste blev gravid med vores første barn, skal jeg måske ikke sige mig helt fri for, at der efter glæden, nervøsiteten og alle de andre følelser, der er forbundet med så stor en omvæltning i ens liv, også har indsneget sig et ”det er virkelig dårlig timing i forhold til vintersæsonen" ind.

De fleste, jeg kender, lagde faktisk skiene og drømmene om det hvide vinterparadis på hylden i nogle år, indtil sønnen eller datteren blev stor nok til selv at få spændt brædder under fødderne for første gang. Andre har allieret sig med bedsteforældre eller anden familie for på den måde at kunne fordele pasningen af familiens yngste.

At droppe årets højdepunkt og bedste ferie – skiferien – var på ingen måde en mulighed for os, og rent praktisk kunne det ikke rigtig lade sig gøre at alliere os med pasningsvillige bedsteforældre, så vi måtte kaste os ud i skiferie-eventyret med en baby på fire måneder på egen hånd.

FRA DRØM TIL MARERIDT?

Jeg skal gerne indrømme, at det var med en hvis nervøsitet i kroppen, at vi forberedte os. Hvordan reagerer hun på den lange køretur? Hvad med kulden? Vil vi overhovedet få tid til at stå på ski eller risikerer vi, at den ferieform, som vi elsker overalt på jorden pludselig bliver et mareridt?

Da vi planlagde skiferien, blev vi hurtigt enige om, at vi ønskede oplevelser, som alle i den lille nye familie kunne være fælles om. Derfor var det centrale element i ferien flyttet fra alpine udfoldelser til langrend med den lille i en beskyttet kælk (en såkaldt pulk), men vi ville også kunne stå alpint. Derfor stod det hurtigt klart, at vi skulle til Sverige.

Vi endte med at vælge Funäsfjällen, men det kunne sagtens have været et andet sted i vort naboland, hvor der er mange skisportssteder, som byder på gode alpine oplevelser kombineret med smukke langrendsspor i dale og på fjelde.

Funäsfjällen består af de fem alpine områder Ramundberget, Funäsdalsberget, Tänndalen, Tännäs og Kappruet/Messlingen, og de udgør tilsammen det største skiområde i Sverige. Derudover hører Bruksvallarna, der er verdens længste, sammenhængende sporsystem på 300 kilometer, til det fantastiske område i det nordlige Härjedalen.

Vi valgte Tänndalen, der er områdets allermest familievenlige, og hvor vi kunne bo i hotellejlighed for foden af pisterne og med langrendssporet lige uden for døren.

PERFEKT KOMBINATION

Hvordan gik det så? Det gik fantastisk, og alle vores bange anelser blev lynhurtigt gjort til skamme. Dagene gik med alpint skiløb om formiddagen, hvor vi skiftedes til at suse ned ad de perfekt præparerede pister i Tänndalen, mens den lille sov formiddagslur i den frostklare sol.

Når hun vågnede, nød hun at sidde hos os og kigge på de mange børn i skiskolen, eller skiftevis tage imod mor eller far, der kom susende ned ad bakken.

Om eftermiddagen kom hun i pulken, og vi tog alle tre på eventyr i de mange langrendsspor omkring Tänndalen og Sveriges ældste fjeldhotel, Fjällnäss Reserve.

Det kan være svært at vurdere, hvor meget et barn på fire måneder får ud af at være med på ferie, men det virkede, som om hun nød det i fulde drag. Solen og sneen var et herligt afbræk fra den triste og grå danske vinter.

Stilheden i langrendssporet, hvor den eneste lyd er ens eget åndedræt og lyden af pulkens bund, der trækkes hen over sneen, blev ofte afbrudt af en stille pludren, og når vi holdt pause med chokolade og varm te, var der mange smil at hente under tæpperne i pulken.

ANDET END SKILØB

Inden afrejsen var vi meget bevidste om, at det her ville blive en anderledes skiferie, end det vi var vant til. Derfor havde vi også aftalt, at alt ikke skulle handle om skiløb.

Vi havde derfor planlagt to dage med forkælelse – én til far og én til mor. At det hele ikke skulle handle om skiløb, blev dog forpurret lidt af, at undertegnede valgte, at hans dag med forkælelse skulle handle om skiløb – nærmere bestemt off-piste skiløb.

Funäsfjällen byder på fantastiske muligheder for skiløb uden for pister og er bl.a. det sydligste sted i Sverige, der tilbyder heliskiing. Et alternativ til det udfordrende skiløb med helikopter er snescooter off-piste med Sport Mafiaen. Her er plads til otte personer, der bliver trukket væk fra de afmærkede pister til de uberørte fjeldsider i området ved Ramundberget, hvor det er stilheden og den jomfruelige puddersne, der regerer.

Det var et fantastisk afbræk fra bleskift pludselig at stå der i cirka 30 centimeter nysne. Snescooterens brummen høres i det fjerne, da den kører en anden vej for at komme ned til det aftalte opsamlingssted.

Så kommer stilheden, inden en af de andre skiløbere spørger ”får jag åka först?” Han venter ikke på svaret, men peger skiene mod dalen med et ”yeeeehaaaaaaa!!!!”, mens vi andre først misundeligt ser til, inden vi én efter én lader skiene glide gennem pudderet med retning mod skoven og snescooteren, der venter nedenfor – parat til at give os et lift til nye uberørte fjeldsider. Himmelsk.

SPA OG GASTRONOMI I VERDENSKLASSE

Sveriges ældste fjeldhotel, Fjällnäss Reserve, er himmelsk. Hotellet ligger uhyre idyllisk ved bredden af søen Malmagen og med udsigt mod Tänndals-fjeldet.

Her er luksus og selvforkælelse for alle pengene, så den nybagte mor havde valgt, at hendes dag med selvforkælelse skulle være i disse smukke rammer. Hotellets spa, Mii Gullo – der betyder, ”hvordan har du det?” på samisk – blev i år kåret som Sveriges Best Luxury Resort Spa, og det var da også en luksuriøst forkælet mor, der mødte os efter godt en times spabehandling.

Datteren og jeg havde også fået lov at komme med i spa-området, hvor vi nød synet af den nedgående sol i liggestolene ved siden af pejsen, men også vovede os udenfor i frosten, hvor vi kunne lade os nedsynke i det dampende spabad, der ligger i niveau med den frosne sø. Det er nærmest en ud-af-kroppen-oplevelse.

DET BEDSTE RÅD: BARE GØR DET!

Det var en træt familie, der en uge efter afrejsen fra Danmark lagde sig til at sove i kahytten i Stena Line-færgen fra Oslo mod Frederikshavn. Men det var også en familie fuld af energi og fælles oplevelser og følelsen af, at tingene ikke behøver at være så svære.

Vi – primært jeg, der nok stadig er den mest ski-afhængige i familien – havde frygtet det allerværste. At der slet ikke ville være tid nok til skiløb, og at vores datter ville synes, at der var alt for koldt. Det var på ingen måde tilfældet. En ny ”skiløber” er født, længe inden hun er parat til selv at få ski under de bittesmå fødder, og vi glæder os allerede til vinter, hvor hun nu kan gå endnu mere med på eventyr i den sne, vi som forældre elsker enormt.

Det er aldrig for tidligt at give glæden ved skiløb videre til næste generation, så glem alt om at holde et par års pause fra skiferien.

Anbefalede aktiviteter