Santa Lucia i Sverige

Del artiklen her

To ting kan man være sikker på den 13. december i Norden: det er mørkt, og det er koldt. Derfor gør svenskerne, hvad de kan for at bringe lys og varme til dagen med fejringen af Santa Lucia. Og så spiser de en masse ’lussekatter’.

Optog med stearinlys, korsang og varm glögg med kage til. Det er, hvad der venter dig, hvis du besøger Sverige på Santa Lucias dag den 13. december. Overalt i de svenske skoler, medborgerhuse og kirker er hovedattraktionen Santa Lucia-optoget, som syngende bringer skæret fra stearinlys fra rum til rum. Meget lig den danske tradition er de fleste lysbærere klædt i hvidt, men enkelte kan også være klædt ud som peberkager eller ’stjernedrenge’.

Det er ikke tilfældigt, at de danske Lucia-ritualer ligner de svenske så meget, for faktisk fik danskerne i sin tid idéen fra de vestsvenske egne. Nutidens skikke stammer fra en blanding af forskellige traditioner, men ikke mindst er dagen en fejring af lyset (på latin ’lux’). Både i Danmark og Sverige er det primært børn og unge, der står for at sprede lysets glæder.

Foto: Cecilia Larsson / Imagebank.sweden.se

Tilskuere til optoget kan roligt nyde en kop varm glögg og en lussekatt – safranbollen som er obligatorisk på Luciadagen.

Lussekatter - Luciabrød med safran

Som nævnt er det traditionelle bagværk, lussekatt, en stor del af den svenske Lucia-tradition. Det er en s-formet bolle med safran i, hvorfra den får sin gule farve. Hvis du har lyst til at bringe lidt Lucia stemning ind i dit eget hjem, kan du bage dine egne lussekatter ved at følge opskriften nedenfor.

Opskrift på Lussekatter (35 stk.)

50 g gær

100 g smør

5 dl mælk

250 g fromage frais

1 g safran

2 dl sukker

½ tsk salt

Ca. 17 dl hvedemel

Rosiner

1 æg

Sådan gør du:

Smuldr gæren i en skål. Smelt smørret i en gryde. Tilsæt mælken og varm op til fingervarme – ca. 37 grader. Hæld væsken over gæren og rør rundt – til gæren er opløst. Tilsæt fromage frais, safran, sukker, salt og det meste af melet. Ælt dejen til den bliver blank, smidig og slipper skålens sider. Tilsæt eventuelt mere mel. Lad dejen hæve tildækket i 30 minutter. Form dejen til luciabrød og læg dem på smurte plader. Lad brødene efterhæve i 20-30 minutter. Pynt med rosiner. Pensl med pisket æg. Bag brødene i midten af ovnen i 5-7 minutter ved 225 grader.

Foto: Helena Wahlman / Imagebank.sweden.se

Anbefalede aktiviteter