Med tog til Sverige

Del artiklen her

Københavns Hovedbanegård – og dermed resten af Danmark – er koblet på det store og velfungerende svenske jernbanenet. Her kan man nemt komme til Sverige med DSB Øresunds og SJs (de svenske statsbaner) mange tog, der kører direkte over Øresund.

Det betyder, at toget direkte fra København er et effektivt transportmiddel, når I skal på ferie eller bare på indkøb en enkelt dag i hele det sydsvenske område helt op til Göteborg eller Stockholm. Samtidig er der forbindelse med SJs øvrige tog til resten af Sverige. Toget passer rigtigt godt til en shoppingtur i Sydsverige, fordi stationerne oftest ligger midt inde i centrum tæt på forretningsgaderne.

Rejs nemt over broen

De mange tog over broen har gjort København og Kystbanen fra Helsingør til en integreret del af hele det sydsvenske regionale togsystem. Fra Danmark kan I nu komme med direkte og behagelige tog til en lang række sydsvenske byer. Öresundståg kører med høj frekvens direkte til bl.a. Malmø, Kristianstad, Karlskrona, Växjö og Kalmar samt mange flere byer i det sydlige Småland og byerne op langs den svenske vestkyst fra Helsingborg til Göteborg. Flere steder er der forbindelse videre med bl.a. Skånetrafikens Pågatåg til fx Ystad og Simrishamn.

Generelt er det muligt at medbringe cykler på toget til Sverige, så længe du husker at købe en cykelbillet. Tjek gerne med DSB Øresund eller Öresundståg, om der kræves reservation på det tog, I skal ha’ cykler med. Læs mere på DSB’s hjemmeside om de mange togforbindelser i Syd- og Vestsverige.

Triangeln station, Malmø. Foto: Werner Nystrand

Kom hurtigt frem med X2000

SJ har tog direkte fra København til Stockholm med stop i de store byer i Småland og Östra Götaland, der gør det muligt at komme frem på bare ca. 5 timer. Langt de fleste afgange køres med det komfortable højhastighedstog X2000, der tilbyder både internetopkobling undervejs, servering og valg mellem 1. og 2. klasse. Læs mere om SJ og togforbindelserne fra København.

På skiferie med tog

Udover at tage toget fra København til de sydsvenske byer, er det også muligt at tage toget til din skiferie i Sverige. På den måde kan man let komme længere op i Sverige til et sjovt og udfordrende skiløb. Eksempelvis kan man tage Snälltåget direkte fra Malmø til skidestinationen Åre. Her tager man afsted fra Malmø om eftermiddagen og bruger resten af dagen og natten ombord på toget, og når du vågner næste morgen, er du fremme i skiparadiset. Dette er en yderst hyggelig og økonomisk måde at rejse på, og hvis I er flere, der rejser sammen, fx hele familien, er det muligt at booke jeres egen sovekupé. Læs mere om booking af togbilletter.


Anbefalede aktiviteter