Välkommen till Jönköping

Jønkøping

Del artiklen her

Uanset om du rejser alene, med en partner eller en hel børnefamilie, kan Jønkøping tilbyde en “komplet pakke” af aktiviteter, oplevelser, sjov og gourmet. Tag dig tid til at snuse til historien på museer og besøg historiske bygninger, eller lad op med sjov og forkælelse på stranden og i dejlige restauranter.

Jønkøping (Jönköping) ligger med sine knap 90.000 indbyggere smukt ved sydspidsen af den Sveriges næststørste sø Vättern. Efter, i starten af 1970erne, at være vokset helt sammen med byerne Huskvarna og Norrahammar er Jønkøping i dag Sveriges niende største by.

“Jönköping har dog også været angrebet og plyndret adskillige gange af danskere og, naturligvis, underlagt Danmark i lange perioder”

På grund af sin strategiske placering på korsvejen mellem de vigtige handelsveje langs floderne Nissan og Lagan, samt vejen mellem regionerne Östergötland og Västergötland, har Jønkøping en lang historie som handelsby, med formelle rettigheder tildelt helt tilbage i 1284.

Byens geografiske placering har dog også gjort at den var udsat i forhold til fjendtlige angreb. Den har dog også været angrebet og plyndret adskillige gange af danskere og, naturligvis, underlagt Danmark i lange perioder da Skåne, Halland og Blekinge var dansk område.

Jønkøping har været kendt for en stor tændstiksindustri igennem årene 1845-1970, og er i dag stadig et vigtigt logistik-centrum for flere store virksomheder, blandt andet IKEA, Husquarna og Electrolux.


Seværdigheder og attraktioner i og omkring Jønkøping

Jönköpings Läns Museum

Som et kunst- og kulturhistorisk centrum for området byder Jönköpings Läns Museum indenfor til et kig på flere spændende samlinger. Blandt andet er her store samlinger af svensk 1900-tals kunst fra så forskellige perioder og retninger som ekspressionisme, naivisme, ny salighed og Gøteborg-skolerisme – dog har museet et fokus på nationalromantiske stemningsmalerier. Besøg museet her.

Selve museumsbygningen er tegnet af arkitekten Gustaf Lettström og indviedes i 1955, mens en ny tilbygning af Carl Nyrén blev tilføjet i 1992. Museet drives i dag (siden 1977) af Stiftelsen Jönköpings Läns Museum.

Tändsticksmuseet

Et interessant besøg venter ved Tändsticksmuseet (tændstik-museet) i Jønkøping, som siges at være det eneste af sin slags i Verden. Beliggende centralt i Västra Storgatan har museet til huse i de gamle bygning, der fra 1848 var byens første tændstikfabrik.

Dette moderne fabriksmuseum formidler - ved hjælp af udstillinger af maskiner og produkter, samt billeder og effekter – en spændende rejse gennem tændstikindustriens storhedstid og frem til i dag.

Til en dejlig og hyggelig dag udendørs er Jönköpings Stadspark et ideélt mål. Etableringen af dette parkanlæg påbegyndtes allerede i 1896 og området omfatter i dag hele 37 hektar, beliggende på Dunkehallaplatån i 30-50 meters højde over bykernens niveau.

Jönköpings Stadspark

Jönköpings Stadspark er hjemsted for mange historiske bygninger og fortidsminder, og fungerer som en slags ”smålandsk friluftsmuseum” med flere fine udsigtspunkter oven i købet. Parken huser også fodboldstadionet Stadsparksvallen.

Sofiakyrkan

I Jønkøping centrum ligger også Sofiakyrkan, som det kan anbefales at lægge vejen forbi. Denne kirke fra 1880erne, opkaldt efter Kong Oscar II´s hustru Dronning Sofia, er et fint eksempel på ny-gotisk stil, tegnet af arkitekt Professor Gustaf Dahl. Kirkerummet giver et ”luftigt” og rumligt indtryk, og som centrum for rummet ses alteret helt i træ, og i korets sydlige ende Triumf-krucifikset udført af billedkunstneren Eva Spångberg. Et 1600-tals maleri, indkøbt i Rom, af ”Måltidet i Emmaus” kan også ses i kirkens kor.

Tag en skærgårdstur på Vättern

Jönköping er kendt for sin smukke natur, og den allerbedste udsigt over landskaberne får du fra fjeldtoppen Tabergs Topp, som er 343m høj og egner sig helt perfekt til picnic. På dage med klart vejr kan du se hele 70 km omkring dig! Ved byens gæstehavn i centrum giver de hyggelige cafeer og spisesteder et herligt liv og miljø, og fersk fisk fra Vättern er naturligvis hjørnestenen i de lokale specialiteter. Tip: Hop ombord på båden M/S Nya Skärgården og oplev den enorme sø Vättern.

Strand og badeland

Er man heldig med vejret vil en tur til stranden sikkert friste. Heldigvis har Jønkøping sin egen dejlige sandstrand ved Vätterns sydspids, nemlig ”Vätterstranden”. Der er tale om en ganske lang badestrand med sand- og grusbund, der giver gode badeforhold og masser af liv på solrige sommerdage. Spring i det klare søvand og nyd en forfriskende dukkert!

Skulle vandet være lidt for koldt, så vil børnene elske badelandet i Rosenlund!

Mix mellem shopping, golf og historie

I det kæmpestore varehus A6 findes alt, hvad dit shopping-hjerte måtte begære, men byen er også en drømmedestination for golfere. Her finder du blandt andet Jönköpings GK, Hooks Herrgård og den sagnomsuste Sand GC. Er du interesseret i tekstilhistorie, så er en visit til Huskvarna et must! Her finder du blandt andet den 300 år gamle Smedbyn, hvor symaskine-eventyret for mærket Husqvarna tog sin begyndelse.

Jønkøpings Restauranter

Med alle de spændende aktiviteter, seværdigheder og udfoldelsesmuligheder Jønkøping og omegnen byder på vil sulten uundgåeligt melde sig – måske også ”lækkersult” et par gange om dagen, og så er Jønkøping bestemt ikke noget dumt sted at være.

Over stort set hele byen vil du finde et godt og bredt udvalg af mangeartede restauranter i forskellige prisklasser, men altid relativt billigt i forhold til kvalitet og helhedsoplevelsen. Du kan finde lækker mad fra alle verdenshjørner, såvel som veltilberedte egnsretter af lokale kvalitetsråvarer. Hent inspiration til din næste madoplevelse i Jønkøping lige her.

Bo på hostel, vandrehjem eller hotel i Jønkøping

Du finder let et hotel i Jønkøping. Der er blandt andet flere hoteller i centrum, som ligger i gåafstand fra Jönköping Centralstation, byens seværdigheder og restauranter – og ikke mindst Vättern. Skal hoteloplevelsen være lidt ud over det sædvanlige, kan du overnatte på det unikke designhotel Vox Hotel, hvor du bl.a. kan booke et værelse med panoramaudsigt over Vättern.

Book din overnatning på et vandrehjem eller hostel, hvis du foretrækker et billigere alternativ til at bo på hotel.

Camping i og omkring Jønkøping

Vättern er et oplagt camping-mål, og omkring Jønkøping finder du idylliske campingpladser med nem adgang til alle områdets mange aktiviteter og afslappende sandstrande. Find alle camping-mulighederne omkring Jønkøping via camping.se.

Anbefalede aktiviteter