Guide til hoteller i Sverige

Del artiklen her

Hotellerne i Sverige tilbyder generelt overnatninger og ophold af høj kvalitet, et righoldigt og varieret udbud af faciliteter og oplevelser, og ikke mindst en gæstfri følelse af at være velkommen – også som børnefamilie.

Alene de lange afstande har skabt et behov for de mange hoteller, I kan finde i Sverige. I de store byer og de fleste provinsbyer findes et stort antal hoteller i forskellige prisklasser fra store kædehoteller til store og små private hoteller.

Ude omkring i det svenske landskab finder I også hoteller på herregårde og godser, gårdhoteller samt gæstgiverier og kroer med århundredes traditioner og ofte med et køkken, der tilbyder store gastronomiske oplevelser.

Antallet af hoteller rundt om i Sverige med deciderede faciliteter indenfor spa og wellness eller skabt med særligt design eller luksus er vokset voldsomt de senere år, og her venter der jer særlige oplevelser. Og så er der selvfølgelig alle bade- og skisportshotellerne, der er særligt skabt til store og små ferier udenfor i naturen.