Mini guide

Fascinerende historier og gode madoplever på Skånske slotte

Del artiklen her

I Skåne kan du finde omkring 150 slotte. De rummer alle fascinerende historier, men også meget andet: Smukke parker, kunstudstillinger eller spændende rundvisninger. Mange slotte har desuden specialiseret sig i at give dig en kulinarisk oplevelse i de unikke rammer.

SOFIERO SLOT

”Europas smukkeste slot med magnifik park og slotshave” – i 2010 modtog Sofiero denne hædrende udmærkelse. Parken og slottet har tidligere været kongelig sommerresidens. Kong Oscar II opførte Sofiero i 1865 og tilegnede slottet til sin kære Sofia, deraf navnet Sophie-Ro. Gustav VI Adolf forærede parken til Helsingborgs stad i 1959, og siden 1974 har den været åben for offentligheden. Sofiero slotspark er en blomstrende oase, der hvert forår prydes af 10.000 rododendronbuske, som springer ud i en kaskade af farver. Rododendronsamlingen består af hele 300 forskellige arter og 300 hybrider. Udover blomstrende rododendroner i kløfterne byder Sofiero også på kunstudstillinger, koncerter og andre arrangementer.

Sofiero Slotsrestaurant, Foto: Lars Strandberg

I det sene efterår lukker slottet for vinteren, men parken og haverne er åbne med fri entré kl. 11-16, så du kan nye skønheden året rundt. Slotsrestauranten ligger i slottets hovedbygning med en fantastisk udsigt over Øresund og Danmark. Her serveres det bedste, som egnen kan byde på; en kombination af mad og vin hvor respekt og forkærlighed for det lokale dominerer. Menuerne er sæsonbetonede og følger årstiderne.

Der er velsmag for alle pengene, når svenskerne holder disse lækre traditioner i hævd.

BÄCKASKOGS SLOT

Du skal ind i landet. Cirka 10 km nordøst for Kristianstad. Ud på en tange mellem to glitrende søer. Her finder du Bäckaskogs Slot. Kong Karl XV benyttede i sin tid slottet til rekreation og landsted. Nu er det din tur til lidt kongelig afslapning i smukke skånske omgivelser. Kom og nyd et køkken, hvor kokkene kræser for alle dine sanser. Hele november er der fx gåsemiddag på Bäckaskog Slot. Der er velsmag for alle pengene, når svenskerne holder disse lækre traditioner i hævd.

BJÄRSJÖLAGÅRDS SLOT

Slottet kan trække sine aner helt tilbage til den tidlige middelalder. For lige i nærheden af det nuværende slot fandtes en mægtig borg fra 1300-tallet ved navn Beritzholm. I dag er Bjärsjölagårds Slot slottet anerledes civiliseret og byder dig velkommen med 18 smukt indrettede gæsteværelser på selve slottet og yderligere 9 i et charmerende gæstehus lige ved siden af hovedbygningen. Brug slottet til større begivenheder som bryllup, runde fødselsdage eller konferencer. Menuen skifter med sæsonen. Så når tiden er til det, kan du nyde retter som brændenældesuppe med vagtelæg og løjrum, en gang vildt med tilbehør og en kraftig vildtsky smagt til med mørk chokolade eller en rabarbersuppe med lakridsmousse.

Stedet kræser om sine gæster. Kronovalls Vinslots dygtige personale sætter dig i centrum, fra du kommer, til du går.

HÄCKEBERGA SLOT

Häckeberga Slot på en lille holm midt Häckebergasøen i noget af Skånes allersmukkeste natur. Häckeberga Slots oprindelse kan føres tilbage til 1300-tallet, men slotsbygningerne er fra 1875. De er opført i senrenæssancestil med Helgo Zettervall som arkitekt. De emmer af historie. Og køkkenet er fantastisk. Stedet er perfekt til en weekend, hvor I forkæler jer selv. Eller hvad med at leje hele slottet og holde fest, der vil gå over i historien? Slottets restaurant sætter en ære i at bruge lokale råvarer og afspejler altid sæsonen. Langt de fleste, som har besøgt stedet, siger samstemmende, at køkkenet alene er turen værd.

Häckeberga Slot

KRONOVALLS VINSLOT

Österlen er en smuk og frugtbar del af Skåne. Det ligger i det sydøstlige hjørne. Her finder du Kronovalls Vinslot, omgivet af lysegrøn bøgeskov. Hvert af de femten værelser på slottet er unikt og er opkaldt efter forskellige druesorter. Stedet kræser om sine gæster. Kronovalls Vinslots dygtige personale sætter dig i centrum, fra du kommer, til du går. Nyd fx en slotsweekend. Start med afternoon tea. Hør lidt om slottets historie. Deltag i en vinsmagning af tre røde vine. Nyd en femretters menu baseret på lokale råvarer, som fx kalv fra Kurt i Långeröd, lam fra Skepparps Vingård, vildt nedlagt i skoven udenfor, grøntsager fra Orelund, ost fra Soldattorpet eller Wilhelmsdal. Ud over de femten værelser på slottet, har stedet også otte værelser i bygninger i tilknytning til slottet. Vælger du et af disse, skal du se det som en ekstra chance for at opleve den smukke slotspark.

SVANEHOLMS SLOT

Historien om Svaneholms Slot kan føres direkte tilbage til 1530, hvor Maurits Sparre fik den gode ide at bygge et slot i dette storslåede område. Slottet ligger mellem vidtstrakte sletter og kuperede bøgeskove. Siden 1969 har slottet haft en restaurant, der er anerkendt for dens høje gastronomiske profil. Grundstenen er det klassiske fransk køkken med et skånsk pift. Menuen skifter med sæsonen, og alt laves fra grunden. Resultatet smages, når du får din tallerken og nyder dette lille kunstværk til alle dine sanser.

Anbefalede aktiviteter