Spændende historie

Kalmar Slott

Del artiklen her

Dine fodtrin runger mellem de gamle tykke vægge, når du går ind gennem hvælvingen til Kalmar slots borggård. Herfra har man forsvaret Sveriges grænse gennem flere århundreder. Slottets omfattende historie fortælles i flere udstillinger, og når dit sind er fyldt af lærdom, kan du fylde andre depoter op i caféen eller restauranten.

Udstilling om 800 års historie

Gennem slottets 800-årige eksistens har historien budt på mange forandringer. Regenter har kommet og gået, rigets grænser har flyttet sig, og slottet er blevet anvendt på mange forskellige måder. I guvernørboligen beskrives Kalmar slots historie. Hvert rum viser en epoke, en begivenhed eller et tema. Du kan fordybe dig i Kalmarunionens historie, Vasaprinsessernes liv eller måske blive forundret over den kongelige kost gennem århundreder.

Guidede rundvisninger og restaurant
Hvis du vil opleve noget ekstraordinært på Kalmar slot, kan du deltage i en af de daglige guidede ture eller kigge i slottets kalender med specielle rundture, der handler om tiden som kvindefængsel, de arkitektoniske mesterværker eller perioden som grænsefæstning. Er du modig, kan du følge med på en rundtur efter mørkets frembrud. Den nye slotsrestaurant blev indviet i august 2014. Køkken og restaurant er udbygget og har fået nyt interiør. Her spiser du godt mandag til lørdag (caféen har åbent om søndagen). Du kan også booke en historisk middag.

Børnenes slot
Om sommeren forvandles Kalmar slot til børnenes slot. Hvis du tør, venter spændende eventyr og hyggelige stunder med historiefortællinger, når Kalmar slot slår portene op for alle børn. Du vil møde den uhyggelige spøgelsesdame i fangehullet, og du skal hjælpe hofnarren med at finde en skat. Forskellige aktiviteter afløser hinanden dagen lang og indgår i entrébilletten.

Er du mellem tre og tolv år kan du opleve de herlige og spændende eventyr på Kalmar slot. I Borgstuens værksted venter inspirerende sysler, og hen ad aften er der børneteater og show med alsang.

Slotskamp for større børn
Er du fyldt syv år, er du velkommen til at trække i væbnerdragt og med et trylleslag blive flyttet tilbage til 1500-tallet. Du og dine venner skal forsvare Kalmar slot mod fjenden. Dragen skal besejres, og længst inde i labyrinten findes en skat. Det kan gå hedt til, så måske må du flygte ud gennem Gustav Vasas toilet. Når du har reddet slottet, bliver du kåret til ridder, hertug eller prinsesse.

Eventyrfe og prinsesse for de yngste
I Rödkullatårnet fortæller feen eventyr fra gamle dage mellem puderne under den vågende drage. Eller følg med prinsesse Anna Vasa på en hemmelig tur gennem slottet. Lær hvordan man nejer for dronningen, hvordan prinsesser sover, og hvad kongefamilien spiser. Måske får du lov til at se fangehullet. Besøg også Vasaværkstedet og lav din egen tryllestav eller et flot ridderskjold.

Åbningstider

1/6 - 21/6
10-16
22/6 - 31/6
10-18
Sept.
10-16
Okt.- nov.
10-16