Top 5: Miniferie i Sverige

Del artiklen her

Har du brug for et godt ’treat’ til sjæl og legeme? Komme væk hjemmefra og blive forkælet? I Sverige skabes den helt rigtige ramme, hvad enten det er gastronomi i højsædet, I søger, et hyggeligt slotsophold, rekreativ skærgårdssejlads, fyldte shopping poser eller bare hygge med svensk kage og kaffe. Gå under radaren for en stund og vælg Sverige.

Top-fem guide til miniferie i Sverige:

Sæt tænderne i Sverige

Svenske restauranter har svunget sig op i international liga med sublime madoplevelser. De markerer sig nemlig med i alt 26 Michelin-stjerner i 2017 til restauranter i hele landet ifølge den seneste Michelin-guide, men der er også mange gode spisesteder, der ikke koster så meget.

Malmø: Vollmers i Malmø har hele to stjerner for første gang nogensinde! Men prøv også Bloom in the Park og Sture. Man kan nemt nå Malmø for en aften, hvis man bor i Københavnsområdet, men der er også hyggeligt at overnatte. Gøteborg: Den grønne by er mekka for fiske- og skaldyrsretter og har bl.a. Michelin-restauranterne Bhoga, Koka og SK Mat & Människor. Stockholm: Oaxen Krog i den svenske hovedstad har to stjerner og er en helt særlig oplevelse. Herudover har flere andre en stjerne, bl.a. Ekstedt, Esperanto og Gastrologik. Skønne Växjo i Småland har PM och Vänner, som er et gastrohotel med flere restauranter.

Romantik i historiens vingesus

Trænger I til et ’retreat’, kan slotte og herregårde i Sverige give tid til hinanden, ro, kultur og naturskønhed. Mægtige borge, statelige slotte og elegante herregårde byder hjerteligt velkommen. Skåne er et slaraffenland udi netop det. Nogle er konverteret til hoteller, og andre viser udstillinger, kokkererer, så englene synger, og guider rundt i de historiske gemakker. Læs mere om slotte og herregårde i Sverige her

Skærgårdsliv med driverliv

Oplev den svenske skærgård, som findes i Vestsverige, Blekinge, Västervik og Stockholm. Gør det bl.a. på de såkaldte skaldyrssafarier, hvor man sejler rundt og fisker skaldyr, hvorefter de enten tilberedes og nydes i naturen eller på en hyggelig restaurant. Eller tag på ø-hop i skærgården – du behøver ikke engang din egen båd men kan komme rundt mellem øerne med skærgårdstrafikken og nyde øliv og bølgebrus fra første parket. Tusindvis af små øer og skær ligger i de svenske skærgårde med yndige små fiskelejer og friskt sejlerliv – og skaldyr, sæler, fisk og fugle. Hver med deres udseende, som spænder fra de runde rødbrune skær på vestkysten til den stockholmske skærgård med træer. Maritime nationalparker. Og god mad. Et ægte retreat på bølgen blå. Hvis der læses krimier, bør man fx se fiskelejet Fjällbacka, kulissen fra Camilla Läckbergs historier.

Shop og lop amok i Sverige

Shoppestemningen i det svenske er skøn, og den svenske krone er lav i forhold til den danske. Man kan både vælge shoppepulsen i byerne eller langt ude på landet, hvor loppemarkederne er populære. Pak bilen og styr efter tøj, design, kunsthåndværk, gadgets eller gaver – og vilde loppefund. Og sæt også gerne lidt tid af til at spise godt. Læs mere på vores side om shopping i Sverige

Loppemarked, Foto: Faramarz Gosheh

Fika: Det sødeste adelsmærke

Brug for en sød pause fra hverdagen? På et get away i Sverige med hygge i hinandens selskab bør ”fika” være en del af opskriften. Fika er nemlig det svenske ord for kaffe og kage, og måske det allermest svenske DNA, man møder både i byer og ude på landet. I Sverige er man eventyrligt god til at mikse de søde ingredienser, så resultatet får mundvandet til at løbe, og man under sig selv en pause med kage og kaffe/the til – måske flere gange om dagen. Der er mange prisbelønnede kafferisterier i Sverige, og White Guide er god til at hjælpe med at snuse de bedste bønner op. Se de bedste fika steder i Stockholm, Skåne og Göteborg

Den svenske 'fika', Foto: Tina Stafrén / imagebank.sweden.se