I Sverige er sikkerhed altid en priotitet

Sikkerhed på ski

Del artiklen her

Det er vigtigt at føle sig helt tryg, når man begiver sig ud for at nyde de indbydende skiområder – ikke mindst når man har børn og begyndere med på turen.

Naturligvis er sikkerhed ligeså vigtigt for begyndere såvel som øvede skiløbere og eksperter – udstyr, vedligehold, liftsystemer, serviceniveau og beredskab skal altsammen være i orden.

Og når det handler om sikkerhed kan du være sikker på, at Sverige er det helt rigtige valg til din skiferie. Du kan stole 100% på udstyr, den professionelle vejledning og service, anlæggenes kvalitet og vedligeholdelse, samt venlig og imødekommende opmærksomhed på din og din families sikkerhed – hele tiden.

Som et utvetydigt ”kvalitetsstempel” kan vi nævne, at Dansk Skiforbund netop er indgået i et nyt, tæt samarbejde med Visit Sweden med henblik på at promovere Sverige som den sikre og betryggende skiferie-destination det er. Desuden afholdes DM i ski netop i Sverige, hvilket er endnu et udtryk for den store tillid det professionelle danske skimiljø har til sikkerheden og kvaliteten af skiløb i Sverige.

I Sverige er sikkerhed altid en priotitet – det gælder i særdeleshed også på de attraktive svenske skisportssteder, hvor sikkerheden har været i fokus i mange mange år. I Sverige kan du være sikker på at skisportsstedernes anlæg og tekniske udstyr, såvel som service, nødberedskab, vedligeholdelse og liftsystemer er i international topkvalitet.

Hvad du selv kan gøre?

Mens faciliteter og teknisk udstyr på de svenske skisportsanlæg er i top, er der selvfølgelig også meget du selv kan, og bør, gøre og tænke over, for at minimere risikoen for skader.

Først og fremmest bør du være i relativt god fysisk form, og forberedt, før du tager afsted på din skiferie. Du behøver bestemt ikke være super-atlet, eliteløber eller ”supermand”, men i det mindste heller ikke helt uvant med fysisk udfoldelse og sportslig aktivitet.

Hvis du slet ikke dyrker nogen form for motion er det en god idé, nogle måneder forud for ferien, at begynde på et ski-træningsprogram, der kan hjælpe til at styrke muskulaturen omkring især hofter og lår.

Hvis du er begynder på ski er det altid en god idé at bruge nogle timer af skiferien – i det mindste i starten – sammen med én af de dygtige instruktører fra den Svenske Skiskole, enten på et hold eller med enetimer.

Det vil hjælpe dig til hurtigt at komme over begynderstadiet og få mere glæde af mulighederne på stedet, samtidig med at du naturligvis bliver bedre til at stå på ski. Vi anbefaler varmt den Svenske Skiskole – det er smaddersjovt, og du bliver hurtigt en bedre skiløber!

Husk at dit udstyr skal være i god kvalitet og indstilles i overensstemmelse med din højde, vægt og ski-erfaring. Forsøg ikke at indstille bindinger selv, men benyt dig af den professionelle ekspertise de flinke instruktører og tekniske service-folk altid stiller til rådighed på din destination.

Vi anbefaler desuden alle – ikke kun børn – at køre med skihjelm, skibriller med UV-beskyttelse og ”anti-tåge”-filter, samt eventuelt et rygskjold.

Vær opmærksom når du benytter dig af især stolelifte, da det kan være lidt besværligt for begyndere – indtil du lige har vænnet dig til det. Undgå eventuelt at dele stolelift med snowboarder i begyndelsen – den anderledes teknik kan nemlig godt forstyrre dig i af- og påstigningen.

Vallåsen

Endelig skal du ikke være bange for at falde – det kommer du til. Som regel er det bare sjovt at falde – og husk at familien og dine venner griner MED dig! Mange skader opstår faktisk når folk er for anspændte under de uundgåelige fald, eller for eksempel forsøger at bremse eller rejse sig fra et fald før bevægelsen/faldet er stoppet.

Det lyder måske mærkeligt, men prøv at "slappe af" i kroppen – også når du falder – og kæmp ikke voldsomt imod tyngdekraften.