Jämtland og Härjedalen

Langrend i Nordsverige

Del artiklen her

Det er næppe nogen hemmelighed at der er få steder der kan måle sig med den storslåede natur man finder lidt længere oppe Sverige. Er du garvet langrendsløber, vil du sætte pris på det udfordrende terræn og den smukke natur med store fjelde og dybe søer.

Et stykke oppe i Sverige finder du to områder slået sammen til en region ved navn Jämtland-Härjedalen. Her finder du natur og landskab, der ikke minder om ret mange andre steder i Sverige. Her består året af fem årstider – det tidlige forår, foråret, sommeren, efteråret og vinteren – det betyder, at naturen får fuldkommen forskellige udtryk, alt efter hvornår du oplever den, og Jämtland-Härjedalen er netop kendt for den skærende kontrast mellem sommerens midnatssol og vinterens smukke mørke. Det er også her, at samekulturen lever i bedste velgående, hvor dens historie og traditioner bor side om side med de høje bjerge og dybe søer, og hvor samebyerne udgør basen for de næsten hundrede virksomheder, der arbejder med omtrent 45.000 rensdyr og avl af disse. En skiferie til Jämtland-Härjedalen i det nordlige Sverige er derfor en garanteret særegen oplevelse.

Langrend i Nordsverige, Foto: Göran Assner

Der er masser af steder at vælge imellem, hvis din skiferie går til Nordsverige – her finder du nemlig de kendte steder som Åre, Funäsfjällen, Vemdalen, Lofsdalen og Bruksvallarna. Især Bruksvallarna er et paradis, når det handler om langrend, for uanset hvor du bor, er der altid en langredsløjpe lige uden for døren. Der findes nemlig 750 km langrendsspor, hvoraf de 300 er præparerede og de 450 er naturspor. Således har Bruksvallarnas ”Nordic Ski Center” også verdens længste sporsystem. Bruksvallarna er desuden også et af de officielle Vasaløbs-centre, så der er masser af muligheder for at udvikle dine færdigheder i langrend, hvad enten det drejer sig om at blive teknisk bedre, prøve kræfter med en anden stilart end den klassiske langrend eller måske forsøge langrend for første gang på skiskolen. Udfordringer er der nok af, og det hele foregår i et utroligt varieret terræn, der passer til alle typer langrendsudøvere. Du kan således løbe i både dale og rundt i fjeldet, og der er lavet særlige skibroer over vandløb. En del af ruterne er flersporede, og der er massevis af informationstavler langs sporene.

LÆS MERE:

- Langrend i Sverige
- Vasaloppet
- Langrend i Midtsverige
- Langrend i Sydsverige

Anbefalede aktiviteter