Alle har været i samme situation

Hvordan står man på ski?

Del artiklen her

Noget af det bedste ved skiløb er, at det er smaddersjovt på alle niveauer. Det betyder, at du vil nyde din skiferie fra dag ét og have det sjovt sammen med andre begyndere, samt udfordringen ved at prøve noget nyt og – selvfølgelig – vil du opleve glæden ved at opdage, at du hurtigt bliver bedre.

Her har vi samlet nogle begynder-tips til dig, der aldrig før har stået på ski. Tag et kig og prøv at bruge disse metoder til at hjælpe dig selv igang:

1 INSTRUKTØR

Tag et par timer med en instruktør. Jo, tiden og de beskedne kroner det koster er virkelig godt givet ud. Lidt tid med en professionel, pædagogisk og erfaren instruktør vil give dig endnu mere udbytte af resten af din ferie.

2 INSTRUKTØRER/TEKNIKERE

Brug de professionelle instruktører/teknikere på din skidestination til at hjælpe med at indstille alt dit udstyr helt rigtigt i forhold til dit niveau og dine behov – ikke mindst for at undgå skader!

3 POSITION

Når du er klar på skiene skal du bøje dig lidt ned i knæ, så skinnebenet hviler mod forkanten af dine støvler. På denne måde vil du have mere styr over skiene end hvis du har for meget ´bagvægt´. Stavene holder man normalt i en slags ”klarposition”, uden egentlig at bruge dem særligt meget.

4 METODER TIL GANG PÅ SKI

Får du brug for at gå på skiene er der flere metoder du kan bruge. Naturligvis kan du stage dig frem med stavene, hvilket kræver relativt flat terræn og lidt styrke i overkrop og arme.
Går det opad bakke kan du bruge ”sildebensmetoden”, hvor du drejer benen ud til hver sin side og går opad mens skiene former et ”V”. Skal du opad en stejl hældning er det tit sikrere blot at vende siden til bakken og gå sidelæns opad med små skridt.

5 BEGYNDERBAKKEN

Start på børnebakken! Der er ingen skam i at starte din skiferie/-dag på begynderbakken sammen med børnene og andre begyndere. Her er også nogle simple lifte, der er nemme at benytte. Husk at alle har været begyndere en gang og haft deres første dag på ski.

6 BREMSETEKNIK

Øv straks den mest basale bremseteknik ”Ploven”, som går ud på at du presser dine bagski udad (mens spidserne næsten mødes), så dine ski former et omvendt ”V”. På denne måde kan du kontrollere farten og stoppe helt.

7 SVING

Lær at styre dine sving. I sagens natur, skal du lære at svinge for at stå på slalom. I begyndelsen er det bedst at benytte ”Ploven” som udgangspunkt, men hvor du skiftevis flytter din vægt langsomt fra den ene ski til den anden – så vil du hurtigt opdage at du kan styre hvordan du vil dreje.

8 PISTER

Efterhånden som du bliver bedre og får mere kontrol over din fart og dine sving, bør du ikke vente alt for længe med at forsøge dig med andre pister i mellem-kategorien.

Her vil du få længere ubrudte strækninger og ´glid´ at køre og øve på – så lærer du hurtigt mere. Respektér dog pisternes farvekodning, og lad dig ikke friste til noget du ikke kan håndtere (sorte pister er IKKE for begyndere!)