10 gode grunde til at tage på skiferie i Sverige

Del artiklen her

Har du endnu ikke besluttet dig for, hvor skiene skal luftes denne sæson? Så læs med her og find ud af, hvorfor de svenske skidestinationer er nogle af vores absolutte favoritter.

Skiferie i Sverige

1. Du er lige i nærheden

Allerede efter en kort køretur på den anden side af Øresund venter de første skibakker i det sydlige Sverige. Destinationerne er perfekte til en enkelt dags weekendski eller et par dages begynderski. Er du allerede blevet bidt af en gal skiløber, så lad turen gå lidt længere nordpå til Midtsverige, hvor der er masser af udfordringer for både begyndere og erfarne, kræsne skiløbere.

2. Masser af børnefavoritter

De svenske skidestinationer er i udpræget grad lagt an på hygge og sjov for hele familien. Et par dage i skiskole giver børnene selvtillid og skiglæde, så I er klar til fællesture ned gennem børneområderne og de familievenlige pister. Vælg mellem masser af destinationer med snowparks designet specielt til børn og sjove aktiviteter i trygge omgivelser – også når skidagen er forbi.

3. Snesikre destinationer

Det naturlige snefald i Sverige er som regel godt og pålideligt, og oftest kan du stå på ski i dyb blød nyfalden sne. Mange destinationer har så stor tiltro til sneen, at de udsteder en officiel snegaranti, der giver dig sikkerhed for, at et vist antal alpine pister og langrendsløjper er åbne og farbare. Heldigvis er det sjældent, at snegarantien skal effektueres, men i så fald har du ret til at afbestille dit ophold og få refunderet hele det indbetalte beløb for indkvartering, skileje, liftkort og skiskole.

Åre, Foto: Ola Matsson / SkiStar

4. Skiløb i trygge omgivelser

Sikkerheden er i top, og på de svenske skisportssteder er tryghed for både børnene og deres forældre vægtet højt. Du kan stole 100 % på udstyr, den professionelle vejledning og service, anlæggenes kvalitet og vedligeholdelse, samt generel opmærksomhed på din og din families sikkerhed. Områderne er desuden indrettet på en måde, så man ret hurtigt kan slippe børnene og deres skiløb fri. For eksempel kan familien følges op med liften, og fra toppen kan forældre tage den sorte piste ned, og børnene kan tage den grønne – hvorefter alle mødes ved bunden.

5. Ski-in/ski-out - bo direkte på fjeldet

Du behøver ikke slæbe dig gennem kilometer efter kilometer med skiene over skulderen, for du finder nemt en hyggelig hytte eller et lækkert hotel på fjeldet med nærmest direkte adgang til liftene. Ski-in/ski-out er ikke mindst perfekt for familier med mindre børn, der bare gerne vil ud i sneen og spænde skiene på – nu. Når sulten melder sig, er det nemt lige at svinge forbi sin hytte, snuppe en mad og ud på pisterne igen.

6. Skiskoler i verdensklasse

Med veluddannede skiinstruktører er de svenske skiskoler ikke mindre end verdensklasse. Børn og nybegyndere får ganske enkelt den bedste start på skiferien sammen med de professionelle instruktører, der ved præcist, hvordan skiløb skal leges ind. Mange svenske skiinstruktører taler dansk eller et svensk, som danske børn kan forstå, og de er eminent dygtige til at lade deres begejstring for skiløb smitte.

7. Vildt sjove snowparks

På et eller andet tidspunkt i løbet af en skiferie er der noget, der trækker, særligt for børn og andre vovehalse. Et lille bump i sneen frister til at løfte skiene, så der pludselig er luft ned til sneen. Når man først har prøvet at lave tricks, kan det være svært at slippe igen. De fleste svenske skidestinationer ved godt, hvad der hitter: snowparks – og ofte flere forskellige i samme område. Her er der lagt an til masser af udfordringer på en mere street måde med hop og rails, der tilfredsstiller enhver legesyg skiløber.

Foto: Simon Paulin / Imagebank.sweden.se

8. Løb på ski langt ind i foråret

På grund af den nordlige beliggenhed er skisæsonen temmelig lang i Sverige. Du søger ganske enkelt bare lidt længere mod nord, når de sydsvenske destinationer begynder at lukke af for sæsonen. Faktisk kan du være heldig at løbe på ski hen under midsommeren i Riksgränsen højst mod nord i Sverige. Det er en mageløs oplevelse at kombinere skiløb med de begyndende lyse nætter i fantastisk smuk natur.

9. Stor variation i skiløbet

Med flere end 200 skiområder fordelt over hele Sverige er der mange muligheder for at dyrke netop den vintersport, der passer dig bedst. Her er udfordringer for både nybegynderen, den erfarne offpiste-løber, ekstremski med heli-skiing, skicross og flere langrendsspor, end du kan forestille dig.

10. Høj service og god stemning

Går du op i god forplejning, venligt personale eller bare høj kvalitet i alle aspekter, så er Sverige din destination. God service er simpelthen et grundvilkår, hvor end du kommer frem. Den mest direkte kontakt er naturligvis på hotellerne og hos skiguiderne, der kender betydningen af at være imødekommende og venlige. Med en servicemindet tilgang til gæsterne er stemningen altid i top fra nord til syd på de svenske fjelde.


Anbefalede aktiviteter