Hos elgene

Store Mosse Nationalpark

Del artiklen her

Over 40 kilometer vandrestier med unikt plante- og dyreliv venter dig i nationalparken Store Mosse, Sveriges største moseområde syd for Lapland. Her er vandreruter og overnatningsmuligheder for alle naturelskere.

Mellem Gnosjö og Värnamo, i den vestlige del af det smålandske højland, ligger nationalparken Store Mosse. Det er det største moseområde syd for Lapland, og parken består af urørt mose på 7.740 hektar, hvilket svarer til 10.840 fodboldbaner. Naturen med søer og kær minder om den oppe i Norrland og præges af en mangfoldighed af planter og dyr som elge, ørne og traner.

Her kan du vandre og opleve naturen og dyrelivet på egen hånd. Følg en af vandreruterne eller tag med på en guidet tur som fx sneskovandring – midt om sommeren.

Vandreruter for alle (2 timer)

Vandrestierne i Store Mosse består af plankestier og varierer i afstand fra 300 meter til 14 kilometer. Transtigen er et morsomt alternativ for børnefamilien med spørgsmål om naturen undervejs. En noget længere tur er den der går rundt om Kävsjön, og som byder på et rigt fugleliv. Ruterne Svartgölsleden og Wibecksleden er tilgængelige med kørestol.

Start på Naturum (2 timer)

Det perfekte udgangspunkt for din udflugt i Store Mosse er Naturum, et informationscenter i nationalparken. Udover fakta om naturen og parken er der blandt andet grillplads, varmestue, fugletårn, udstillinger og andre aktiviteter – med andre ord en perfekt indledning af dit besøg i nationalparken. Vil du overnatte i naturparken, kan du bo i et af de hyggelige huse i Svanö, Lövö eller Kittlakull. Der er også handicaptilpassede boliger.

Det skal bemærkes, at det er forbudt at campere i selve nationalparken, og hunde skal være i snor.